RIP 55

For nylig gik jeg ind på en jazzklub i Greenwich Village for at høre min veninde Hope synge. Jeg kom midt i et sæt og satte mig ved baren. En anden sanger jeg kender, Tessa, sad et par stole væk. Mens jeg nød musikken, lagde jeg mærke til, at folk gik op til hende og krammede og græd.
Hvem er død, tænkte jeg?
Ingen var død, men noget døde.
—This is my last gig at the 55 before it closes, sagde Hope.

Og så blev New York lidt reduceret igen – en kulturperle fattigere. The 55 Bar er lukket efter over 100 år. En lille død i en stor by, der endnu engang benyttede sig af lejligheden til at tilgodese profit fremfor sjæl.

The 55 Bar var en lille jazzklub i kælderetagen på en bygning på Christopher Street i Greenwich Village. Jeg frekventerede stedet i over 15 år.

Oprindeligt, tilbage i 1917 blev stedet åbnet som te-salonen The Crumperie, hvor ejeren M. Alette vandrede rundt mellem bordene og klimprede på sin ukulele, mens hun sang folkesange, franske ballader og spirituals.

Senere, under The Prohibition, var stedet en speakeasy. Efter sigende var det også i en periode en salt 'n' pepa bar, hvor sorte og hvide fandt sammen, mens raceadskillelse fortsat var lovbestemt.

I begyndelsen af 1960erne blev 55 Christopher Street hovedkvarter for The Country Dance and Song Society, hvor en vis Mary Gadd underviste i folkedans og square dancing, men engang sidst i 70erne blev det til en dive bar, Hymie's bar med juke- og telefonbox.

Først engang i begyndelsen af 1980erne undfangedes The 55 Bar, der indledningsvist ikke rangerede højt på listen af jazz-etablissementer i et kvarter, hvor klubber som The Blue Note og The Village Vanguard også er beliggende. Faktisk gik 55 under navnet The Dump. Bartenderen Kirby, som arbejdede der de sidste 15 år, beskrev sit første besøg:
—It was 4:30 in the morning, the bar was packed, the jukebox was blaring, people were making out in the phone booth, some were snorting cocaine off the bar while a couple of plain clothes cops were watching, doing nothing. I was thinking: This is my kinda place.

Kirby har mange anekdoter og er kendt for sine velartikulerede band-introduktioner.

Trods det indledningsvise dump-prædikat erhvervede 55 sig årenes løb et renomme som et sted, hvor man kunne høre musik i verdensklasse for næsten ingen penge. Musikere som Mike Stern og Jaco Pastorius spillede jævnligt og yngre musikere prøvede deres talent af på publikum i en afslappet uprætentiøs atmosfære. Det var her David Bowie kom for at rekruttere musikere til sit sidste album: BLACK STAR.

Og nu, 40 år efter sin grundlæggelse, havde 55 ikonstatus og lukningen udløste gråd og fortvivlelse. Navnlig for de musikere, for hvem 55 har været en oase, en petriskål og et klatretræ. Og for bartenderne, for hvem 55 var en livsstil, såvel som en arbejdsplads. Kiera, en anden af bartenderne, arbejdede sommetider med sin lille hund i en pose om halsen, fordi den ikke kunne lide at være alene hjemme. Den havde høreværn på på grund af den høje musik.

Det slidte gulv i 55 © Bibs Carlsen

Når man gik ned af de få trin og ind i 55, blev man hensat til svundne tider. Væggene var prydet med billeder af Miles Davis, Coleman Hawkins, Jaco Pastorius og Robert Johnson, jazz- og blues-greats. De mørke træpaneler, patineret af årtiers nikotin-eksponering, bidrog til den brillante akustik. Det samme gjorde det lave loft, hvis bulede, gulnede plader jeg altid betragtede med en vis ængstelse, mens musikken spillede, fordi de så ud som om de til enhver tid kunne falde ned i hovedet på orkestret. At det aldrig skete er muligvis den eneste formildende omstændighed ved 55s ellers utidige endeligt. Linoleums-fliserne var halvvejs slidt væk og gulvet var et utilsigtet abstrakt kunstværk, hvor den underliggende krydsfiner var frilagt.

Bemærk loftet i 55 © Bibs Carlsen

Jeg har ikke tal på de gange, jeg har hørt Hope på 55. Hun er en mangefacetteret kunstner, som synger alt fra country (der står hendes hjerte nær, eftersom hun voksede op på en farm i South Dakota) til rock, jazz, blues og ballader. Hun synger covers og egne numre. Hun øver sjældent med sit band, der består af et evigt varierende ensemble af overordentligt kompetente musikere, som alle læser noder. Før et show får de alle en bog, hvor Hope har transskriberet musikken til de sange, hun synger. Musikere elsker at spille med hende, fordi hun er talentfuld, professionel og autentisk.
—It’s so great to play with you because you actually sing, sagde en af de keyboardister, hun bruger for nylig.

Han er musikalsk leder for en kendt popsanger og var lige kommet hjem fra en arena-turne med forud indspillet musik og minimal spontanitet. Hope er først og fremmest musiker, men hun er også et kolossalt komisk talent; en kilde til frustration og personlig indignation fra min side, fordi hun ikke lader det komme til udtryk særlig ofte.

Hun plejede at optræde i forskellige forklædninger som fiktive personer.. Den mest prominente var Jack Mackerel, en habitklædt butch dyke [maskulin lesbisk] med tyk Brooklyn-accent og New York-attitude, som specialiserede sig i one-night-stands udstyret med en strap-on dildo og emotionel distancering.
—One chick, one bang, annoncerede hun.

Vægudsmykning i 55 © Bibs Carlsen

Andre alter egos er Sherry Chanteuse, en fjerboaklædt neurotiker; Feminem, en kvindelig rapper; og Ir-reverend Rudy G, en anglikansk vækkelsesprædikant på jagt efter de hypo-kristne.

Hope plejede at forsvinde i et par minutter under sine shows og lade musikerne jamme, eller hun endte et sæt med at sige, at hendes kæreste Diego, som spillede trommer i bandet, ville gå rundt med en spand, hvor man kunne donere penge til musikerne.
—Dont forget he beats things for a living, sagde hun.

Hvorefter hun returnerede komplet transformeret i outfits hun have komponeret i genbrugsforretninger. Hendes fremtoning, kombinationen af forklædning, stemmeføring og kropssprog var så overbevisende at folk, som ikke kendte hende i forvejen, undertiden ikke opdagede at de forskellige personae hun legemliggjorde var en og samme. Hun havde skrevet dedikerede sange til sine personer og imellem numrene fyrede hun monologer af, der efterlod publikum brølende af grin.

I anledning af 55s aflivning lod Hope Jack Mackerel og Sherry Chanteuse genopstå for en aften. Publikum var taknemlig for denne svanesang i form af et par utilpassede ællinger. Hope slap sine mest bizarre karakterer løs.
—This is my last show here at Christopher Street, I can do whatever I want, gjaldede hun.

55 var beliggende ved siden af LGBTQ-bastionen The Stonewall Inn.
Tessa, den anden sanger jeg ofte så på 55, har ligeledes en noget ukonventionel sceneoptræden, hvor hun fortæller historier fra sit spraglede liv. 55 efterlader et vakuum. Der er ingen andre musiksteder, hvor kunstnere kan udfolde sig så frit. Mange musikere føler sig kulturelt hjemløse i disse dage.

Lukningen under Covid-epidemien var mere end det lille sted kunne klare. Selv efter en fundraiser, hvor musikere fløj ind fra andre stater og spillede gratis for at hjælpe med at holde stedet åbent.

Da jeg noget duknakket og forstemt gik ud på gaden efter det absolut sidste trut i 55, kom et 16-mands hornorkester marcherende ned af Christopher Street, og pludselig var man midt i et New Orleans-begravelsesoptog. De spillede When The Saints Come Marching In, da Kirby, bartenderen med de mange historier, kom ud og spillede med på tromme.

Afskedssalutten, fantastisk og fortjent, stod på i fem minutter, før NYPD kom og ryddede gaden. Business as usual in New York City. RIP 55.

Bibs Carlsen