Nyheder

13.11.2019

Dansk blues-promotor hædres

Peter Astrup skal også være blues-dommer

Astrup er den første dansker, som bliver hædret af The Blues Foundation i USA med en Keeping The Blues Alive Award 2020. Den regnes efter sigende som bluesmusikkens mest fornemme pris, og den bliver overrakt fredag 31. januar i forbindelse med den 36. International Blues Challenge i downtown Memphis Tennessee.

Desuden er Peter Astrup udpeget som én af de tre finaledommere ved Blues Challenge, der udgør "verdensmesterskabet i bluesmusik". Memphis præsenterer ikke mindre end 225 optrædener over fem dage. Finalen holdes lørdag 1. februar med Peter Astrup som én af dommerne. Blues Challenge er en årlige international showcase, hvor Europa næste gang er repræsenteret ved Kyla Brox Band fra England.



Peter Astrup driver sit firma Blues Productions fra Pandrup i Nordjylland og har beskæftiget sig med bluesmusik i over 30 år som agent, manager, promotor, festival-arrangør og musiker. Aktuelt har han netop overstået afviklingen af Blues Heaven Festivalen i Arena Nord Frederikshavn samt sit engagement ved Blues Paradise i Næstved. Han bruger al sin tid på blues og soul og arrangerer også guidede ture til New Orleans, Clarksdale og Memphis.