Nyheder

14.12.2018

Karmen Rõivassepp

Aarhus Jazz Talent 2018

Aarhus og Østjylland er jazzmæssigt inde i en kreativ periode, hvor mange unge arbejder med spændende og nyskabende projekter. Aarhus Jazz Festival har  taget initiativ til at indstifte en talentpris, der ud over ære og anerkendelse giver prismodtageren en lille økonomisk håndsrækning på dkk 10.000,- samt en koncert på spillestedet ATLAS.

De fem jurymedlemmer havde 14 kandidater at vælge imellem. Valget faldt på Karmen Rõivassepp, som er den første modtager af den nye jazzpris Aarhus Jazz Talent. Prisen gives til en person eller et initiativ, der har gjort sig ekstraordinært bemærket og har udvist et særligt talent i sit virke for jazzmusikken i Aarhus. Juryens motivation lyder:

—Karmen Rõivassepp modtager prisen for sit alsidige virke som musiker, komponist, arrangør og dirigent. Karmen er en utrolig talentfuld sangerinde med et højt kunstnerisk niveau, og hendes musik er smuk, spændende og velklingende. Dette viser hun både i egne orkestre, om det er moderne jazzkvartet eller Rõivassepp bigband, og i diverse andre bands og projekter. Hun evner på fornem vis at bygge bro mellem stilarter, mennesker og udtryk. Karmen er DET nye navn i Aarhus, og hun ønsker oven i købet at blive boende. Derfor er det fuldt fortjent, at hun bliver Aarhus Jazz Talent 2018.

Den officielle overrækkelse finder sted ved en koncert på ATLAS tirsdag 5. februar 2019 klokken 20, hvor Karmen Rõivassepp spiller med sin kvartet, der udover kapelmesteren består af Simon Eskildsen (p), Adrian Christensen (b) og Daniel Sommer (d).

Ud over sin karriere som sanger og komponist er Karmen musikalsk leder af fire amatørorkestre og medlem af Kantoriet i Vor Frue Kirke.

Præmien på 10.000 kroner er sponsoreret af Aarhuus Stiftstidendes Fond.

Juryen består af Mads Kjær Jensen (formand for Aarhus Jazz Festivals bestyrelse & Studieleder på Det Jyske Musikkonservatorium), Daniel Sommer (musiker og organisator), Niels Overgaard (redaktør af jazzbloggen JazzNyt), Andreo Michaelo Mielczarek (skribent og musikanmelder) og Gorm Askjær (Aarhus Jazz Festivals sekretariat & musiker).

Prisen er indstiftet 7. juni 2018 af Aarhus Jazz Festival i forbindelse med jazzfestivalens 30 års jubilæum og efter idé af aarhusmusiker Daniel Sommer.