Titel: Årets udgivelse
Adresse: http://www.jazzspecial.dk/index.php?id=103


Årets danske Jazzudgivelse 2020

Peter Rosendal: TRICKSTER, Stunt.


Tekst: Cim Meyer

Besætningen på TRICKSTER er ikke et traditionelt bigband, men der medvirker 21 musikere: Trio Mio samt The Orchestra plus senere tilføjelser af Rosendal på keyboard og flugabone [et stort flügelhorn der klinger som en trombone] og guitaristen Thor Madsen. Dermed er det Rosendals mest ambitiøse udgivelse i eget navn til dato. Samtidig er den en del af trilogien: OLD MAN’S KITCHEN, LOVE FOR SNAIL & TRICKSTER.
Rosendal kommer fra Silkeborg – kendt for sin Riverboat Festival, der gennem årtier har holdt ældre jazz-traditioner i hævd. Det synes ikke at have påvirket Rosendal nævneværdigt. Som det fremgår af de glimrende noter til TRICKSTER, så har Peter Rosendal en aversion mod fundamentalistisk genskabelse af musikalske traditioner. Til gengæld er han ikke bange for at opdatere gamle traditioner for eksempel i gruppen Six City Stompers.
—Jeg har det svært med de kasser, man kan få presset ned over hovedet. Men jeg synes egentlig, det er smukt, at hvis man ikke rigtig ved, hvad man skal kalde musikken, så kan man kalde det jazz. Så kan det få lov at komme ned i dén kasse.

—Og det er sådan en kasse uden sider?
—Ja, sådan kan jeg godt li’ jazz.

Rosendal flyttede i sin tid til Esbjerg for at få en uddannelse på Vestjysk Musikkonservatorium. Dengang underviste Carsten Dahl og Butch Lacy på konservatoriet, og de havde nok en lidt anden tilgang, end hvad man lige kunne finde i Silkeborg.
—Dengang spillede Carsten Dahl bebop, og det var jeg fascineret af – og er det sådan set stadig. Det var vildt at stå ved siden af én, som kunne spille klaver på den måde. Da så Butch Lacy kom og ville have os til at arrangere Fanø-[folke]musik, tænkte jeg nej, nej, lad mig spille noget bebop.

—Så din Fanø-inspiration kommer fra Butch Lacy!?
—Ja, det kan man godt sige. Han var interesseret i alt muligt, og han syntes, det var utroligt irriterende at jeg kun ville spille gammel bebop. Det tog lidt tid, før jeg fandt ud af at ”suge” til mig fra ham.

Rosendal flytter til København for at gå på solist-linjen på Rytmisk Musikkonservatorium. Han bliver involveret i laboratorie-gruppen The Orchestra, som på et tidspunkt har besøg af Darcy James Argue. Her skrev Rosendal gennem en måned på et bigband-arrangement, som Argue superviserede.
—Det var super-inspirerende. Argue er tjekket og har kontrol over alt, hvad han gør. Han spillede nogle eksempler med Maria Schneider, der var vildt fede. Det tog vi udgangspunkt i.

—Har du så afluret noget af det, Maria Schneider gør?
—Overhovedet ikke. Der skete det at The Orchestra spurgte, om jeg ville skrive et helt projekt til dem. Da jeg begyndte på det, kunne jeg mærke at mine idéer kom fra folkemusikken. Kunne jeg på en eller anden måde trække et bigband-arrangement ud af det her folkemusik? Kunne jeg udvide sproget? Det tog faktisk et par år. Jeg har stået i lære de sidste par år hos Kristene Heebøll og Jens Ulvsand. Ulvsand er ekspert i den svenske polska-tradition og Kristine er meget på dansk folkemusik. Så vi tre [Trio Mio] har et sjovt blandingssprog.

—Har du fået undervisning i orkestrering nogen sinde?
—Ikke ud over Butch Lacy, men det sjove var at han ikke ville sige noget konkret over hovedet. Det var kun sådan noget som at ”her kan du mærke at frasen lukker energien, og her åbner den”. Og det var jeg for ung og dum til at forstå dengang. Så nej, jeg har ikke fået undervisning i det.

—Har du så været ude for at dine nedskrevne ideer har lydt helt forkert – og hvad gør du så?
—Masser af gange, så skriver man det bare om. Der har også været noget med fraseringerne – at få en anden tradition ind over har været det sværeste. Jeg ville enormt gerne indspille pladen igen og få rettet op på de ting.

—Det er sindssygt svært at få et pladeselskab med på den?
—Lige præcist. Så det bli’r nok noget andet. Men så har jeg lært en masse.

—Med i gryden på TRICKSTER er også en brasiliansk inspiration, hvor kommer det fra?
—Jeg begyndte at rejse til Brasilien hver vinter for 10-12 år siden – på det tidspunkt spillede jeg med Silvana Malta. Det var interessant at sidde i Rio og høre Choro. Man kan høre gammel europæisk folkemusik i det. Det mindede mig om Tønder Festival.

—Du bruger hverken II-V-I-progressioner eller de traditionelle bigband-sektioner, når du komponerer?
—Nej, jeg tænker i stemmer. Og det har jeg fra folkemusikken.

—Du tænker i melodiske linjer, der vandrer fra det ene instrument til det andet?
—Ja. Og jeg lader melodier springe mellem grupperne.

—På pladen har du trioen og orkestret – og senere har du tilføjet ting – arbejder du alligevel med en form for grupper i orkestret bare med andre instrument-sammensætninger end normalt i et bigband?
—Ja, jeg arbejder en del med trestemmige ting, hvor yderstemmerne kører mod hinanden kontrapunktisk, og så er der en stemme i midten, der ikke laver så meget. Det er egentlig ikke så folkemusikalsk men er en lidt koral-agtig tilgang, der har mere med klassisk musik at gøre.

—Når du siger, du godt ku’ tænke at indspille den en gang til, hvad er det så, der skal være anderledes?
—Når man går i gang, har man nogle idéer, og nogle gange bliver man positivt overrasket, når man hører det – men tit er det den anden vej: Det fremstår ikke helt, som jeg havde tænkt det. Når jeg mikser plader, ender det næsten altid med at jeg sidder og klipper i stykker og sætter det sammen igen på en ny måde. Men på et tidspunkt er udgivelsen mastereret, og så kan man ikke gøre mere. Men er man så så heldig at komme ud og spille med det, så kan man igen begynde at rette til.

—Hvad har du i støbeskeen?
—Faktisk er jeg ved at skrive musik til en musical. Til efteråret kommer der en musical, om ham som grundlagde byen Silkeborg [for 550 år siden]. Det er et bestilt værk – det er så fedt at få sådan en opgave lige i denne tid.

Derudover sonderer Peter Rosendal et elektronisk musikalsk terræn med sin næsten-nabo: Trompetisten Lars Vissing. Om det får luft under vingerne og kommer ud på scenerne, må tiden vise. Der bliver ikke trillet tommelfingre.
—Nej, jeg har det faktisk superfint her i Corona-tiden. Jeg er ikke en af dem, som er hårdt ramt – ud over økonomisk selvfølgelig.



© 2012 JAZZ Special
Seroquel generic cost walmart Levitra 10mg tablet price in canada Best place to buy propecia online How to buy viagra How can i buy seroquel 100mg viagra for sale How do you get zithromax Can you buy diflucan over the counter How do you get zithromax Where to buy generic cipro