Årets danske Jazzudgivelse 2021

Thomas Clausen: BACK 2 BASICS, Stunt.


Tilbage til rødderne

Tekst: Birger Thøgersen

Han er nok sin egen værste kritiker: Han kunne altid finde noget at indvende. Dog kneb det, da han hørte optagelserne af den musik, der siden blev til BACK 2 BASICS.
—Den er god at lytte til, og jeg blev rigtig glad. Der er over mit spil en eller anden afslappethed, jeg længe har savnet. Som yngre var jeg en munter dreng, som bare spillede, men livet har givet mig nogle nedture, og i en lang årrække har jeg haft svært ved at være menneskeligt ovenpå. Det har ændret sig. Jeg har aldrig haft det så godt. Jeg er ved at vende tilbage til noget af den umiddelbarhed eller den glæde ved livet, jeg havde før.
Jazz Specials jury var ikke blot fornøjet. Der var så meget begejstring at Thomas Clausens BACK 2 BASICS blev kåret til Årets danske Jazzudgivelse 2021.
—Jeg blev oprigtigt bevæget. Det kom helt bag på mig, for hvem gider høre på en gammel musiker som mig, der har været der i så mange år at han bliver taget for givet.

Det var i fjor 50 år siden, den nu 72-årige Thomas Clausen besluttede sig for definitivt at sige farvel til universitetet for at hellige sig musikken og tage på en længere Danmarksturne med saxofonisten Dexter Gordon. Gennem de senere årtier har han markeret sig som et af landets markante og musikalsk vidtspændende navne, der som pianist og komponist ved siden af jazzen også dyrker den klassiske musik.
BACK 2 BASICS kan, som titlen angiver, kaldes en opfølger på den første BACK TO BASICS fra 2006. Konceptet er det samme: Versioner af standards og kendte melodier leveret at Thomas Clausens faste trio med Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer.
—Den første blev indspillet blot to måneder, efter at min daværende kone og mor til mine døtre efter flere års psykisk sygdom tog livet af sig. Det var en tid, der har påvirket mit liv vanvittigt meget. Der var så meget smerte forbundet med det, og jeg skulle bare videre. Jeg ville lave noget andet og fjernede mig mere eller mindre bevidst fra min baggrund i den amerikanske jazz-tradition. Hvorfor skulle det hele være så amerikansk. Jeg var dansker, og jeg var europæer med stort E. Jeg var verdensborger, og inspirationen kunne lige så godt komme fra Brasilien som USA.
—Jeg har bevæget mig rundt i manegen. Jeg kommer stadig i flere genrer og har et tæt forhold til den brasilianske musik, som jeg elsker. Men i de senere år har jeg fundet ud af at der er noget helt specielt i den amerikanske tradition, der taler til mig. I perioder har jeg haft et ambivalent forhold til den, jeg lagde distance til den, og det har måske været lidt af en flugt. Nu oplever jeg at der er en intensitet og kropslighed i den, der er vigtig for mig. Samtidig er jeg begyndt at arbejde mere med det rytmiske. Noget er ved at falde på plads. Pladen relaterer til min musikalske opvækst med blandt andre Dexter Gordon og Ben Webster.

Musikken blev til i MillFactory Studios i København, der i fjor lagde rammer til en række koncerter arrangeret af Radio Jazz og Ben Webster Fonden. Hvis man da kan kalde det koncerter. De blev indspillet og filmet, men afviklet uden et publikum.
—Jeg havde ikke prøvet den slags job før, men det passede fint med at jeg var begyndt at arbejde med standards og få musikken til at swinge. Det var noget, jeg havde underprioriteret.
—Jeg har spillet og kender den klassiske tradition. Den lever i mig. Jeg var før i tiden orienteret mod det europæiske og harmoniske, hvilket er spændende og naturligt, når man er pianist. Det har jeg ikke forladt, men jeg har fundet andre, alternative måder at arbejde med klaveret på. Jeg har opprioriteret det rytmiske, og fundet praktiske arbejdsmetoder, jeg ikke har dyrket så meget før. Jeg har brugt tid på min venstrehånd og trænet den til at spille blandt andet walking-bas. Det kan blive mekanisk, men jeg kan gøre det på en måde, så det lyder godt. Det betyder at jeg kan fokusere 100 procent på det rytmiske.
—Og som noget nyt er jeg vendt tilbage til selve bluesfænomenet. Det har jeg ikke rørt ved i årevis, og det gik op for mig, at der var et eller andet, jeg havde savnet, da jeg for nogle år siden tog fat på jazzen igen.

De kendte sange
Repertoiret på BACK 2 BASICS spænder fra Walkin' (som Miles Davis gerne ville krediteres for men her tilskrives Richard Carpenter) til Nature Boy af Eden Ahbez. Fra How Deep Is The Ocean af Irving Berlin til You Must Believe In Spring af Michel Legrand. Fra den traditionelle Vem kan segla forutan vind til Edelweiss af Richard Rogers og Bloodcount af Billy Strayhorn. Alle kendte melodier, der er blevet fortolket og indspillet et utal af gange af lige så mange sangere og musikere. Så hvad gør man?
—Vi havde i trioen ikke spillet sammen i to år, da jeg blev spurgt, om jeg kunne stille med en gruppe til en koncert i MillFactory. Det blev en udfordring at vi valgte numre, vi stort set ikke har rørt ved sammen, men der lå også en tryghed i det helt specielle i vores samspil. Vi forstår hinanden. Vi er på bølgelængde.
—Vi arbejder med tempo og harmonisering. Nogle basgange har jeg skrevet ned, og Thomas Fonnesbæk fik ark med becifringer. Så lidt som muligt. Vi er netop interesseret i den spontane interaktion, og jo mere, der skrives ned, jo mere bliver vi låst. Så jeg lægger ikke på forhånd en strategi for, hvordan vi kan komme med en version, der ikke ligner alle de andre.
—Jeg tænker på melodien. Jeg overvejer, hvad kan jeg gøre med den. Det er en undersøgelsesfase, der relaterer til al den musik, jeg kender, fra Bach og Debussy til Keith Jarrett, men det afgørende sker, når jeg sætter mig til klaveret. Så snart jeg rører tangenterne, sker der noget. Det er intuitivt. Jeg lytter, og så opstår der nogle ideer. God musik laves på øret. Det der med at være strategisk, det er slet ikke sådan, jeg arbejder.

BACK 2 BASICS blev indspillet i et professionelt lydstudie med rige muligheder for omspil og redigering, men det, man hører på pladen, er kun first takes.
—Jeg har en tyrkertro på – og det er jeg ikke alene om – at der er noget specielt ved first takes. Mange af de bedste jazz-plader er live-indspilninger. Det betyder, at hver eneste tone tæller. Det kan ikke laves om. Man er nødt til at være 100 procent på.

Thomas Clausen er ud af en familie, hvor man synger. Hans ældste datter er operasanger, og selv lægger han gerne stemme til Edelweiss. Og når han sidder ved klaveret med en af sine mange songbooks, indgår teksten ofte som højlydt del af øvelsen.
Vil man have ordene med, når man lytter til BACK 2 BASICS, må man gå på nettet og for eksempel finde Frank Sinatras fortolkning af How Deep Is The Ocean. Den vakte noget i Thomas Clausen, da han hørte den. Han blev berørt af måden at fortælle en historie på.
—Melodien er en ting. Kender man også teksten, kan oplevelsen blive rigere og smukkere. En tekst kan fremkalde en stemning og sætte komponisten og musikeren på sporet. Teksten er ikke ligegyldig. Den kan betyde noget for kernen i musikken. Den kan set fra vores tid være banal eller sentimental, men i den sammenhæng er jeg rummelig, siger manden, som selv har skrevet musik til blandt andet digte af Tove Ditlevsen.

Han har også udtalt, at for ham er det ligegyldigt, om musikken er ny eller gammel. Det afgørende er kvaliteten.
—Det handler om intensitet. Om den tone, man spiller, har betydning. Når man gør det, så er det, fordi man vil den. Man spiller ikke blot det, man kan. Jeg kan en masse klaver, men det bliver først vigtigt, når jeg får min stemme ud gennem instrumentet. Når det begynder at synge og musikken lever i nuet. Når der ikke bliver stukket noget under stolen.