Nyheder

02.04.2020

International Jazz Day 2020

gennemføres på anden vis

UNESCOs mærkedag for jazzen skulle have været fejret ved et arrangement i Tivoli 30. april 2020. På grund af Coronakrisen fejres jazzen i stedet med udendørs koncerter over landet, der kan høres gennem vinduet eller via live stream. Den planlagte jazzklub-konference samt koncert i Glassalen er planlagt til at blive afholdt senere på året.

Baggårdsjazz er et projekt opstået under de igangværende karantæne-foranstaltninger. Her har jazzmusikere spillet i baggårde med publikum i sikker afstand lyttende fra vinduer og altaner.

JazzDanmark har indgået en aftale med Augustinus Fonden, som i forvejen støttede projektet, om at deres bevilling konverteres til denne nye udgave af International Jazz Day, således at musikerne får de aftalte honorarer trods sundhedskrisen.

Tivoli har af sammen grund udskudt havens åbning til 1. maj. Konference og koncert i Glassalen forventes afholdt senere, og mon ikke livet som jazzklub efter coronakrisen kommer på dagsordenen.

Koncerten One Hundred i Glassalen, der skulle markere Charlie Parker 100-års fødselsdag, bliver også udskudt.

Partnerne bag projektet arbejder på at gennemføre International Jazz Day i 2021 med henblik på at samle medlemmerne fra alle de danske jazzklubber til en festdag for jazzen.