Nyheder

22.05.2013

Ung Jazz



Vinderen af årets talentkonkurrence blev orgel-duoen Crunch House. Finalisterne, aarhusianske Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet og den københavnske orgel-duo, spillede i et fyldt Jazzhouse og overfor juryen: pianisten Magnus Hjorth, trommeslageren Jonas Johansen og sangerinden Johanna Elina. De måtte bruge lidt tid, før de kunne udpege Crunch House som årets vinder.  

I motivationen hedder det blandt andet at duoen førte publikum gennem 45 minutter med fængende temaer og overbevisende solistiske evner fra både Emil Savery på orgel og Jonas Ladegaard på trommer.

Vinderbandet kan se frem til at skulle spille ved den fællesnordiske showcase Young Nordic Jazz Comets i Trondhjem og duoen er forhåndsbooket til Aarhus og Copenhagen Jazz Festival. Ydermere er bandet også garanteret 15.000 kroner i turnestøtte til en international turné arrangeret i samarbejde med JazzDanmark.