Titel: Nyheden
Adresse: http://www.jazzspecial.dk/index.php?id=20


Nyheder

08.10.2020

JazzDanmark kritiseres

for ny struktur

Ole Matthiessen kritiserer JazzDanmark for at ændre struktur på udemokratisk vis og miste sine rødder i miljøet ved at fjerne repræsentantskabet. Er det en slet skjult plan for at centralisere hele "det rytmiske musikområde"? Læs hele hans henvendelse herunder:

 

Til Jazz Danmarks bestyrelse og det endnu eksisterende repræsentantskab

Jeg melder hermed fra til det åbne stormøde den 29. oktober, og har med beklagelse modtaget beskeden om nedlæggelse af repræsentantskabet i Jazz Danmark. Jeg melder fra dels på grund af corona-situationen, dels fordi jeg ikke har tillid til eller kan gå ind for den nye struktur, som skal iværksættes.

Med indførelsen af den nye struktur kapper Jazz Danmark i praksis sine rødder til det danske jazzmiljø, og bliver en i luften frit svævende størrelse, som bliver holdt i stram snor af Statens Kunstfond. Som primært forfølger egne økonomiske mål, bestemt af de til enhver tid eksisterende økonomiske muligheder i form af private fonde og statslig støtte, som i princippet holder organisationen svævende ved tilførsel af økonomisk brændstof til de aktiviteter, som falder indenfor deres egne interesseområder.

Jazz Danmark kan derfor fremover ikke længere anses for at repræsentere det danske jazzmiljø og som sådan fungere som genreorganisation, men bliver snarere som et slags halvstatsligt styret organ, der som en anden slags arbejdsgiver / kurator udnytter miljøet ved at udlægge lokkebider i form af projekter, og derefter efter forgodtbefindende, ofte efter en eller anden ikke nærmere specificeret udvælgelse, og fordeler dem ud fra egne interesser og succeskriterier. Med en struktur, hvor store dele af bestyrelsen, med egne ord skal være såkaldte kompetenceprofiler og minimum tre ud af syv bestyrelsesmedlemmer skal besidde aktuel viden / erfaring fra jazzmiljøet og at disse udpeges via indstillinger fra jazzmiljøet, således at jazzlivet har indflydelse på disse. Det er vi glade for er lykkedes.

Altså en bestyrelse, hvor et flertal ikke behøver at have kendskab til miljøet, og hvor en i øvrigt på længere sigt selvsupplerende bestyrelse skal suppleres op med op til tre jazzkyndige personer, som vælges på åbne møder hvert andet år i henholdsvis Aarhus og København af et ikke nærmere defineret jazzliv, uden at disse personer nødvendigvis har nogen ansvarlig repræsentativ organisatorisk tilknytning eller på anden måde er forpligtet ud over sig selv.

Der har længe været en fornemmelse af, at Jazz Danmark ikke har været speciel handlekraftig, når der var optræk til musikpolitiske konflikter, at man ikke med vægt er gået ind i musikpolitiske debatter f.eks. opretholdelse af et genrespecifikt spillested for jazz, ligesom rock og pop, som f.eks. er godt repræsenteret på større scener i Aarhus og København, og den eksperimenterende musik og verdensmusikken har et tilsvarende i Alice, diskussionen omkring spillestedernes forhold, nedlæggelsen af P8. Måske har man været bange for at støde de bevilgende myndigheder. I stedet har man nærmest ageret som en slags musikkens Røde Kors, hvor man efter bedste evne har prøvet at udfylde huller med diverse projekter, som man nu kunne skaffe midler til, men som ikke nødvendigvis var det, som det allerede eksisterende jazzliv havde brug for her og nu.

Alle de mange frivillige samt de mere eller mindre fast arbejdende ude i jazzmiljøjet, der er organiseret på forskellig måde, kan kun stå tilbage, og se undrende på, hvad der sker. Måske kan det betyde, at miljøet af musikpolitiske årsager kan blive nødsaget til at bygge en ny organisation op, som har direkte rod i og er ansvarlig overfor de områder af dansk jazz, som har mulighed for at indgå i en sådan struktur. Den foreslåede løsning med få åbne stormøder styret af Jazz Danmark, er ikke nogen holdbar forankring i dansk jazz.

Som gammel musikpolitiker med aktiviteter, der går tilbage til den spæde start i Jazz i Reprisen, senere over Jazzhus Montmartres Musikdrift, Dansk Jazzmusikerforening, Den danske Jazzkreds, organiseringen af det danske jazzliv i 1970erne, Den europæiske Jazzføderation, Multi-Musik-Festivalerne, Musikloven, Repræsentantskabet i Statens Musikråd, Musikrådet i Københavns Kommune, honorarstøtte-ordningen, Dansk Jazzforbund og Jazz Danmark, er det min opfattelse, at I, ved at gå ind for den nye opbygning uden at spørge miljøet, har forkastet alt, hvad vi gennem årene har opbygget for at kunne påvirke og være med til at forme det offentliges musikpolitik. Nu mangler myndighederne en ordentlig sparringspartner, som kan fortælle, hvor skoen trykker.

Jazz Danmark er blevet bragt i en situation, hvor man er dybt afhængig af offentlig støtte, og ikke længere har bindende forpligtelser overfor eller rod i miljøet, andet end måske en form for hensigtserklæring i vedtægterne. Er der ingen, der kan se, hvor absurd det er? Jeg har ikke fattet, hvorfor Jazz Danmark omkring oplægget fra Kunstrådet om de nye genreorganisationer, som har stået på i ca. to år undervejs ikke er gået ud og fået dette ordentligt drøftet i jazzens egne organisationer og foreninger, fået opbakning til at arbejde frem mod en løsning, som var mere på linje med miljøets egne behov og interesser end Kunstrådets, fremfor nu at fremlægge et vedtaget forslag som et fait accompli på endnu et løst organiseret åbent stormøde (denne gang med begrænset fremmøde grundet corona), hvor Gud og hvermand uden mandat fra et bagland kan møde op, og hvis eventuelle beslutninger vist ikke kan være bindende for Jazz Danmark?

Hvem skal i fremtiden bedømme, om Jazz Danmark med nogle af de største offentlige tilskud til jazzen gør sit arbejde godt nok? De bevilgende myndigheder, naturligvis på linje med andre organisationer, som modtager offentlige tilskud, men skulle det miljø, man opererer i, ikke også have en form for kontrol og ansvar gennem en direkte livline til organisationen?

Desto mere tandløs og afhængig Jazz Danmark bliver af Statens Kunstfond, desto nemmere vil det senere være for myndighederne at nedlægge eller at slå alle genreorganisationer sammen til en fælles organisation for den rytmiske musik. Og hvad skal vi egentlig kunne bruge sådan en til?

Ole Matthiessen





© 2012 JAZZ Special