Ubesvaret emne

Aarhus Jazz Festival 2015 - endelig reportage


Forfatter Besked
Skrevet den: 21. 07. 2015 [13:46]
Niels
Niels
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
Kære alle,

Her er den endeligt redigerede reportage fra Aarhus Jazz Festival 2015.

Hope you like…

Velkommen til juli.
Velkommen til Aarhus.
Velkommen til Aarhus Jazz Festival 2015
To personer – en aldrende herre født i 1951 og en ung mand født i 1994 – giver hver deres bud på det musikalske tilbud gennem syv dage i Aarhus.
I 2014 løb Adam Engelhardt og overtegnede København rundt under Copenhagen Jazz Festival og chattede efterfølgende om deres oplevelser på spillesteder og i koncertsale.
I 2015 er det Aarhus Jazz Festival, der lægger spillesteder, pladser og sale til oplevelserne. Niels Christensen (NC) har selskab af Mads Bang Sørensen (MBS).
af Niels Christensen (f. 1951) og Mads Bang Sørensen (f. 1994)

click here søndag 12/7
(MBS): Songbook - Udstillingsstedet Spanien 19c

Min første dag på jazzfestivalen slutter på Udstillingsstedet Spanien 19c. Igennem min tid i Århus har jeg jævnligt været til både udstillinger og koncerter, med lokale og internationale navne i stedets charmerende, kvadratiske murstenslokale, ude på sydhavnen. Akustikken plejer aldrig at være helt i top. Men foreningen phonognom, der har stået for arrangementerne i løbet af ugen, har gjort en stor indsats og bygget lyddæmper og akustikklodser rundt i rummet, så lyden til denne koncert var hæderlig.
Gruppen Songbook består af den spanske tenorsaxofonist Cesar Joaniquet, den danske trommeslager Kasper Tom og den franske bassisten Brice Soniano. Musikken var smuk, vellydende, til tider eksperimenterende, men frem for alt blot rigtig god musik. Punktum. Lyden drog referencer til jazz fra midt-slut 50’erne og op igennem 60’erne, men forholdt sig hele vejen igennem til nutiden. I de mere eksperimenterende stykker, hvor takterne blev droppet og tonearterne lagt til side, viste musikerne sig fra, som jeg hørte det, deres stærkeste side. Saxofonisten Cesar spillede med en blød og tør klang, bassisten Brice bevægede sig smukt rundt på hele bassen, og Kasper Tom holdt hele orkestret i bevægelse med sin yderst gode smag på trommerne. Rigtigt god koncert, og jeg har sidenhen hørt gruppens nyudgivne plade på nettet, og den er også helt i top.

(NC): Mandag 13/7
Klostertorv · Moussa Diallo / Dawda Jobarteh / Salieu Dibba

Dagen startede med en yderst velspillet og varm koncert for børn. På scenen bassisten og fortælleren Moussa Diallo, koraspilleren Dawda Jobarteh og perkussionisten Salieu Dibba. Og så ved de fleste, at der står vestafrikansk musik på programmet. Diallos veloplagte og charmerende præsentation af musikken og de tre musikeres evne til at få den op at ringe efter bare nogle få takter fik tag i både ungerne og forældrene - speciel mødrene var meget begejstrede. Danske og afrikanske eventyr sat til musik sendte de bedste vibes ud fra scenen og forplantede sig på det idylliske Klostertorv, hvor selv ikke de lokale fyldebøtter magtede at ødelægge stemningen.

Klostertorv · Bo Stief & Playground
Musikken skal føres videre. men det går ikke uden en grundig indføring i hvordan, hvorfor, hvornår og hvordan en gang til. Ingen er bedre til det end bassisten Bo Stief. Mangen en musiker, der i dag fejrer triumfer har været en tur forbi Stiefs "skole udi musikforståelse" og de, der har evnet at suge til sig, kan resten af livet trække på de erfaringer de har tilegnet sig i hans nærhed. Her viste Stief resultatet af et næsten halvt års arbejde i korte, koncentrerede forløb med ti unge musikere fra hele landet. Det musikalske udgangspunkt er Stiefs kompositioner, der i hænderne på de unge musikere har fået nyt liv. Og hvilket liv! Ganske unge er de og formodentlig uden den store koncerterfaring. Men her viste de hvad talent, fordybelse, glæde og ikke mindst hårdt arbejde kan føre til. Vi hørte ti unge musikere, der alle vil kunne drive det vidt hvis de holder fast i at spille musik. Ti unge musikere der tydeligvis elsker at spille og som overlegent legede sig igennem selv de allersværeste forløb - uden noder, skal det understreges! Stief bevarede fokus og styrede musikken og musikerne gennem en times uhyre afvekslende koncert; en koncert der virkede alt for kort. Ved koncertslut var glæden på scenen nærmest rørende og blandt publikum ovenud begejstret, og jeg måtte knibe en tåre af glæde over en entusiasme og det enorme potentiale der ligger og venter andre musikelskere rundt om i Danmark.

Café Gemmestedet · Christian Vuust / Thomas Sejthen / Anders Vestergaard

På den robust indrettede café hørtes robust halvtredserjazz. Tenorsaxofonist Christian Vuust havde fat i Dexter / Rollins-traditionen og høvlede den af som havde han aldrig bestilt andet. Jeg kender primært Vuust som en tenor med et mere "nutidigt" udtryk, så det var en behagelig overraskelse, at han også mestrer den stolte, sorte tenorlyd. Legende, udfordrende og overlegent og uden at gå til excesser spillede Vuust sig tæt ind på et lettere uopmærksomt (gratis adgang lægger ikke op til 100 % opmærksomhed) og ind i mellem højt snakkede publikum. Og hans to medspillere lagde sig lige i røven på solisten. Der hørtes et gedigent og pumpende spil fra en bassist, der kender sin plads og sin funktion, ikke gør det sværere end det er og ikke maser sig frem. Og trommerne klingede som et jazztrommesæt skal klinge - og ikke som Søren Berlevs trommer lød i 1973, som det er blevet mode i hovedstaden.
Alt i alt en fornøjelig og tilfredsstillende intimkoncert, der blev afsluttet af Dexter Gordons "Fried Bananas", med en cadeau fra bassist Jens Jefsen, der komplimenterede Vuust for slutningen. "Sådan ville Dexter have det, så det var godt spillet."

go site Klostertorvet · Luca Ciarla Quartet
Videre til Klostertorvet - AaJFs centrale udendørs koncertsted for musik, der ikke nødvendigvis opfordrer til øldrikning og skæg & ballade. Det var åbenbart ikke gået op for en af byens tørstige sjæle, som åbenlyst troede, at eftermiddagen var hans mulighed for lidt opmærksomhed, hvilket skæmmede en ellers fin musikoplevelse. Vi var i det latinske og østeuropæiske hjørne her. Violinist og kapelmester Luca Ciarla er en ekvilibrist, der er sig sine virkemidler bevidst og ikke er bleg for at spille lettere smagløst for at få fat i alle. Teknisk overdådigt udført, men også mere med karakter af opvisning end af en indre nødvendighed. En hæsblæsende 5/4-udgave af Caravan indledte koncerten og så gik det ellers over stok og sten. Imponerende, ja - men uden det der touch, der gør at man føler sig ramt og rørt.

go here Musikhuset Aarhus · Mikkelborg / Liebman / Blood Sweat Drum + Bass

Vi er i Musikhusets højloftede foyer. På midten af scenen fire keyboard-reder, tre perkussionist-ditto, bas og guitar, til venstre otte x brass, til højre fem saxer, forrest dirigentpodie og diverse solister. Ind træder Aarhus ene big band-stolthed, Blood Sweat Drum + Bass. Et big band, hvor der er luget ud i blæsersektionen til fordel for ovennævnte keyboards. Og til i aften to sangerinder samt solisterne, Palle Mikkelborg (tp, flh) og amerikanske David Liebman (ts, ss, (blok)fløjte).
Der indledes med en dyb drone. Mikkelborg spiller med sin enestående smukke, luftfyldte tone et enkelt tema, der bearbejdes af hele orkestret mens der summes i keyboards. Han afløses af Liebmans mere aggressive tenor, der danner en vældig kontrast til det skønhedssøgende i Mikkelborgs komposition "Lyset".
Hvor Mikkelborg er æsteten, der kæler for hver en tone, knalder Liebman den af fra start til mål. To temperamenter, der klæder hinanden - netop fordi de peger i hver sin retning. En anmelder skrev engang dette om Liebman: "Gud, hvor må den mand elske John Coltrane". Og sandt er det, at Liebmans tætte toneserier i deres intensitet får tankerne til at flyve op og møde tenormesteren over dem alle. Og lige som Coltrane, skærer Liebman igennem som et tætslebet japansk samuraisværd. Men Liebman har andet ens kraftfuld styrke i sit spil. Hans overraskende enkle spil på blokfløjten(!) viste flere gange undervejs i koncerten helt nye veje i musikken – et forfriskende og overraskende input.
Blood Sweat Drum + Bass er et originalt udtænkt koncept, der formår at fusionere to parallelle musikalske verdener på en naturlig måde. Jeg har aldrig hørt electronica indgå så ubesværet og lidet aggressivt som her. Smagfuldt, vedkommende og nytænkende.

(MBS): Winther / Åman/ Mogensen feat. George Garzone - Kunsthal Aarhus

I Kunsthal Aarhus for at høre andet sæt med George Garzone. Efter Niels’ smag spiller han “som et spark, lige mellem benene” og da vi ankom, havde han og hans dansk/svenske trio netop afsluttet første sæt. Jeg kendte på daværende tidspunkt ikke det mindste til Niels’ musiksmag og kunne ikke rigtigt bedømme, om jeg skulle tage hans ord for gode varer.
Jeg sad udenfor da Garzone åbnede sit sæt. Jeg havde kort forinden hørt, at amerikanske Garzone skulle være en konge inden for Coltrane-sounden. Han åbner også sættet med hvad jeg mener, var LOVE SUPREMES’ åbningsnummer, Acknowledgement. Jeg synes dog, at det var at bevæge sig ud på noget dybt vand at vælge lige netop det nummer som åbningsnummer, men der gik ikke mange af hans tørre toner, inden jeg forstod Garzones idé. Manden spillede jo som en apostel hvor bandet havde hans ryg hele koncerten igennem, og i nogle korte øjeblikke under koncerten fik man lov til at høre det jazzunivers, hvor alle toner har en snert af spiritualitet, indsigt og ro. Rigtigt godt andet sæt, og en knivskarp trommesolo fra Anders Mogensen, samt fantastisk rytmegruppe og pianist. Tag ud og hør dem, når muligheden er der!
På falderebet skal det så siges, at Winther/Åman/Mogensen feat. George Garzone på ingen måder lød som et Coltrane cover band. De fremviste deres egen stil og kompositioner, med noter til 60’ernes hardbop og modaljazz. Og så på højeste niveau, hvor Garzones overvældende sax tone sad lige i lytterens rodchakra.

source url (MBS): Ambassaden · I Think You’re Awesome
Efter koncerten med Garzone tog jeg mod ambassaden for at høre det århusianske orkester I Think You’re Awesome, ledet af bassist Jens Mikkel Madsen. Men da jeg ankom, var spillestedet fyldt helt ud til indgangen, og jeg måtte nøjes med at gå efter at have hørt 2 numre fra gaden, med en fornemmelse af i virkeligheden at gå glip af en smuk og spændende tilgang til moderne jazz.
(NC): Restaurant L'estragon · Pauseland
Den aarhusianske kvartet Pauseland er en af de mest originale størrelser i dansk jazz. Fremfor at anstrenge sig voldsomt for at være så nyskabende og alt-inkluderende som muligt, drosler Pauseland ned og lader tonerne tale. At dvæle ved en smuk klang og en tilsvarende tonerække og ikke bevidst skulle fyre den af i hvert eneste nummer, er Pauselands fornemste kvalitet. Man underspiller hellere end overspiller. Og når de fire musikere så komponerer meget smukke sange bliver det ikke bedre. Man nærmest ser de bølgende kornmarker, bindingsværkhusene og fornemmer lærkens trille omme bag ved musikken. Åaaah - hvor velgørende. Pauseland spillede i den bette restaurant, lige op ad baren og blev "akkompagneret" bagfra af en velklædt tjener, der roligt polerede de smukke vinglas med et lille smil på læberne. Pauseland er Musik, der passer til en lun sommeraften i Smilets By.

go site (MBS): Radar · Bastard Assignments & Primdahl / David

Jeg startede aftenen ud med fire spændende performances med koreografi og noget der mindede om sang. To performances var minimalistiske og abstrakte á capella fortolkninger af jazz standards Summertime & It Don’t Mean a Thing. Ved den tredie og fjerde opførelse, havde performerne sat sig ved et bord som til et middagsselskab for fire, hvor to vendte ryggen til publikum. Lapper af papir, blyanter, et glas med vand, en pakke digestive kiks og et plastikrør blev delt rundt imellem dem. Tingenes egen rytme blandede sig med opførte monologer om at bade sig selv. Og så til sidst et værk der indeholdt store mængder alkohol, noget der lignede synkronsvømning for tomme glas samt lydklip af Donald Duck, der beder om mere musik med some rhythm. Afslutningsvis bryder de fire optrædende ud i en afslutningsdans gennem spillestedet.
Koncertens tre kvarter forløb hurtigt med latter, festlig og afslappet stemning. Alt i alt var arrangementet spækket med abstrakt humor og spændende tilgang til jazz fra tre komponister og en koreograf. Rigtigt underholdende, med et strejf af gamle Fluxus.

follow link (MBS): Atlas · Giovanni Guidi trio

Da salen var fyldt, startede koncerten smukt i en stille og legende improvisation mellem Giovanni på klaver og bassisten Thomas Morgan, der manøvrerede helt fantastisk rundt oppe i bassens højeste register. Den portugisiske trommeslager João Lobo indtrådte elegant, nysgerrigt og afdæmpet, og satte trioen i gang med en undersøgelse af, hvad temaet kunne bære uden at briste. I løbet af dette første stykke blev musikken bygget op for at ende i et små-aggressivt freejazz temperament, men balancerede flot og kontrastfuldt i de smukke stykker og nogle dystre passager.
Så var de tre musikere spillet varme og spillede hele vejen igennem som en meget opmærksom enhed med en dyb forståelse for hver en lille retning, et anslag kunne dreje musikken videre til. Man så det tydeligt på musikernes koncentration, hvordan de nød hver en del af sammenspillet og improvisationen. Hvilket var helt fantastisk. Alt i alt en rigtig god koncert af tre rigtigt dygtige musikere.

go (MBS): Atlas · Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugesen

Efter en kort pause indtræder aftenens hovednavn Jakob Bro på scenen, sammen med sin tentet + Laugesen. Der sker noget uforklarligt når man som publikum sidder over for så stort et orkester, og så endda et med så mange potente musikere og Peter Laugesen oveni. Hele orkesteret havde placeret sig symmetrisk på scenen. De to trommeslagere bagest i hver side. Imellem dem, på en linje, de tre store kontrabassister. Foran basserne: blæserne, en altsax, en klarinet, en altsax og tilsidst en tenor. Til højre for dem synth og keyboards, og lidt længere fremme, mellem tangenter og blæs, Laugesen. Til sidst er der så Jakob Bro, ovre i modsatte side, som virkede yderst tilfreds med det opstillede orkester.
Jakob præsenterede kort bandets historie, deres nyudgivne plade og fik lige smidt en vittighed ind, inden han satte musikerne i gang. Men når så stort et orkester spiller sammen, giver rum til hinanden og skaber så meget lyd imens de spiller hinanden op, kan jeg ikke lægge ord til hvad der sker. Når en tentet slår spirituel jazz igennem, med skæv gospel og reference til bl.a. Sun Ra’s funky LANQUIDITY plade og Albert Ayler 1971’er album SWING LOW SWEET SPIRITUAL, så er det lige pludselig meget lyd, der farer imod en, og fylder salen op. Helt fantastisk. Laugesen leverer den ideelle arkitektur til bandet og skaber klare frirum, hvor publikums ører først endelig ved hvor de skal fokusere blandt al den anden dejlige information, ørerne ellers kæmper med at få bearbejde under hele koncerten. Og så Laugesens store forståelse for musik og hvornår han skal trappe ind og ud, på slaget, JA.
Blandt alt det overvældende ved det store orkester, skal det nævnes, hvor fantastisk det var at få lov til at høre tre kontrabassister spille sammen. Og kort, under anden halvdel af koncerten, får de også solo løb, mens Laugesen læser op, og Kresten Osgood akkompagnerer som han nu gør - pisse godt. Jakob Bro, der kunne hvile sig tilbage med god guitar, og en håndfuldt virkelig velskrevne numre, var en yderst dejlig bandleder at holde øje med. Han stjal ikke showet, men virkede overbevist om, at musikken kunne dirigere hans oplevelse ud.
Alt i alt var koncerten en stor oplevelse, og publikum virkede nærmest privilegeret, efter koncertslut, over at få muligheden for at høre alle de fantastiske musikere, som alle fortjener deres egen notits for godt spil. Så jeg fik i hvert fald lagt tentettens plade til side, inden jeg smuttede fra spillestedet, og fra en god aften.

Tirsdag 14/7
(NC): Musikhuset Aarhus · Live Foyn Friis with Strings

Jeg hørte unge norske frk. Friis ved jazzahead! i Bremen i 2014 og var bekendt med hendes yderst personlige musikalske univers. Vi er henne i den der udefinerlige genre, der låner lidt fra både jazz, vise/pop og kunstmusikken. Frk Friis har ikke verdens største stemme. Ej heller er hun en stensikker performer. Men hun ejer en sødmefuld udstråling og har skabt sin egen musik, der i sin organiske finurlighed er ganske særlig, men som bestemt ikke varierer meget fra sang til sang. Dertil et tekstunivers, der - helt i tidens ånd - er enormt selvcentreret. Omgivet af dygtige musikere, der helhjertet backer og bakker hende op, evner hun alligevel at opbygge en stemning, der nærmest bærer hende gennem koncerten.
Musikhusets store foyer - der aftenen før var fyldt til bristepunktet af stor, beåndet musik og en kæmpelyd fra Mikkelborg/Liebman/Blood Sweat Drum + Bass - var her rammen omkring musik som ikke havde den nødvendige styrke til at begå sig. Og selvom det store publikum (gratis adgang) støttede og glædede sig når det gik godt.
Men jeg gik lidt småskuffet derfra og håbede på at Live Foyn Friis snart kommer videre i sin musikalske udvikling.

source (NC): Bispejazz / Bispetorvet · Carlsens Lunchtime feat. Jens Klüver

En københavner-fordom går på at al udendørs jazz i Aarhus finder sted i et telt, hvor den primært er akkompagnement til øldrikning. Går man ind i det store hvide telt på Bispetorvet ved Domkirken, er der noget om snakken. Robuste bænke og borde til publikum, masser af plastikglas med øl på bordene, et ivrigt snakkende publikum, der ikke rigtigt ænser en kvartet på en nærmest mørklagt scene. Læg dertil en hård og grim lyd og et ustemt, opretstående klaver (nul flygel her!), så er fordommene bekræftet.
At jeg alligevel fik en god oplevelse skyldes udelukkende en af Aarhus' sande jazzkæmper(e), tenorsaxofonisten Jens Klüver, der tidligere ledede big bandet med hans navn og i dag er formand for Aarhus Jazz Festival. Hans store tone og helhjertede forståelse for og kærlighed til jazzens sjæl skar igennem ølblæveret og fandt min sjæl. Og hans version af Dexters "Fried Bananas" - som instrumentkollega Christian Vuust også havde fat i mandag - var spillet med overbevisning og glæde.

(NC): Musikhuset · John Hiatt & Combo

Det har måske ikke så meget med jazz at gøre - og så alligevel. For amerikanske John Hiatt repræsenterer det bedste fra den amerikanske roots-musik. Nogle kalder det blues, andre vil kalde det sydstats-rock, men er man rigtig hip hedder det "Americana" (https://en.wikipedia.org/wiki/Americana_(music)).
Hvorom alting er; Hiatt evner det, der kun er ganske få forundt. Han skriver sange om biler, kvinder og andre dagligdags problemer uden at hverken banalisere eller romantisere begreberne. Og så bruger han sjældent flere end fire akkorder i hver sang. Som oftest i C, G eller D og for 80 % vedkommende i et adstadigt tempo.
Det, der gør John Hiatt til en af de få der stadig er hørværdig her, godt 35 år efter at han lige så stille dukkede frem som stjernernes yndlingssangskriver, er hans ærlige tilgang til musikken samt at han aldrig gør musikken sværere end det er.
Koncerten i et propfyldt Musikhus (store sal, selvfølgelig) var et retrospektivt klip fra Hiatts righoldige katalog, spillet af ham selv på guitar samt yderligere en (lead)guitarist, bas og trommer samt en korsanger, der også fungerede som guitarstemmer. Alle sangene havde deres eget, enkle groove og blev yderligere varieret af guitarist Doug Lancios brug af forskellige guitarer og smagfuld brug af diverse pedaler.
John Hiatt synger som skuespilleren Nick Nolte taler når han er rigtigt ivrig; med en lettere forvrængning i det høje register, hvilket gør hans stemme meget genkendelig og meget dragende. Og den stemme foredrog så en lang række sange som er med til at cementere at Americana stadig er i udvikling og med Hiatt har en veteran, der stadig har krudt i seksløberen/den seksstrengede.

(MBS): Atlas · Buchanan/Speed/Toldam

Trompetisten Jakob Buchanan introducerede koncerten som en række skitser og melodier, inspireret af et ophold i hans gamle barndomskvarter, Rosenhøj, et sted der i de seneste år er røget på Danmarks officielle ghettoliste. Ideen var at præsentere skitser af kompositionerne gennem improvisation og på den måde bevæge sig tættere ind på kernen af et tema, som i 2016 munder ud i en større symfonikoncert. En spændende der fungerede godt med fri improvisation over de velskrevne melodier, der blot er halvvejen til det færdige værk.
Emnerne som Buchanan rører ved, er klart det mest interessante. For mig at høre undersøger han ikke så meget skitser af melodier som temaet om, hvordan det er at besøge og bo i et multikulturelt område med sine barndomsminder som udgangspunkt, modpol eller bindeled. Og så undersøgelsen af det multikulturelle Danmark, gennem musikkens poetiske og abstrakte præmisser, hvilket var spændende og lød smukt. Forfriskende musik, der tager udgangspunkt i noget aktuelt, og med en kunstnerisk kompleks tilgang, der absolut vil noget med lytteren, som man er nødt til at opdage. Koncertens højdepunkt var sangen Viby J om forbipasserende mennesker på vej til aftenbøn, set fra et vindue på 3. sal. Der ramte Jakob virkeligt plet, og trioen spillede helt som en drøm. Det bliver spændende at følge det projekt fremover, og jeg er fast besluttet på, at jeg skal ind og høre den symfoni når den har premiere.

(NC): Atlas · Jakob Dinesen with Strings

Derfra videre til Atlas for at høre ovennævnte. Atlas er en del af det store, kommunale projekt ved Aarhus Å, der også omfatter bl.a. det legendariske spillested Huset, nu kaldet VoxHall, der er opdateret med en højst nutidig profil. Atlas tager sig af de mere bløde ting; således også tenorsaxofonisten Jakob Dinesen med hans prisvindende projekt med strygekvartet og diskret spillende rytmegruppe.
De, der kender Dinesen ved, at han ubesværet kan indgå i stort set alle musikalske sammenhænge. Hans smidige og udtryksfulde spil og hans milde væsen har gjort ham til en af landets mest benyttede og mest respekterede yngre musikere. Her var han på scenen med en velspillende gruppe, der allerede har indtaget og behaget de fleste markante danske spillesteder med stor og fortjent succes.
Og i et næsten akustisk set-up og hørt tæt på levede Dinesen & co. op til den fornemme plade. Diskret anvendte strygere og den let spillende rytmegruppe (AC og Jakob Høyer), ledet af pianisten Magnus Hjort viste Jakob Dinesen hvorfor han er landets mest høreværdige tenorsaxofonist i den melodiske del af dansk jazz. Udsøgt spil fra strygekvartetten lagde den bløde bund under de mange smukke ballader, krydret med et par nye kompositioner.
Must see!

(MBS): Atlas · Jakob Dinesen with Strings

Da Jakob Dinesen og hans orkester trådte op på scenen, havde jeg egentlig en klar ide om, at jeg skulle videre på HeadQuarters. Men efter de første toner fra Dinesen og hans strygekvartet var den plan så godt som gennemhullet. Fra første til sidst sang, stod Atlas i stilstand, alt imens Dinesen præsenterede den ene rørende komposition efter den anden. Hans rytmegruppe, pianisten, de knivskarpe strygearrangementer og Dinesens smukke tenorsax-klang skar sig ind ørene med dybe og intime ballader. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers behøver at sige. Koncerten var helt igennem fantastisk, og jeg tog fra spillestedet smaskforelsket i den absolut gennemførte oplevelse.

Onsdag 15/7
(MBS): Jeg tog en hviledag om onsdagen. Min fornemmelse af at gå glip af et par stykker var ikke stor. Med det sagt, så må man også komme ind på at under Jazzfestivalen har bookingerne desværre virket lidt for sparsommelige. Festivalen er et dejligt pust af musik til gavn for yngre musikere, et mødested for rutinerede, samt til stor glæde for ”fodvarmerne” i swingteltene. Men den mulighed der opstår for at finansiere de større navne fra den internationale scene, når der er en stor mængde lyttere og musikere i byen, har desværre i år ikke afspejlet sig i programmet.
Som udgangspunkt er det vel ellers hovedgrunden til at holde en jazz festival? Men desværre har det i år virket som om pengene eller interessen til den form for oplevelser ikke har været der. Og det er selvfølgelig en skam. I værste fald kan ugen på lang sigt ende med at være for overflødig til at kunne - eller burde - eksistere. Og vi håber vel alle på at jazzen får tildelt den værdi, som jazzen har tilkæmpet sig gennem nu et helt århundrede.

(NC): Bispejazz / Bispetorvet · Flensborg / Bjørnskov spiller Garner

Efter tirsdagens oplevelse var det med bange anelser jeg gik ind i teltet for at høre en klaver/bas duo. Ville de stå distancen over for et meget talende/hyggende og ikke umiddelbart lyttemotiveret publikum?
Det fede ved de musikere, der optræder i det telt er, at de kender betingelserne. De er udmærket godt klar over, at man ikke kan forvente 100 % opmærksomhed fra alle i lokalet, så det gælder bare om at kile på, vise hvad man kan og ikke give den som forsmået kunstner hvis der bliver sludret ved de robuste langborde.
Således også pianisten Pojken Flensborg og bassisten Torben Bjørnskov, der gik på scenen med et fint program, bestående af lettere omarrangerede udgaver af specielt danske evergreens, som de kendes fra højskolesangbogen, Giro 413 og tilsvarende tidligere outlets for dansk musik. Og det lykkedes at få skabt en fin stemning. Ikke at der var særlig meget Garner over samspillet - der skal vi have fat i Henrik Gunde for at få et dansk bud på den slags - men de to fik skabt en god stemning og gav fine bud på hvordan man i 2015 kan vride endnu mere ud af vidunderlige melodier som Hvorfor er lykken så lunefuld, Månestrålen, Det var en lørdag aften og såmænd også den svenske Ack, Värmland, du sköna.
Et dejligt møde med en ny, begavet pianist og en genhør med en bassist, der allerede i 70erne var med til at definere den Aarhusianske jazzscene. Og de fleste af snakkemaskiner på bænkene lyttede såmænd også med…

(NC): Klostertorvet · Admiral Awesome feat. Liudas Mochunas

Det er noget af et navn den Aarhusianske trio her har tildelt sig selv. Med den dynamiske tenorsaxofonist Jacob Danielsen som uformel leder, splintrer trioen sig ind blandt eliten i ny, aggressiv dansk jazz (NADJ også kaldet).
Der spilles enkelt og i et letforstyåeligt harmonisæt, hvorefter trioen går i gang med at dekonstruere oplægget på en humoristisk og ganske effektfuld måde, men med en voldsom styrke og rytmisk sikkerhed, der fascinerer og lægger op til yderligere excesser senere. Allerede i andet stykke introduceres den litauiske saxofonist Liudas Mochunas, der finder meget flot sammen med Danielsen i en række forløb, der mere har karakter af hvad-kan-du-det-her-er-hvad-jeg-kan end egentlige kompositioner; enkle ostinater, der danner grundlag for såvel individuel som kollektiv improvisation. Men det går aldrig over gevind og bliver "privat" for dem på scenen.
Bas / tromme-teamet Thomas Sejthen / Christian Windfeld lægger et fint grundlag for de to saxofonister, og det er således et kollektivt foretagende, der fortjener at blive hørt af alle, som vil have en på frakken.
Jacob Danielsen var også featured solist med Blood Sweat Drum + Bass-koncerten og er en af de fedeste unge saxofonister jeg har hørt i mange år. Hold øje med ham!

(NC): Aros Aaarhus Kunstmuseum · Bobo Moreno Kvartet

Så er vi hjemme igen. Sangeren Bobo Moreno er efter min mening Danmarks førende herresanger - uanset genre. En smuk naturstemme, der både kan være fløjlsblød, erotisk insisterende og råt vrængende, tilsat en stensikker stilfornemmelse og et afslappet forhold til det at være midtpunkt på en scene, gør Moreno til et stensikkert hit uanset hvor og med hvem han optræder.
Her med Nikolaj Hess (p), Jonas Johansen (d) og den lokale Peter Vuust (b). Og selvom der blev nærlæst noder gennem hele koncerten, gled Vuust fuldstændig naturligt ind i det "københavnske" beat med en fornem fornemmelse for at ligge lige akkurat der, hvor han skulle. Funky når det krævedes, diskret når vi var i det hjørne og swingende, når det var på programmet.
Repertoiret var Morenos faste, med uddrag fra hans seneste udgivelser. Alle spillet fængende og med en solid portion barsk og selvironisk humor i introduktionerne.

(NC): Ridehuset · Morten Ramsbøl / Pippo Corvino feat. Mads Bærentzen

Ridehusets kæmpe rum virker ikke som det rette forum for en koncert med bas, guitar og flygel. Og alligevel fungerede det perfekt for denne begavede trio. Initiativet kommer fra bassist Morten Ramsbøl og den ungarske guitarist Pippo Corvino og er ret vellykket. Vi fik en række egne kompositioner - alle skønhedssøgende og med et naturligt fokus på, at musikkens flow er vigtigere end det personlige blærerøveri, selvom de begge sagtens kunne have ladet sig lokke til det.
Duoen blev fint sekunderet af pianisten Mads Bærentzen, hvis flotte spil dog kunne virke lidt alibiagtigt. Alt i alt en uhyre vellykket fusion med norddansk og syd-østeuropæisk nutidig musik, der unddrager sig genrefastholdelse.

(NC): Bispejazz / Bispetorvet · Carlsens Lunchtime feat. Jens Klüver

En københavner-fordom går på at al udendørs jazz i Aarhus finder sted i et telt, hvor den primært er akkompagnement til øldrikning. Går man ind i det store hvide telt på Bispetorvet ved Domkirken, er der noget om snakken. Robuste bænke og borde til publikum, masser af plastikglas med øl på bordene, et ivrigt snakkende publikum, der ikke rigtigt ænser en kvartet på en nærmest mørklagt scene. Læg dertil en hård og grim lyd og et ustemt, opretstående klaver (nul flygel her!), så er fordommene bekræftet.

Torsdag 16. Juli
(NC): Ridehuset · Tip Toe Big Band Plays Tip Toe

Det odenseanske big band Tip Toe Big Band er nærmest hemmeligt udenfor Fyns grænser. Den ukendthed er hermed stoppet - i hvert fald når det gælder Aarhus! For med en sådan gejst og et sådant musikalsk overskud har jeg svært ved at se hvordan denne hemmelighed kan skjules længere: Tip Toe Big Band er et af landets bedste, der oven i købet blev kaldt "dette særdeles velspillende orkester" af legendariske Boris Rabinowitsch i en anmeldelse af cd'en BLUE DAWN. At orkestret også rummer fremragende komponister er endnu et plus. Både guitarist Morten Nordal og bassist Kasper Tagel bød ind med musik, der har internationalt format.
Vi snakker big band jazz som vor far kunne lide den. Dvs. flot opbyggede arrangementer, der snor sig ind og ud af hinanden uden at det på noget tidspunkt bliver fortænkt eller akademisk. Lortet swinger, som vi sagde i halvfjerdserne med store grin, når Basie kiggede forbi København eller når Radioens Big Band glædesfuldt spillede med Thad Jones foran.
Men musikken bliver også solgt godt. Dirigent og fordanser Torben Sminge gør alt hvad han kan for at opildne musikerne og publikum og alle soli bliver fyret af som var vi med i en konkurrence. Ikke noget med at stå og fedte med noderne. Tip Toe Big Band spiller som gjaldt det livet.
Et velgørende første live-møde med et orkester som jeg længe har nydt på cd. Jeg kan kun anbefale alle at reservere billet til næste koncert med Tip Toe Big Band.

(NC): ArOS Aaarhus Kunstmuseum · De Tre Basser (Morten Ramsbøl / Jens Jefsen / Peter Vuust)

Det kan godt blive lidt rodet i bunden med tre kontrabasser på scenen samtidig. Derfor var det fornuftigt, at de tre bassister havde bedt pianisten Mads Bærentzen være en slags opmand på dette til lejligheden sammensatte projekt.
Koncerten blev gennemført i den der hyggelige stemning, der altid opstår når tre instrumentkolleger beslutter sig for at lege sammen. Når f.eks. tenorsaxofonister slår sig sammen, handler det om at overgå hinanden i hurtige løb, overblæsninger og citatkø. Men d'herrer Ramsbøl / Jefsen / Vuust trådte hellere tilbage og overlod initiativet til hinanden, hvilket ind i mellem gjorde, at ingen rigtigt vidste hvem der havde hvilken rolle.
Tre musikere med hver deres groove, hver deres lyd og repræsenterende hver deres retning i jazzen giver gode resultater. I et repertoire, hvor NHØPs arrangementer (sammen med hhv. Kenny Drew og Ole Kock Hansen) af danske sange dannede det kompositoriske oplæg, var de tre bassister på hjemmebane, og Ramsbøls lille genistreg One For Bill blev her spillet med en masse humor og en del vovemod, hvilket gjorde den til dagen næstfedeste øjeblik.
Det fedeste opstod i So What, hvor det var tydeligt at alle tre nød at spille bastemaet og formodentlig ville spille det endnu, hvis ikke de skulle videre i programmet. Der sad den lige i skabet.
Og så var det jo dejligt, at publikum ikke begyndte at snakke under bassoloerne, som det ellers er normalt.

(MBS): Garagen · Ørnstrup, Kovacs & Dyberg

I den anden ende af byen stod den på avantgarde. Garagen i bunden af Jægergårdsgade har i de seneste år leveret skøre oplevelser til det århusianske jazzmiljø. Spillestedet fungerer til dagligt som autoværksted og biludlejning, men i aften stod den på jazz, og med en billig bar med blandt andet hjemmelavet hyldeblomstsaft og ølkage med Lurpak, var der lagt op til en hyggelig aften.
Ørnstrup, Kovacs & Dyberg er en trio der spiller narrativt impro-jazz. Med altsax og fløjte, to vokaler der for det meste sang det rene volapyk og en percussionist, som spillede på tønder, syngeskåle, diverse klokker og en djembé, guidede musikken lytterne igennem abstrakte landskaber, der blev udført i konstant mix mellem en minimalistisk og en all-over-the-place attitude.
Koncerten havde, efter min mening, et smågrimt udtryk, der nok i de fleste tilfælde ville skræmme noget publikum væk. Men hvis man bevægede sig om bag den grimme overflade, var belønningerne store på den anden side. Jeg havde en rigtig god oplevelse, hvor de store stille passager, som trioen til tider efterlod i musikken, gav rigtig meget ansvar til lytterne. Det er altid en befrielse, når så fortællende musik giver slip og hviler uden at fortælle alting.

(MBS): Garagen · Homies

Homies var aftenens andet og sidste act. De spillede hårdt, tight, aldrig med fast takt, beskidt – men aldrig grimt. Størstedelen af festivalens gæster ville nok ikke blive siddende gennem Homies’ andet sets. Men det som trioen gjorde var af højeste kvalitet. Nok larmede de, med Runes hårde slag på trommerne, forvrængning på elbassen og støj fra tenorsaxen, men bandet spiller knivskarpt, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at koncerten var mit festivalhøjdepunkt.
Saxofonisten Ned Ferm spillede alsidigt, hurtigt og i konstant bevægelse med en rig tone, og under koncerten udvalgte han hurtigt hvilke melodier, der skulle undersøges og hvilke der skulle kastes videre. Bassist Jeppe Skovbakke var især i centrum under de stille stykker, hvor den kreftige bas dikterede rummets vibrationer, og den aggressive trommeslager Rune Kielsgaard spillede velvalgt, ofte i et område af trommesættet, som betød at på trods af at volumen var høj, var musikken fokuseret, og det samme blev publikum.
Først efter så meget støj, kan enkel skønhed rigtig nydes, og da trioen nåede til improvisationernes mere afdæmpede områder, kunne man i sandhed mærke det. Publikummet på Garagen virkede glade, og det var jeg virkelig også.

(NC): Kunsthal Aarhus · Indra
Den amerikanske sangerinde Indra (Rios-Moore) har boet i Aarhus i en periode, men opnåede kontrakt med pladeselskabet Universal og har indspillet en fin cd med Joni Mitchells producer Larry Klein som ansvarlig. Klein er ikke mr. Anybody; han er vant til at arbejde med kunstnere, han ser en fremtid i, så Indra og hendes mand, saxofonisten Benjamin Trærup bor nu i L.A. og satser på en international karriere.
Det skal nok lykkes. I hvert fald baseret på koncerten i den smukke Kunsthal, hvor musikken stod skært og fint. Vi er henne i samme verden hvor John Hiatt (se ovenfor) også henter sin inspiration, omend teksterne er knap så barsk/maskuline hos Indra. Vi snakker enkel, bluesbaserede sange, hvor det grundlæggende swing er væsentligt og hvor der ikke skal spilles hverken med muskler eller med teknik. Det er musik med en naturlig lyst til at lade foden stilfærdigt køre på to og fire i takten.
Indra som performer sender en varm aura af lyst til at dele sine tanker og ønsker med publikum (dog med lige en anelse for intime afsløringer), og hun er god til at styre det neddæmpede, uden at det bliver selvsmagende og alt for lyrisk. We still got the Blues!
Trærups sax lå konstant som en slags kommenterende stemme under sangen, den smagfulde guitarist Søren Bigum farvede harmonierne med enkle midler og den solide bassist Thomas Sejthen bandt det hele sammen ved en koncert, hvor sættet afsluttedes med den sentimentale What A Wonderful World. i en renfærdig udgave, der viste sangens klare kvaliteter. Ekstranummeret gav de gode kuldegysninger; en underspillet og intim udgave af I'll Be Seeing You.
Atter et dejligt første-møde med en af morgendagens mulige store jazznavne. Indra er altså også en billet værdig. Måske man oven i købet kunne få hende til at arbejde sammen med Tip Toe Big Band...

(MBS): De Tre Basser - ARoS Aarhus Kunstmuseum.
Jeg ankom midt under et meget smukt åbningsnummer i De Tre Bassers andet set. Det var Mads Bærentzen og Peter Vuust som spillede et stykke smukt og elegant moderne jazz med maleriske soloer. Derefter var det på tide at genintroducere de 2 andre bassister på scenen, Morten Ramsbøl og Jens Jefsen. Kvartetten spillede jo egentlig en noget klodset fortolkning af To elefanter kom marcherende, og i starten af andet set hoppede de tre bassister noget klumpede rundt i nogle dybe basgange, uden rigtigt at kunne finde det midtpunkt, hvor sammensætningen faldt i hak. Men publikum (inkl. undertegnede) og musikerne tog det hele med et smil, og efter to sange kom vi til en noget mere smooth fortolkning af Miles’ So What. Her var energien i top, som Niels også skriver, men hele koncerten skulle vist tages med et smil, for hvad de ikke havde i tight-sammenspil og gennemøvning af arrangementerne, havde de i høj grad i humor. De gjorde det godt, og koncerten var, når alt kom til alt, en dejlig oplevelse.

Fredag 17/7:
(NC): Musikhusets foyer · TangoJazz feat. Christian Gerber

Denne gruppe, bestående af guitar, sax, bas og trommer er en yderst sympatisk Aarhusiansk udgave af den argentinske tango nuevo. Dog her udvidet med den tyske bandoneonspiller Christian Gerber, hvilket bestemt bragte musikken tættere på the real thing. I et repertoire med flere Piazzolla-klassikere, fik de fem musikere vist, at tango nuevo-feelingen kan findes uanset hvor i verden man befinder sig. Musikken blev spillet pænt og nydeligt, men uden den store duende, der som bekendt er tango nuevoens hjerteslag.
Det mest interessante var et par Piazzolla-kompositioner fra en for mig ukendt lp han indspillede i 1974 med Gerry Mulligan, ”Summit Meeting”. Her kok vi virkelig tæt på den optimale fusion af tango nuevo og jazz, specielt da Florian Navarros baritonsax tilførte musikken en ganske anden og mere robust lyd.
Men alt i alt en dejlig middagskoncert hvor Musikhusets foyers store akustik blev udnyttet til fulde.

(MBS): Ambassaden · Anders Vestergaard / Kasper Tom
De to trommeslagere Anders Vestergaard og Kasper Tom spillede en underholdende og spændende koncert om fredagen på Ambassaden. Begge er respekterede trommeslagere på den internationale og nationale scene for eksperimenterende jazz, og under deres duokoncert kunne man også høre, hvorfor den respekt kommer.
Koncertens start var smuk og lød komponeret. Et slag på en klokke blev fulgt af respons fra div. trommer og Vestergaard med bue på bækken, og så stilhed inden næste række af slag skulle komme. De virkede meget øvede og vidste, hvor de havde hinanden, og så spillede de med en timing som sad lige i skabet. En sjælden gang fik man eksempler på swing eller rytme, men man kan godt forstå at det en befrielse for to så dygtige trommeslagere at slippe for takter, når man kan gøre det lige så underholdende, som de formåede.
Under koncertens andet stykke havde de inviteret saxofonisten Mia Dyberg med på scenen. Hun spillede virkeligt dejligt og kompleterede de 2 trommeslagere fint, men jeg kunne nu godt have tænkt mig lidt mere rent tromme, uden det tonale, trods at mikset mellem de tre fungerede rigtigt godt. Til sidst under koncerten fik trommeslagerne tæsket igennem, og YES, hvor var det fedt! Rigtigt god koncert, og hvis der fandtes en plade havde jeg købt den med det samme.

(NC): ArOS · Peter Vuust / Veronica Mortensen / Henrik Gunde
Bassisten Peter Vuust var kurator på en række koncerter i Aros’ store, lavloftede kantine / café. Koncerter hvor det melodiske og i musikalsk imødekommende var i centrum.
Denne sidste i rækken var en til lejligheden sammensat trio, hvor Vuust som bassist og hovedkomponist havde pianisten Henrik Gunde på den ene side og sangerinden Veronica Mortensen på den anden. Genremæssigt var vi henne i den amerikanske singer / songwriter-afdeling, og det er jo ikke det værste sted at være. Specielt ikke hvis man, som Vust, har sans for at skabe det enkle og sangbare og samtidig har et solidt kendskab til akkordudvidelser og grundtone-valg.
Vuusts fine sange var i de bedste hænder hos sangerinden Veronica Mortensen, der tog dem til sig som var de skabt til hendes stemme. Peter Vuust mestrer den svære kunst at spille enkelt, uden at der går ”fiskekutter” i den. Melodisk, swingende og med den kant der gør, at han bevarer det glidende flow og samtidig spænder musikken op i tæt samarbejde med pianist Henrik Gunde.
Gundes akkompagnement, hans soli, hans udstråling og hele hans indstilling til musik lyser af hans store kærlighed til metieren og jeg kan ikke pege på et mere tilfredsstillende klaverspil i netop denne genre.
Koncerten afsluttedes af en smukt reharmoniseret udgave af Beatles’ Hey Jude. Modigt og med stor respekt for den smukke melodi.

(NC): Ambassaden · BBNJQ (Bangin’ Bülow’s New Jazz Quartet)
Fra en koncert med det smukke i centrum til en koncert i en ganske anden boldgade.
Den klassiske besætning keyboards, guitar, bas og trommer giver mange muligheder. Og behersker man sine instrumenter og kan man udvikle en enkel ostinat til en ”komposition” gennem utallige gennemspilninger og videreudvikling af på-stedet-opståede idéer, får man et resultat som det jeg overværede denne lune (for ikke at sige varme) fredag aften i et rum, der de sidste godt 50 år har været forum for tusindvis af såvel teater- som musikoplevelser.
De fire unge musikere i kvartetten med det indforståede navn var just hjemkommet fra en 30 dages turné med ikke færre end 29 koncerter i Rusland(!), så repertoiret sad selvfølgelig lige i skabet.
BBNJQ er hamrende sikre i deres omgang med de enkle temaer, der danner grundlag for såvel individuelle soli som fælles improvisationer, der – som de selv udtrykker det – ikke har noget fast mål, men hvor den øjeblikkele inspiration bestemmer.
Vi er henne i den eksperimenterende del af den elektriske jazz; der er ikke meget All Of Me i BBNJQ. Men for fanden, hvor er der meget musikalitet og hvor er der meget legesyge i dette unge band. Komplicerede unisone temaer blev fyret af i rasende fart af guitar/keyboards med et lille selvsikkert smil i øjenkrogen, samtidig med at det saftigt spillende bas/trommeteam bevarede det grundlæggende groove.
Det var en yderst tilfredsstillende koncert, der lover godt for den unge Aarhusianske jazzscene. Hvis dette uimodståeligt velspillende hold unge musikere kan bevare og udvikle det pace de viste her, vil BBNJQ med garanti indgå i den danske superliga fremover.
Men glem alt om All Of Me...

Lørdag 18/7
(MBS): Klostertorvet · Radio Timbuktu

Radio Timbuktu spiller afrobeat- og bossa nova-inspireret, med et strejf af Mexico og et drys af Etiopien osv. osv. Det går op for mig under koncerten, at bandet har en helt løs tilgang til, hvad for en slags musik de spiller, hvilket tempo det skal gå i og hvilket land den skala de spiller, kommer fra. Og det fungerer som en befrielse.
I starten føltes det lidt løst og tomt, at de bare spillede lidt af det ene og så lidt af det andet, men bandet har vel ikke brugt ordet radio i deres navn for ingenting. Der går heller ikke langt tid, inden at det går op for mig, at her er der ingen genrer eller musikkulturer der ikke fortjener at blive hyldet med et enkelt nummer eller to. Og da frontmanden og guitaristen, Niclas Knudsen, forklarer om et nummer, at det er inspireret af Charles Mingus og Fela Kuti, så er det sgu helt fint i min bog.
Basgangene blev spillet på en tuba - hvilket gik overraskende godt, trods de hurtige, Fela-inspirerede basgange, trommerne var funky og musikerne glade.
Radio Timbuktu er et rigtigt fint orkester.

(NC): Ridehuset · Joca Perpignan & Macio Bahia med Martin Schack, Morten Ramsbøl, Claus Waidtløw m.fl.
De to brasilianske musikere, perkussionisten Joca Perpignan og trommeslageren Marcio Bahia havde ifm. AaJF 2015 indledt et frugtbart samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra (se nedenfor). På festivalens sidste dag stod de på Ridehusets scene sammen med udvalgte musikere fra AaJO i et blandet repertoire med overvægt på brasserne.
Bahias har en baggrund som trommeslager gennem næsten en menneskealder hos Hermeto Pascoal og han ledede denne jam gennem et par af Pascoals små genistreger. Bahias vidunderligt, tilbagelænede og alligevel dynamiske spil var den absolutte attraktion ved denne koncert. Skubbende, afventende og diskret kommenterende holdt han gryden i kog koncerten igennem. I Perpignans soloafdeling kom hans sound-on-sound-pedal i den grad på arbejde, og vi fik et musikalsk, swingende og professionelt gennemført show til et ti-tal - efter den gamle skala (for den sikre, men lidt rutineprægede præstation). De danske musikere gjorde også gode figurer og jeg hæftede mig særligt ved pianisten Martin Schacks gnistrende temperamentsfulde og opmærksomme spil.

(MBS): Klostertorvet · Flamenco Jazz Experience
Så var verdensturen kommet til Spanien og Sevilla, hvor Flamenco Jazz Experience tog et lyttende Klostertorvs-publikum på en rejse gennem flamencoens historie, med jazzen som formidler. Orkestret var ledet af guitarist og komponist Jens Viggo Fjord, som efter sigende skulle være Danmarks førende flamenco-guitarist. Jeg skal ikke kunne sige, om det passer eller ej, men godt det spillede de i hvert fald.
Koncerten var opdelt i tre sektioner, uden pauser. Første del bød på traditionel flamenco med guitar og flamenco-dans og -sang. Anden del var mere traditionel jazz, hvor orkestret, uden Jens Viggo, spillede jazzkompositioner med inspiration fra Spanien. Her spillede blæsersektionen og rytmegruppen blandt andet Miles’ Sketches of Spain og klassikeren Night in Tunesia. Specielt Sketches of Spain gik forrygende, og det gik op for mig, at her sad jeg faktisk til min første koncert på Klostertorvet, hvor næsten hele publikummet rent faktisk havde fokus på musikken. Og det kunne jeg godt forstå, for musikken var smuk, letspiselig men i høj grad også interessant.
Tredje sektion var koncertens højdepunkt, hvor orkestret udelukkende spillede egne flamenco-kompositioner. Blandt andet blev jeg introduceret til en proto-flamenco-rytme med oprindelse i starten af 1800-tallet, og dér havde flamencoen det åbenbart vildt funky. Koncerten forløb med godt sammenspil mellem bandets medlemmer, gode og underholdende soli, elegante melodier samt et yderst godt publikum.

(MBS): HeadQuarters · Addisabababand
Klokken var lige slået 01:30 da jeg trådte ind i min lejlighed, stort smilende, forpustet, øm i benene efter dans og med en vabel på min storetå efter en travl Jazzfestival. Det 12 mand store afro-beat orkester Addisabababand var stadig i gang med at lukke Aarhus Jazzfestival ned på et tætpakket HeadQuarters.
Ca. 220 gæster, var det annonceret på Facebook, ville komme ned forbi og fejre udgivelsen af orkestrets debut LP, og det gjorde de også. Så hen på aftenen opnåede lokalet en varme som en sommerdag i Etiopien, alt imens bandet spillede deres hurtige afrikanske rytmer med to percussionister, en trommeslager, dybe elektriske basgange og alt hvad der ellers følger med af billige orgler, rytmeguitarer og blæsersektion. Stemningen var helt i top, og bandet spillet en forrygende tight koncert. Addisabababand spiller en knivskarp, europæisk forklaring på, hvordan afrikansk funk blandt andet kan lyde den dag i dag.
Musikerne har spillet sammen i mange år, og det kan høres, at de ikke er gået kolde endnu, men er varmere end nogensinde før. Aftenen var en perfekt og festlig afslutning på en rigtigt god Jazzfestival.
Tak for en forrygende jazzfestival.

(NC): Også hørt:
Render man rundt på en festival, er der altid koncerter som ikke lige fanger en ind, men som alligevel har noget at byde på, eller som ikke passer med en i forvejen planlagt stram tidsplan. Her er en kort omtale af nogle af de koncerter jeg blot nåede at strejfe på min tur gennem Smilets By, men som alligevel huskes.
Ambassaden · Jacob Sørensen Bagland: En koncentreret koncert med en ny, 100% akustisk gruppe med fokus på den nordiske (jyske?) tone og med trompetisten Jacob Sørensens kompositioner og spil som det, jeg husker bedst. Stilfærdigt, melodisk og talentfuldt uden at være prangende, og netop derfor huskværdigt.
Klostertorvet · Rasmus Ehlers Trio: Pianisten Rasmus Ehlers havde fortjent et bedre instrument end det opretstående klaver han blev budt her. Hans udsøgte tangentbeherskelse og dybt swingende spil udvikler sig til stadighed i disse år og hans musik bliver stadig mere og mere personlig og med et flot fokus på det melodiske mere end det udfordrende.
Ridehuset · The Orchestra feat. Tuva Semmingsen & Jakob Riis: Ridehuset – i regi af Aarhus Jazz Orchestra havde en perlerække af koncerter, overvejende med større ensembler. Her var det The Orchestra med den norske operasangerinde Tuva Semmingsen i en række særegne arrangementer af basunisten Jakob Riis. Særegne i den forstand at de kunne virke som en anelse fortænkte forsøg på bevidst at skrive musik, som bare er ”anderledes”, uden noget egentligt musikalsk sigte. Jeg blev ikke rigere af oplevelsen, men anede at den lyst til at bryde med den gængse big band-lyd på sigt får en værdi, der bliver mål- og hørbar.
Bent J · Jamsession m. bl.a. Hans Jacob Sahlertz: Det herostratisk berømte jazz-vandingssted Bent J. lukkede i 2008, blev senere revet ned og blev tidligere på året genopført i Den Gamle By – med de originale møbler, forrevne plakater, fadølshaner, men dog uden cigarrøg, ølbøvser og de som regel berusede stamgæster (”møbler”, også kaldet); et respektfuldt initiativ for en kulturinstitution af de mere kuriøse og et meget flot tilskud til Den Gamle Bys mange seværdigheder.
Der var blot en enkelt musikalsk aktivitet i den genopførte Bent J under AaJF. En jam session fredag eftermiddag, ganske som i gamle dage. Fire musikere krammet sammen på ni kvadratmeter, lidt snak om hvad vi nu skal spille, 1-2-3-4 og så af sted i en række standards. Lokalet – der virker en anelse mindre end det originale – var proppet med et modent publikum, som begejstret (gen)oplevede en Aarhusiansk tradition. Musikalsk var det måske ikke voldsomt ophidsende, men stemningen fejlede ikke noget og jeg savnede bestemt ikke hverken cigarrøg, ølbøvser eller højtsnakkende ”møbler”..
Ridehuset · Brazilian Big Band Nights · Aarhus Jazz Orchestra feat. Joca Perpignan & Macio Bahia: Et af Aarhus JFs faste holdepunkter er de gratis big band koncerter i Ridehuset; et kæmpe lokale med plads til 7-800 siddende publikum, en stor og velindrettet scene, flot oplyst og med fremragende lyd i hele lokalet. Kunstnerisk kurator (jamen, det hedder det altså i dag...) er Aarhus Jazz Orchestras leder, saxofonisten og komponisten Lars Møller og AaJO spillede fire koncerter med ovennævnte brasilianske makkerpar. På programmet stod både kompositioner af de to gæster og orkestrets egne musikere. Der var mere end fuldt hus til hver eneste koncert(!), og publikum sugede til sig af den store lyd.