Emene med mange svar

Aarhus Jazz Festival 2015


Forfatter Besked
Skrevet den: 17. 07. 2015 [10:58]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
"madsbang" skrev:

"Niels" skrev:

click here Bispejazz / Bispetorvet · Carlsens Lunchtime feat. Jens Klüver
En københavner-fordom går på at al udendørs jazz i Aarhus finder sted i et telt, hvor den primært er akkompagnement til øldrikning. Går man ind i det store hvide telt på Bispetorvet ved Domkirken, er der noget om snakken. Robuste bænke og borde til publikum, masser af plastikglas med øl på bordene, et ivrigt snakkende publikum, der ikke rigtigt ænser en kvartet på en nærmest mørklagt scene. Læg dertil en hård og grim lyd og et ustemt, opretstående klaver (nul flygel her!), så er fordommene bekræftet.

Ja, jeg endte og et smut forbi Bispetorvets Jazz telt imens swingmusik- og øl blev skænket på fad, og jeg havde mine unge sanser på udebane. Men nok om det. Her er et par anmeldelser fra mandag den 12. som jeg gerne vil dele.
12/7 mandag - Winther/Åman/Mogensen feat. George Garzone - Kunsthal Aarhus
Efter mit første møde om mandagen med Niels, tog vi sammen mod Kunsthal Aarhus for at høre 2. set af en musiker ved navn George Garzone, som jeg ikke kendte. Efter Niels’ smag spiller han “som et spark, lige mellem benene” og da vi ankom, havde han og hans dansk/svenske trio netop afsluttet første set. Jeg kendte på daværende tidspunkt ikke det mindste til Niels’ musiksmag og kunne ikke rigtigt bedømme, om jeg skulle tage hans ord for gode varer.
Jeg sad udenfor da Garzone åbnede sit 2. set. Jeg havde kort forinden hørt, fra blandt andet Niels, at amerikanske Garzone, efter sigende skulle være en konge inden for Coltranesound’en. Han åbner også settet med hvad, jeg mener, var Love Supremes’ åbningsnummer, Acknowledgement. Jeg synes dog, at det var at bevæge sig ud på noget dybt vand at vælge lige netop det nummer som åbningsnummer, men der gik ikke mange af hans tørre toner, inden jeg forstod Garzone idé.
Manden spillede jo som en apostel hvor bandet havde hans ryg hele koncerten igennem, og i nogle korte øjeblikke under koncerten fik man lov til at høre det jazzunivers, hvor alle toner har en snert af spiritualitet, indsigt og ro. Rigtigt godt andet set, og en knivskarp trommesolo fra Anders Mogensen, samt fantastisk rytmegruppe og pianist. Tag ud og hør dem, når muligheden er der!
På falderebet skal det så siges, at Winther/Åman/Mogensen feat. George Garzone på ingen måder lød som et Coltrane cover band. De fremviste deres egen stil og kompositioner, med noter til 60’ernes hard bop og modaljazz. Og så på højeste niveau, hvor Garzones overvælde sax tone sad lige i lytterens rodchakra.
12/7 mandag - I Think You’re Awesome - Ambassaden
Efter koncerten med Garzone tog jeg mod ambassaden for at høre det århusianske orkester I Think You’re Awesome, ledet af bassist Jens Mikkel Madsen. Men da jeg ankom, var spillestedet fyldt helt ud til indgangen, og jeg måtte nøjes med at gå efter at have hørt 2 numre fra gaden, med en fornemmelse af i virkeligheden at gå glip af en smuk og spændende tilgang til moderne jazz.
Nu til koncert med Niels til træben på klostertovet, god jazz


torsdag 16. Juli
Ridehuset · Tip Tio Big Band Plays Tip Toe
Det odenseanske big band Tip Toe Big Band er nærmest hemmeligt udenfor Fyns grænser. Den ukendthed er hermed stoppet - i hvert fald når det gælder Aarhus! For med en sådan gejst og et sådant musikalsk overskud har jeg svært ved at se hvordan denne hemmelighed kan skjules længere: Tip Toe Big Band er et af landets bedste, der oven i købet blev kaldt "dette særdeles velspillende orkester" af legendariske Boris Rabinowitsch i en anmeldelse af cd'en Blue Dawn. At orkestret også rummer fremragende komponister er endnu et plus. Både guitarist Morten Nordal og bassist Kasper Tagel bød ind med musik, der har internationalt format.
Vi snakker big band jazz som vor far kunne lide den. Dvs. flot opbyggede arrangementer, der snor sig ind og ud af hinanden uden at det på noget tidspunkt bliver fortænkt eller akademisk. Lortet swinger, som vi sagde i halvfjerdserne med store grin når Basie kiggede forbi København eller når Radioens Big Band glædesfuldt spillede med Thad Jones foran.
Men musikken bliver også solgt godt. Dirigent og fordanser Torben Sminge gør alt hvad han kan for at opildne musikerne og publikum og alle soli bliver fyret af som var vi med i en konkurrence. Ikke noget med at stå og fedte med noderne. Tip Toe Big Band spiller som gjaldt det livet.
Et velgørende første source url live-møde med et orkester som jeg længe har nydt på cd. Jeg kan kun anbefale alle at reservere billet til næste koncert med Tip Toe Big Band.

go site ARos Aaarhus Kunstmuseum · De Tre Basser (Morten Ramsbøl / Jens Jefsen / Peter Vuust)
Det kan godt blive lidt rodet i bunden med tre kontrabasser på scenen samtidig. Derfor var det fornuftigt, at de tre bassister havde bedt pianisten Mads Bærentzen være en slags opmand på dette til lejligheden sammensatte projekt.
Koncerten blev gennemført i den der hyggelige stemning, der altid opstår når tre instrumentkolleger beslutter sig for at lege sammen. Når f.eks. tenorsaxofonister slår sig sammen, handler det om at overgå hinanden i hurtige løb, overblæsninger og citatkø. Men d'herrer Ramsbøl / Jefsen / Vuust trådte hellere tilbage og overlod initiativet til hinanden, hvilket ind i mellem gjorde, at ingen rigtigt vidste hvem der havde hvilken rolle.
Tre musikere med hver deres go site groove, hver deres lyd og repræsenterende hver deres retning i jazzen giver gode resultater. I et repertoire, hvor NHØPs arrangementer (sammen med hhv. Kenny Drew og Ole Kock Hansen) af danske sange dannede det kompositoriske oplæg, var de tre bassister på hjemmebane, og Ramsbøls lille genistreg "One For Bill" blev her spillet med en masse humor og en del vovemod, hvilket gjorde den til dagen næstfedeste øjeblik.
Det fedeste opstod i "So What", hvor det var tydeligt at alle tre nød at spille bastemaet og formodentlig ville spille det endnu, hvis ikke de skulle videre i programmet. Der sad den lige i skabet.
Og så var det jo dejligt, at publikum ikke begyndte at snakke under bassoloerne, som det ellers er normalt.

go here Kunsthal Aarhus · Indra
Den amerikanske sangerinde Indra (Rios-Moore) har boet i Aarhus i en periode, men opnåede kontrakt med pladeselskabet Universal og har indspillet en fin cd med Joni Mitchells producer Larry Klein som ansvarlig. Klein er ikke mr. Anybody; han er vant til at arbejde med kunstnere, han ser en fremtid i, så Indra og hendes mand, saxofonisten Benjamin Trærup bor nu i L.A. og satser på en international karriere.
Det skal nok lykkes. I hvert fald baseret på koncerten i den smukke Kunsthal, hvor musikken stod skært og fint. Vi er henne i samme verden hvor John Hiatt (se ovenfor) også henter sin inspiration, omend teksterne er knap så barsk/maskuline hos Indra. Vi snakker enkel, bluesbaserede sange, hvor det grundlæggende follow link swing er væsentligt og hvor der ikke skal spilles hverken med muskler eller med teknik. Det er musik med en naturlig lyst til at lade foden stilfærdigt køre på 2 og 4 i takten.
Indra som performer sender en varm aura af lyst til at dele sine tanker og ønsker med publikum (dog med lige en anelse for intime afsløringer), og hun er god til at styre det neddæmpede, uden at det bliver selvsmagende og alt for lyrisk. go We still got the Blues!
Trærups sax lå konstant som en slags kommenterende stemme under sangen, den smagfulde guitarist Søren Bigum farvede harmonierne med enkle midler og den solide bassist Thomas Sejthen bandt det hele sammen ved en koncert, hvor sættet afsluttedes med den sentimentale What A Wonderful World. i en renfærdig udgave, der viste sangens klare kvaliteter. Ekstranummeret gav de gode kuldegysninger; en underspillet og intim udgave af source I'll Be Seeing You.
Atter et dejligt første-møde med en af morgendagens mulige store jazznavne. Indra er altså også en billet værdig. Måske man oven i købet kunne få hende til at arbejde sammen med Tip Toe Big Band...


[Denne artikel er rettet 2 gange, sidst 17.07.2015 klokken 11:08.]
Skrevet den: 17. 07. 2015 [20:39]
madsbang
Mads Bang
registeret siden: 13.07.2015
Indlæg: 5
"Niels" skrev:

ARos Aaarhus Kunstmuseum · De Tre Basser (Morten Ramsbøl / Jens Jefsen / Peter Vuust)
Det kan godt blive lidt rodet i bunden med tre kontrabasser på scenen samtidig. Derfor var det fornuftigt, at de tre bassister havde bedt pianisten Mads Bærentzen være en slags opmand på dette til lejligheden sammensatte projekt.


Koncerten blev gennemført i den der hyggelige stemning, der altid opstår når tre instrumentkolleger beslutter sig for at lege sammen. Når f.eks. tenorsaxofonister slår sig sammen, handler det om at overgå hinanden i hurtige løb, overblæsninger og citatkø. Men d'herrer Ramsbøl / Jefsen / Vuust trådte hellere tilbage og overlod initiativet til hinanden, hvilket ind i mellem gjorde, at ingen rigtigt vidste hvem der havde hvilken rolle.
Tre musikere med hver deres https://nirvana.virtus.ufcg.edu.br/wiki/isensor/index.php/Usu%C3%A1rio_Discuss%C3%A3o:B1yqxmf590 groove, hver deres lyd og repræsenterende hver deres retning i jazzen giver gode resultater. I et repertoire, hvor NHØPs arrangementer (sammen med hhv. Kenny Drew og Ole Kock Hansen) af danske sange dannede det kompositoriske oplæg, var de tre bassister på hjemmebane, og Ramsbøls lille genistreg "One For Bill" blev her spillet med en masse humor og en del vovemod, hvilket gjorde den til dagen næstfedeste øjeblik.
Det fedeste opstod i "So What", hvor det var tydeligt at alle tre nød at spille bastemaet og formodentlig ville spille det endnu, hvis ikke de skulle videre i programmet. Der sad den lige i skabet.
Og så var det jo dejligt, at publikum ikke begyndte at snakke under bassoloerne, som det ellers er normalt.



Ja jeg endte også sammen med Niels til De 3 Basser, jeg går dog en smule mere i kødet på dem

De Tre Basser - ARoS Aarhus Kunstmuseum. Torsdag 16/7

Jeg ankom midt under et meget smukt åbningsnummer i De Tre Basers andet set. Det var Mads Bærentzen og Peter Vuust som spillede et stykke smukt og elegant moderne jazz med maleriske soloer. Derefter var det på tide at genintroducere de 2 andre bassister på scenen, Morten Ramsbøl og Jens Jefsen. Kvartetten spillede jo egentlig en noget klodset fortolkning af 2 elefanter kom marcherende, og i starten af andet set hoppede de 3 bassister noget klumpede rundt i nogle dybe basgange, uden rigtigt at kunne finde det midtpunkt, hvor sammensætningen faldt i hak. Men publikum (inkl. undertegnede) og musikerne tog det hele med et smil, og efter to sange kom vi til en noget mere smooth fortolkning af Miles’ So What. Her var energien i top, som Niels også skriver, men hele koncerten skulle vist tages med et smil, for hvad de ikke havde i tight-sammenspil og gennemøvning af arrangementerne, havde de i høj grad i humor. De gjorde det godt, og koncerten var, når alt kom til alt, en dejlig oplevelse.