Emene med mange svar

Copenhagen Jazz festival 2014 - som vi oplever den


Forfatter Besked
Skrevet den: 11. 07. 2014 [13:27]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
click here 10/7, DR Koncerthuset, Concha Buika.
Concha Buika (voc), Dani de Morón (g), ? (b), ? (cahon, perc). ****

DR Koncerthuset er pænt fyldt op. Der ses mange langbenede, slanke kvinder med lige så lange kjoler og flot opsat hår. Der høres spanske stemmer overalt. Langsomt dæmpes lyset og tre musikere kommer ind på den smukt oplyste scene. Guitaristen stemmer sit instrument og begynder indledningsvis at bygge musikken op. Han antyder et tema. Han er ikke udpræget flamencoguitarist. Han spiller heller ikke klassisk guitar. Der er lidt af det hele på en gang. Med overbevisende energi lægger han op til samspil med de to andre musikere, der nærmest bærer solisten ind til øredøvende bifald.

Concha Buika er født i Spansk Guyana i det vestlige Afrika, men er vokset op på Mallorca, omgivet af roma-traditioner og bor nu i Florida, USA. Hendes udtryk er vel 70 % flamenco, 20 % Afrika og 10 % Caribien. Hun har den karakteristisk hæse stemme som det hører sig til i klassisk flamenco, hun kan bevæge sig som en flamencodanser og skriver sange om livets besværligheder, som også er en naturlig del af den fyrige spanske musik.

Men det, der for alvor gør Buika til en spændende og særegen kunstner er, når hun føjer afrikanske inspirationer til paéllaen. Så får musikken en lidt blødere tekstur og fornemmes ikke på samme måde aggressiv og temperamentsfuld. Ikke sådan at forstå at Buika er temperamentsløs – slet ikke. Hendes gnistrende øjne nåede helt op på Balkon 1 hvor jeg sad og følte at det var mig hun sang til og ikke andre. Men der er noget afvæbnende i specielt den vestafrikanske musiks imødekommende feeling, som passer perfekt i Buikas verden.

På et tidspunkt ca. midt i koncerten spillede bassisten udpræget salsa-bas mens han smilede nærmest lidt undskyldende hen til sine medmusikere. Kan man flette salsa og flamenco sammen? Må man det? Ja, det kan man og ja, det må man - når Concha Buika sætter barren. Flamenco-traditionalister vil måske ryste forarget på hovedet over nyskabelsen, mens vi andre med glæde tager denne nyudviklede og vildvoksende hybrid ind og lægger den ved siden af de kendte, mere strømlinede og formsikre originaler.

Fra starten havde Buika en attitude, der virkede som om, at disse nordboere fandeme skulle have en på frakken, men den veg undervejs til side til fordel for en inkluderende udstråling, der omfattede alle.

Det blev en koncert hvor musikken smøg sig rundt i alle de smukt designede hjørner af DR Koncerthuset, greb os alle i sjælen og slap os ikke.

En stor oplevelse.
Skrevet den: 11. 07. 2014 [15:25]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
EN CHAT OM DAVE HOLLAND, JAZZ OG ALICE IN WONDERLAND.
Dave Holland's Prism (UK/US)Jazzhouse, København K.
Line up: Dave Holland (b) Kevin Eubanks (g) Craig Taborn (k) Eric Harland (d)

Adam (A): Hej Niels, så er vi igang!

Niels (N): Jep. Du starter.

(A)Jeg ankom 10 minutter over fordi maden var forsinket. Hvornår var det du ankom? 20 over? Anyway, jeg synes det første indtryk var fedt, men så stod der nogle irriterende mennesker lige ved siden af mig som talte rigtig højt og jeg blev distraheret Hvad var dit først indtryk?

(N)At alt var som jeg forventede det. Holland er den perfekte bandleader, der omgiver sig med musikere som han kommunikerer ubesværet med - ikke kun musikalsk. Der hvilede en stemning af ens fokus i bandet og alle fik plads.

(A) Godt set, de virkede meget nsync eller hvad man kalder det. Og lyden var også godt skruet sammen denne gang.

(N)Som en af mine gamle musikervenner svarede da jeg spurgte ham hvorfor han var her. "jeg trængte til at høre lidt Old School ECM fusion.

(A) Hvad står ECM for? Selvom der var intens energi i rummet, så havde jeg altså svært ved at overskue numre som varede 20 minutter ad gangen. Nogle gange mere

(N)ECM er et tysk pladeselskab, der - om nogen - definerede bl.a. den lyd, som Holland står for. Lange forløb, hvor der umiddelbart ikke sker alverden, men som har utroligt mange lag og hvor det klanglige er det væsentligste. Det kræver lyttererfaring og nærvær at tilegne sig den musik. Og det er svært med snakkende og tungesnavende mennesker omkring sig. Hvad syntes du om guitaristens soloture? Pianistens Fender Rhodes-solo i andet nummer er noget af det fedeste jeg har hør på denne festival. Hvad synes du?

(A) Jeg kan godt lide når det normale bliver udfordret, men som du sagde, mit nærvær var vist ikke på toppen. Min veninde som stod ved siden af følte lidt som om hun trådte i kviksand med ørerne, og det gav jeg hende ret i. Jeg synes faktisk trommerne var mere imponerende, jeg havde tidligere haft svært ved at skelne mellem andre trommer. Du ved når de har en solo og man i ny og næ tænker at de blot smadrer rundt, men her kunne jeg virkelig fornemme en udvikling, mens det underliggende beat blev holdt. Klaveret var ALT for sagte i de første 40 min. Tror vist også jeg kom hen til dig hurtigt og sagde at jeg blev lidt søsyg - Sådan lidt Alice down the rabbit hole følelse

(N) Helt enig - i den sidste observation og den med klaverets lydniveau. Men den med kviksandet er jeg ikke helt med på. Alle fire musikere behersker genren til perfektion og så er det op til lytteren (os) at beslutte sig for at hoppe ombord eller blive i land. Er man med på skibet, forsvinder søsygen, men det kræver total opmærksomhed,m eller ryger man overbord. Og Alice-fornemmelsen kender jeg godt. Specielt med den slags musik. men igen - det kræver total opmærksomhed. Det fede er, at de der gutter mere eller mindre har defineret den måde at spille på. Lidt ligesom Barcas Tioka-Taka-fodbold, som kun de behersker.

(A)Så rigtigt - tror at folk som mig og min veninde havde brug for en tykkere grundlag under vores fødder. Det var blot som om vi fandt et klaver som havde et tema, men så snart jeg fik fodfæste, var det væk og nu skulle jeg over til bassen som tog et helt andet tempo.Ja, men hvis Barcelona spiller mod et hold som ikke er på samme høje niveau, vil de faktisk opdage at Tioka-Taka også hurtigt falder ned.

(N) That's JAZZZZZ right there! Som f.eks. Holland. grueligt...!

(A) Well...i hvertfald efter din mening Niels. Jazz IS for everyone mener jeg, og når folk ikke forstår at føle efter, mener jeg at helt normalt swing jazz er ligeså meget jazz, selvom flere forstår det. Ved ikke om det gav mening. Mere at syret Jazz er én ting. Men er Jazz det som musikeren spiller, eller det som tilhørerne hører? Men jeg vil sige at det stille de spillede, var MEGA godt.

(N)Der er - og skal være - forskel på jazz. Udtrykket er ikke ens. Der er vidt forskellige lag i jazz. Ellingtons swing er anderledes end Basies og Holland's swing ligner ingen af de to nævnte. Men - og det er et vigtigt men - Holland går ikke nødvendigvis efter at musikken skal swinge. Den skal LYDE godt, den skal udfordre og den skal lægge nye lag til fra nummer til nummer.

(A)Sådan lidt a la en tiramisu? Det virker ikke uden ladyfingers. haha let the "lady fingers" do the walking.

(N) Ha! Ja, hvis du tilsætter Tiramisuen lidt chili, en smule koriander og nogle peberkorn... Men så er det jo ikke Tiramisu mere. Hvad det så er..? JAZZ!

(A) Jeg ku godt li det stille, fordi det gav mig rum nok til at forstå udviklingen. Arh come on - så smager det jo bare dårligt! Jazz er vel ikke om at skabe dårlig smag? Eller bryde ting ned for at blot at bryde? Er der ikke et formål som har en større idé?

(N)Jo, at bringe musikken videre, så den ikke forbliver som den var. Nogle vil kalde det dårlig smag, andre vil sige ahaaaa, atter andre vil kalde det en nyskabelse. Men det vigtigste er, at musikken aldrig fornemmes statisk. Og her snakker vi primært musik som den vi hørte i går aftes. Da jeg kom hjem hørte vi Dizzy Gillespie fra halvtredserne. Det var kraftedeme fedt og revolutionerende dengang, selvom traditionalisterne afskrev det som larm...

(A)Synes du POP er statisk? Techno? Forresten, hvordan fik Kevin guitaren til at lyde som en stryger på et nummer? Meget imponerende...

(N) Eubanks har en pedal, der kan "forlænge" guitarens lyd. Kan ikke huske hvad den hedder.

(A) Arh, så du skriver om det at udfordre folks opfattelse af kaos? Så jazz i denne sammenhæng opstår når folk først ikke kan finde en boks at have det i? Dumt spørgsmål: er alt det jazz som vi så forstår, så Jazz? Eller falder den så udenfor af sig selv? Måske man skulle opfinde kategorien POZZ. Pop & Jazz.

(N)OK, her kommer fordommene: Jeg opfatter techno som (bevidst?) statisk, fordi tempo og rytmisk styres af en maskine, der ikke reagerer på hvad andre instrumenter frembringer. Der findes nok techno med "human touch", jeg kender bare ikke til det. Jazz var pop for et lille århundrede siden. Jeg ææælsker god pop og bryder mig ikke om dårlig pop. Enklere er den vel ikke.

(A)Ha! Nej det bliver ikke enklere. Men hvis spørgsmålet om jazz bliver til når folk ikke forstår boksen den findes i eller den er udenfor bokse, så kan techno vel også være jazz så længe den sprænger en ramme. Feks. er technos signatur en stram rytmne, men til gengæld er der mange lag af lyde som man ikke ville kunne genkende. Hvad bliver forskellen så?

(N) Ha! Folk uden den store lytteerfaring bliver bange når de hører jazz. Måske fordi 1) det rytmiske kan være/er underforstået, 2) det harmoniske ofte er betydeligt mere kompliceret end i mere lettilgængelig musik, 3) der improviseres meget, 4) det meste jazz er instrumentalt - og det kan være svært at tage ind

(A) BTW M.J FTW Bare for at skrive på sms sprog

(N) Øøøhh..? By the way - ????

(A) yes 1 point. Ledetråd: du nævnte pop og god pop.

(N)...

(A) Ja - og det er jo heldigvis individuelt. Folk bliver også bange for Techno, og ofte er det også instrumentalt. MJ = michael Jackson, FTW = for the win

(N) Mht techno og jazz: jazzmusikere kan jamme med technokunstnere. Men det er ikke nemt for en technokunster at sidde ind med jazzmusikere, der spiller "All the things you are". Det er vel også såre enkelt. Techno er vel primært benyttet som dansemusik - eller hur..? Me looove MJ!

(A) Eller løbemusik. så Jazz kan man ikke løbe til - eller? Sjovt som du ubevidst skaber et hieraki for hvad musik kan og ikke kan, for at skelne Forståeligt! Men min pointe er blot at hvis Jazz som med Daves musik skal forstås som jazz fordi det udfordrer folks rammer og at der først "sker noget" når folk ikke forstår det, så har vi et problem med alle andre musikformer som også har niche publikum. Så provokeret sagt, hvis man forstår ALT hvad Daves band spiller ift. Jazzen, så skal man i virkeligheden rykke videre? Hvor mange stjerne vil du egentig give hvis du skulle?

(N) Hmmm - så drastisk vil jeg ikke gribe den an. Jeg snakker om de utallige lag i musikken - stilistiske såvel som dynamiske her-og-nu-lag - der er med til konstant at udvikle jazz som kunstform. Og det der med at "forstå" musikken har jeg aldrig troet på. Jeg foretrækker at bruge begrebet at "opleve" musikken. Og det er dér, konfrontationerne opstår for alvor. Jeg har tænkt mig at give Dave Holland Prism fire stjerner. Hvad giver du?

(A) Det vil jeg give dig ret i, for det er også det jeg bliver nødt til siden man altid løber ind i disse forfærdelig begreber når man prøver at bokse Jazz inde - hvilket jeg jo prøvede at gøre her til dit fremragende modsvar Jeg FORSTÅR 4 stjerner, men OPLEVER kun 3 da jeg ofte blev disconnected grundet kompleksitetet, og råsnervende hipsters på min side.

(N)Tak for en fed snak!

(A) Selv tak Ses senere :)
Skrevet den: 12. 07. 2014 [18:16]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
"The name is Bond - Jazz Bond". Brrrumm-tssss!(***+)
Line up: Thomas Fryland: (t), Rasmus Kjærsgaard (s), Graig Earle (b), Carsten Landors (d).

…Og med den platte intro, er tonen slået an til anmeldelsen af Kiss Kiss Bang Bang (KKBB), som på en søvnig varm eftermiddag midt på Amager, gav 2x45 minutters underholdningsjazz. Aftenen før havde jeg været vidne til en nærmest diametral modsat genre, nemlig Dave Hollands Prism, hvor man knap nok ved hvor man “står” henne som lytter før end rumskibet med Dave & Co var i en anden Galakse. KKBB prøver ikke som sådan at udfordre lytteren, det vil blot give et lidt anderledes blik på hvordan Jazz kan snige sig ind i ellers meget velkendte numre, og det har valgt intet ringere end temasangene til James Bond filmene. Og dét synes jeg er et rigtigt valg.

I går var jeg nemlig ved at springe fra, ikke fordi jeg ikke kunne anerkende musikerne absurde dygtighed, for det det var helt sikkert, men fordi jeg som en relativ ny jazzentusiast ikke kunne kapere de velmente associationer hurtigt nok. Hvis man mangler en metafor, vil det være som at sætte en skiløber som lige havde afsluttet børnebakken i fin stil, til at køre sort pukkelpist - man kommer nok igennem helskindet, men først efter man har koncentreret sig så hårdt at skiløbet i sig selv røg i baggrunden, og at man efterfølgende nok hellere ville have prøvet det blå bakke først. Men med KKBB var jeg pludselig ude på den brede piste, vejret skønt, ideerne fine og ufarlige, og lyden af Saxofonen og hornet var absolut sjælfuldt og veldrejet til sangenes formål. Og så heller ikke mere rent teknisk set.

Jeg mener det er meget positivt at bandet ser deres egen begrænsning i forhold til hvad de kan, og holder sig på den rigtige side. Hellere smuk men simpel sang, end bævrende Opera. Og ikke mindst at hele bandet virkede autentiske i deres måde at tale mellem numrene. Helt nede på jorden, så både børn, unge og de ældre kunne forholde sig ti at der var tale om udemærket hverdagsjazz på den parcelhusagtige kreative måde - og at der er absolut intet galt er i det!

Med konceptet var musikerne trygge, vidste hvad de skulle spille, og ja - selvom man godt kunne lure at der nok ikke kom en super improviseret solo, så var det helt OK. For det er sommer, det er sol og det er skyd først - spørg bagefter. Lige som James Bond ville have sagt det. Bare lidt mere….Jazzy.
Skrevet den: 13. 07. 2014 [13:22]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
11/7, Haveselskabet, Dreamer’s Circus.
Nicolaj Busk (p), Rune Tonsgaard Sørensen (vio), Ale Carr (g). ****

Tre unge mænd i jakkesæt og lyse skjorter kommer ind, bukker synkront mod publikum, tager deres instrumenter og indleder koncerten. Der tælles ikke for, men musikken indledes på samme måde som i den klassiske musik – med et lille nik med hovedet. Vi er meget langt fra jazzen…

Men vi er jo også i Haveselskabets meget smukke have på Frederiksberg, hvor CJF har valgt at lægge de koncerter, der ikke umiddelbart har jazzindhold, og så alligevel kradser lidt i overfladen. Jeg kender Haveselskabet som min egen bukselomme, idet jeg stod for koncertserierne dér i perioden 1995 til 2011 og ved, at netop akustisk musik passer eminent til de grønne omgivelser. Så jeg følte mig godt tilpas allerede før koncerten gik i gang og glædede mig til at høre noget ganske andet end hvad CJF ellers byder på.

Dreamer’s Circus spiller dansk folkemusik som den er blevet spillet gennem de seneste mange hundrede år. Men de gør det med en gnist og en indlevelse, der betager og gør indtryk og som jeg aldrig har hørt tilsvarende. Violinist Rune Tonsgaard Sørensen sagde det klart og tydeligt: ”Dansk folkemusik er noget af det fedeste musik i verden.” Og nå man har en så go site devoted indstilling til sin musik, kan den ikke andet end gøre indtryk hos selv den mest forhærdede jazzlytter.

Den bedste folkemusik er i sin fanden-i-voldskhed og gennem generationer nedarvede musiktradition meget lig jazzen. Og der improviseres ud fra de samme skemaer; rytmik, harmonik og melodik samt ikke mindst feeling. Blot er der her tale om umiddelbart enklere musik. Men lytter man rigtigt efter, kan man høre, at de tre musikere krydrer deres musik med diskrete harmoniske udvidelser, der gør den betydeligt mere kompliceret og lytteværdig end Evald Thomasens udgave af Den Toppede Høne.

Så udover at opleve tre musikere som jeg hidtil kun havde hørt om, var det som om sækken med den danske folkemusik - der for mit vedkommende har været snøret tæt til siden halvfjerdserne hvor alle flipperne ææælskede ham violinisten med cerutstumpen – åbnedes og de smukkeste klange og hippeste linjer udfoldede deres vinger og kredsede omkring mig, mens solen langsomt gik ned over Brøndsalen.

Stor tak for den oplevelse.
Skrevet den: 13. 07. 2014 [13:36]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
12/7, Færgecaféen, Christianshavn, Bob Rockwell Trio.
Bob Rockwell (ts), Jesper Thorn (b), Terkel Nørgård (d). * * * *

Tenorsaxofonisten Bob Rockwell tog København med bukserne nede om hælen, da han i starten af firserne valgte at bosætte sig i København.

Dansk jazz havde stadig hængerøv i fløjlsbukserne dengang og Real Book med på scenen, så Rockwell, der med sin baggrund i såvel den kommercielle del af amerikansk underholdning som i hardcore jazz cirkler, vidste hvordan man skulle føre sig på en scene, gik i gang med at rette op på selvforståelsen blandt den unge, talentfulde generation.

Rockwell har sine meningers mod og gider ikke alle de danske undskyldninger. ”Lær dit instrument, øv dig og spil som gjaldt det livet – hver gang”, virker som hans mantra. Jeg har aldrig hørt Rockwell spille uoplagt, uengageret eller sjusket – aldrig!

Heller ikke denne eftermiddag på Christianshavns Færgecafé, hvor snakken gik livligt og øllet og smørrebrødet forsvandt som dug for solen. Rockwell, Thorn og Nørgård havde stillet op lige ved indgangen, hvor nye gæster passerede tæt forbi. Det lod ikke til at genere musikerne en tøddel. Fokuseringen var på at dykke ned i jazzens standards og atter en gang vride nye nuancer ud af dem.

Konceptet i trioen er enkelt: der er ingen leder, tempo sættes, der tælles for og så kører toget. Hvis en af musikerne ønsker at skifte tempo gør han det og så følger de andre med. De to unge musikere står ikke tilbage for Rockwell i fortællelyst, men det var og blev hans spil, der betog. Hver eneste tone giver mening. Der er intet overflødigt i hans spil og hans store, sikre og rodfæstede tone iklæder musikken velsiddende og tæt beklædning.

Blandt de numre jeg hørte, var en udgave af et Charlie Parker-tema, arrangeret af Gil Evans og spillet af en tenor/bas/tromme-trio – sejt!

12/7, Det Lille Musikhus, Sara Indrio.
Sara Indrio (voc, g, perc), Abel Marcel (b), Yasser Pino (b), Eliel Lazo (congas), Julian Pino (bongo). * * * *

Det Lille Musikhus i Brolæggerstræde er vist det mindste spillested i København. Der findes med garanti mindre caféer, der også lejlighedsvist præsenterer musik, men Det Lille Musikhus er et SPILLESTED, hvor musikken er vigtigere end kaffen. Koncerterne foregår på musikkens og musikernes betingelser og programmet under CJF 2014 indeholder mange af tidens markante musikere og sangere, der her optræder stort set uforstærket – velgørende enkelt.

Dagens solist, sanger, komponist, guitarist samt ikke mindst perkussionist Sara Indrio havde pådraget sig en slem halsbetændelse og sang for halv kraft. Men hun formåede alligevel at betage mig med sin sensuelle udstråling og sin intense stemme og magtede at synge både en smuk cubansk kærlighedssang, så romantikken drev ned ad væggene, en dansk vrøvlesang, som burde bruges i alle landets børnehaver samt en italiensk sang – i den cubanske Cumbia-stil – om en kvinde, der var rigtig vred. Jeg forstod ikke ordene, men meningen var ikke til at tage fejl af.

Indrio er uddannet slagtøjsspiller og håndterede med største sikkerhed pandeiroen såvel som kokosnødden, da stemmen skulle have en lille pause. Scenen var herefter overladt til de fire cubanske musikere. Og her fik vi en lektion i underspillet cubansk jazz – eller noget der ligner – spillet som sad musikerne et tilsvarende sted i Havana. Musikken var netop ikke cubaner-braldrende og storladen; snarere var den perfekt tilpasset det lille, intime lokale og jeg gik beriget med en dejlig varm fornemmelse i kroppen ud i det begyndende regnvejr.

go site 12/7, Husets Teater M/S Congo, Vokal Hyldest til Wayne Shorter.
Pernille Mejer Richardt, Lise Kroner (vo), Lea Havelund (cello), Jakob Lundbak – (as), Svein Rikard Mathisen (g), Johannes Vaht (b), Kristoffer Rostedt (d).

Wayne Shorter med danske tekster..? Kan det lade sig gøre?

Saxofonisten med baggrund i Miles Davis klassiske tressergruppe samt ikke mindst i Weather Report fra start til slut, er en af jazzens mærkeligste komponister. Hans musik følger ikke jazzens og de ordinære standardmelodiers gængse regler og er voldsomt udfordrende at improvisere over. Så det er ikke verdens nemmeste opgave de unge kapelmestre har sat sig for, men samtidig meget modigt.

I en original setting med bas, guitar, trommer, altsax og cello står de to vokalister i front. To forskellige stemmer og to forskellige performere, der intenst og indlevende har sat ord på en håndfuld af Shorters ikke alt for kendte kompositioner og de kastede sig oven i købet ud i at synge ordløs solo (jeg hader ordet ” follow link scatsang”...) i et par af arrangementerne. Det lød overbevisende.

Bandet lød som et band. Der var en god, underspillet energi mellem musikerne og selvom alles øjne var klistret til noderne, blev der alligevel spillet igennem. Denne hyldest til en af jazzens allerstørste nulevende tenorsaxofonister kan udvikle sig til et flot projekt, når musikerne bliver mere fortrolige med arrangementer og kan strække ud.

Kom så, Jazzhouse og kom så Nordisk Kunstråd! Dette projekt er som skabt til kælderen i Niels Hemmingsensgade såvel som til Fasching og Oslo Jazzhus; stor kunst, fortolket af talentfulde unge danske, norske og svenske musikere med dyb respekt for det musikalske oplæg, et klart fokus og overbevisende performance.


[Denne artikel er rettet 1 gange, sidst 13.07.2014 klokken 13:37.]
Skrevet den: 13. 07. 2014 [14:45]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
Ane Trolle/Simon Toldam/Mads Hyhne/Silas Hagemann (*+)
Line up: Ane Trolle (Voc), Simon Toldam (k), Mads Hyhne (tb), Silas Hagemann (d)

Jeg kom i god tid til Loppen på Christiania, da Ane Trolle jo ringer en klokke hos mange efter at konstellationen Trolle/Siebenhaar udgav Sweet Dogs, blev til lidt af en landeplage et par år tilbage - måske der allerede var booket op på pladserne. Så da jeg kom en time før og indså at jeg absolut var én af de første, fik jeg god mulighed for at vælge min “vinkel” til scenen, der kostede 100 kroner for at få adgang til. Tiden gik. Og så gik den lidt mere. Så var den gået. Stadig ingen musikere. Vi drak troligt vores øl og ventede, også de mange som efterhånden havde taget plads på gulvet, forventningsfulde om at Ane & Co ville troppe op med tilsvarende energi til at gøre det op for den tomme scene.

35 minutter senere skete der endelig noget, og folk klappede så snart at de 4 musikere trådte op på scenen. Er det bare mig som er ved at blive gammel? Eller er jeg ikke “hip” nok til at forstå at man i Jazz kommer for sent? I hvert fald gjorde det mig en kende forbavset da bandet absolut ikke så nogen grund i at forklare deres sene ankomst. Tværtimod. “Hej, vi er Ane, Huhne, Hagemann & Toldam - vi har ikke øvet noget som helst eller forberedt noget, så lad os se hvad der sker”. Bum. Det var vist forklaring nok, mente de. Ane grinede, prøvede at være en “fri fugl” en snert af de glade 70’ere hvor alt nok skal gå bare man giver helt slip, men på mig virkede det smånervøst og bøvet, som om hun allerede skulle lave en disclaimer på hvorfor vi nok ikke skulle forvente kvalitet. Og det var vist også meget fornuftigt.

På programmet stod der “Eksperimental”. Fair nok. Men numrene var ikke eksperimentale synes jeg. De var kedelige. Driveren var Tolddam på Keys, som de fleste af gangene tog et form for 4 takts tema af akkorder, valgte en tilpas syret lyd, og skabte en rygrad som de andre kunne falde tilbage på. Og idéen er også god nok, hvis blot kemien og udførslen og skabte rummet til udforskning. Og det synes jeg ikke skete. Gang på gang startede Ane med sin lækre stemmelyd, men glimtede kun alt for sjældent i forhold til kreativitet. Hvor Trækbasunen havde et nemmere job ved at køre Jazz-agtige fills rundt omkring, og trommerne også kunne slappe af med at sætte et “groove” igang, havde Ane en mere kompleks udfordring ift. tekst og nuanceringer. Hun valgte mumlevejen, hvor man ikke kunne høre at hendes tekster ikke gav mening. Keyboard og Basun var et OK makkerpar når riffet endelig var lagt. Men de faldt ligeså hurtigt ned i en tryghedslomme, og kørte på “bølgen” indtil nummeret sluttede.

Hvis man vil skabe Jazzmomenter, er pop melodier grundlaget til noget godt, men det er for mig kun første skridt i en lang rejse. Og når man så føler sig tryk i at have lagt fire melodistumper sammen til en form for sammenhæng, er det ikke beundringsværdig at hakke rundt i dem som en sampling de resterende 4 minutter nummeret varer. Alt for ofte så jeg nogle positive spirer, blot for dernæst at ødelægges af egoer som “lige” skulle gøre sig bemærket som en “jeg er også ret kreativ, så hør lige her”. Kunsten i at holde sin kæft når andre har et momentum, lad beatet ligge indtil man gribes af en reel inspiration, og så først dér, gribe nuet og give los. Men i dette forum blev det kun til 4 forskellige samples som sammenlagt måske kunne blive til nogle OK sange, hvis man nu gav ekstra gas på effektpedalen.

Hvor koret IKI et par dage tidligere havde vist hvordan udviklingens rene ånd giver lytteren en konstant følelse af samhørighed og udvikling, virkede det nærmere på de fire musikere, som om de stod i deres øvelokale, og skulle prøve at finde på et nyt hit. Improvisation og hitmageri kan god være det samme, men er ikke hinandens forudsætninger. God Jazz sker når folk skaber plads til musikken via hinanden, og ikke ved at tromle sig selv igennem.
35 minutter senere igen, proklamerede Ane; “Så, nu har vi ikke mere”, og så gik de. Jeg gik også, og følte ikke rigtig at man var begyndt.

Skrevet den: 13. 07. 2014 [15:16]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
go here 12/7, Jazzhus Montmartre, Dahl, Funn, Pearson
Carsten Dahl (p), Kris Funn (b), Lee Pearson (d).

For en lille uge siden præsenterede pianisten Carsten Dahl sin seneste cd-udgivelse (A Good Time, Storyville) ved en mini koncert i Jazzhus Montmartre. Det blev en forrygende halv time i selskab med Dahl og to ligesindede danske musikere, bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Frands Rifbjerg. Min oplevelse af den koncert kan læses længere tilbage i dette opslag.

I går sad Dahl igen bag flyglet. Denne gang var bassisten Kris Funn og trommeslageren med den overdådige teknik og det store øre, Lee Pearson hans go partners in crime. Det blev festivalens højdepunkt for mig.

Legebarnet Carsten Dahl med den krøllede hjerne, den stærke rytmiske sans og overlegne indsigt i jazzens væsen slog til igen. Og igen var det jazzens standardmelodier, der måtte holde for. Musikerne havde mødtes en halv time inden koncerten, havde ikke planlagt noget som helst og koncerten blev et kvarter forsinket, fordi Dahl lige skulle ud og ryge en smøg.

De tre gik på scenen med store smil. Personligt var den allerede helt på plads – nu skulle det vise sig om de også klikkede rent musikalsk.

Det gjorde de! Ret modigt var første ”nummer” fri improvisation, der gik over i en effektiv udgave af et af Dahls glansnumre, ”Caravan”. Så var scenen sat. Dahls venstrehånd og Pearsons grundbeat havde allerede fundet hinanden og Funns skridsikre bas bandt pianistens højrehånd og trommeslagerens arme sammen. Nu var lunten tændt.

De tre musikere spillede sig fuldstændigt ind på hinanden i løbet af første sæt. Selv ikke en 7/4 og lettere pjattet udgave af Coltranes ”Giant Steps” lod til at formindske evnen at få musikken ud at flyve. Det lød som om de tre aldrig har bestilt andet end at spille sammen. Alle grooves, alle temposkift, alle rykvise udviklinger i feeling lykkedes og smilene blev bredere og bredere hos alle i lokalet. Til overflod var Dahls annonceringer mellem udladningerne komik på Victor Borgesk plan.

Magien fortsatte i andet sæt. Pludselig forstod jeg meningen med at accentuere et-slaget i takten, som jeg fandt vanvittigt irriterende ved koncerten på Viften med Hiromi. For hvor Simon Phillips knaldede et-slaget ned for at få Hiromi tilbage på sporet, var Lee Pearsons et-slag den naturlige afslutning på et naturligt musikalsk forløb; en sparring mellem to ligeværdige musikere – Pearson selv og Dahl ved flyglet.

Men trioen Dahl/Funn/Pearson formåede også at forløse smukke ballader til første karakter. Uden nogen form for pjat skabte trioen endegyldige udgaver af ”Over The Rainbow”, ”Body and Soul” samt ikke mindst Dahls favoritballade, ”Blame It On My Youth”, hvor Funn allerede i anden gennemspilning helt havde fanget Dahls udvidede harmoniseringer. En bedårende udgave af en bedårende melodi.

Og så skulle der selvfølgelig lige spilles lidt for galleriet i slutningen af koncerten. Jeg har set meget, men aldrig en trommeslager, der i vanvittigt tempo spiller med armene bag om ryggen – uden at tabe hverken form eller tempo. Rent cirkusopvisning, men drønende musikalsk. Bravo-bravissimo!
Var vi vidner til skabelsen af en kommende verdenstrio, eller var det en source one-off koncert, hvor alt bare lykkedes?

Kommer hele denne vidunderlige koncert på en dobbelt-cd senere på året?

Svaret blæser i vinden. Men vi er i hvert fald ca. 80 mennesker, der fik årets oplevelse under CJF 2014. Og tak for det.

Og sætlisten: Fri improvisation/Caravan/Giant Steps/Mol Blues/Take Five/Well/You Needn’t/Over The Rainbow/Night and Day/Blame It on My Youth/Green Dolphin Street/What Is This Thing Called Love/Body and Soul. SÅDAN!
Skrevet den: 14. 07. 2014 [12:58]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
13/7, Palæ Bar, Jan Kaspersen Kvartet.
Jan Kaspersen (p), Bob Rockwell (ts), Peter Danstrup (b), Ole Rømer (d). 1. sæt. * * * *

Det var lige som at komme hjem. Lyden af Jan Kaspersens musik – og her i den ”originale” opstilling – er nærmest synonymt med afslutningen på Copenhagen Jazz Festival.

I ”gamle dage” – dvs. fra slut halvfemserne til engang midt i nullerne – blev scenen i Copenhagen Jazzhouse ryddet efter festivalens sidste koncert, mens kælderen i Niels Hemmingsensgade fyldtes op af musikere, pressefolk samt ikke mindst alle de, der havde knoklet bag kulisserne, til den sidste fest.

Samtidig skramlede Jan Kaspersens Special Occasion Band sig på plads på scenen og afsluttede ti heftige dage med en koncert, hvor alle musikere gav det sidste de havde i sig, mens der i baren blev skålet, råbt og skreget i den endelige forløsning. http://www.jankaspersen.dk/diskografi/jan-kaspersen--special-occasion-band.aspx

De seneste år er Kaspersen & co. flyttet til de mere ydmyge lokaler i Ny Adelgade, hvor ejer Peter Fredsholt, udover at uddele årets Palæ Bar Pris - der i 2014 gik til guitaristen Paul Banks - festivalen igennem præsenterer koncerter med solid base i traditionen. Men anledningen er stadig den samme; at afslutte CJF med manér og lige få flettet nogle skæve toner ind i afskeden. Og ingen er bedre til dette end netop Kaspersen & co.

Sidste dag i CJF 2014 beviste med al ønskelig tydelighed, at Jan Kaspersens knirkende, skæve og ind i mellem nærmest omvendte klaverspil stadig er hørværdigt, selvom tangentløbene ikke er så flyvske som i hans source hey-days i Jazzhouse-tiden.

Bassist Peter Danstrup og trommeslager Ole Rømer har spillet sammen siden teenagetiden og følger hinanden i den særlige stil de har udviklet til denne setting. Dvs. underspillet, grooveorienteret og enkel backing til solisterne og egne afdæmpede soli, der ikke løfter taget, men som bevarer roen og værdigheden i musikken.

Som så ofte før – og så sent som dagen før på Færgecaféen - var det Tenorman no. 1, Bob Rockwell, der tog de fleste stik. Med sin tørre, nærmest vibratoløse tone og perfekt intonerede spil er Rockwell den perfekte forløser af Kaspersens mangekantede musik.

Sammenspillet mellem de fire herrer er også i en klasse for sig. Der bliver aldrig spillet for galleriet. Til gengæld lægges der vægt på at bevare pulsen, uanset hvad solisten finder på. Det har altid været Kaspersens forskellige gruppers særkende og er det fortsat.

Således dybt tilfredsstillet i sjæl og krop og efter at have inhaleret knap tredive koncerter under CJF – de otte som lydtekniker og resten som lytter – tillod jeg mig at hellige mig familien denne sidste, dyngvåde aften i den 36. udgave af Copenhagen Jazz Festival.

Senere i dag evaluerer min partner-in-crime, Adam Engelhardt og jeg festivalen på i chatform på Jazz Specials site – altså her...

I skal være så velkomne til at kommentere vore udgydelser eller evt. fortælle om jeres oplevelser under CJF – det være sig de, som vi har omtalt eller nogle helt andre.
Skrevet den: 14. 07. 2014 [16:09]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
source url 14/7, Copenhagen Jazz Festival 2014 – afsluttende chat mellem Adam Engelhardt og Niels Christensen.

(A): Hej Niels, håber du overlevede Søndagens sidste Jazzkoncerter? Jeg syntes godt nok det var inspirerende, sjovt, men også rimelig udfordrende at køre igennem så mange koncerter på så kort tid.

(N): Det gjorde jeg da. Sluttede med Jan Kaspersens klassiske kvartet på Palæ Bar, omgivet af storrygende særdeles voksne mennesker, der effektivt slukkede tørsten. Derfra hjem til familien og VM-finale.

(A): Du sagde til mig tidligere på ugen at jeg nok ville blive 5 år ældre rent jazzmæssigt, og du fik ret Hvordan var det som afslutning?

(A): Jeg synes Carsten Dahl var det PERFEKTE afslutning

(N): Som jeg skriver i min omtale af koncerten med Dahl & co., var det den absolutte topkoncert. Og hvordan føles det at blive fem år ældre på otte dage?

(A): så måske var det næsten synd det ikke var til sidst? Lidt antiklimaks? Jeg er rimelig flad, to be honest, og godt der er meget roligt på Samsø - men ellers helt fantastisk at blive eksponeret for så mange genre, musikere og mennesker på så kort tid. Føler lidt jeg fik en unik helikoptertur. Specielt når jeg så sidder med folk som ikke har været på CJF, og jeg så pludrer løs om forskellen på Rockwell og McBride, det er sjovt for jeg ville selv have siddet med nøjagtigt det samme spørgsmålstegn malet i ansigtet. Så kodeordet her er måske oplysning? så er spørgsmålet jo blot hvordan man oplyser folk som ikke tror der er noget af oplyses om. At Jazz er jazz, og alt det der med "fusion" er noget mærkeligt noget.

(N): Hvor er det fantastisk at høre de ord fra netop dig. Det var lige netop meningen med hele dette projekt; at udsætte en forholdsvis uforberedt, men åben person (dig) for et effektivt veritabelt sansebombardement. Man bliver med andre ord så satans klog af at høre All That Jazz…

(A): Arh, det er måske at være lidt for kæphøj - Jazz skal jo høres og ikke forstås right? Men hørelsen skal jo også vænne sig til kompleksitet, også inden for andre genre! Det ku være interessant hvis jeg nu satte koncerterne op i en "brugervenlig" rækkefølge. Så man startede med Joey Alexander, tog Amanda Thomsen, gik til Jakob Dinesen, Rockwell, Scofield, IKI, Dave Holland & så Carsten Dahl - måske man så fik lokket flere til?

(N): Glimrende koncept. Og så kunne de virkeligt interesserede gå videre til 2. runde med IKI og Sara Indrio, og slutte af med Hyldest til Wayne Shorter.

(A): Man starter jo heller ikke ud på ski med den sorte pukkelpist vel? Man lærer først at plove. Og det tror jeg i virkeligheden er Jazzens største svaghed. At man hurtigt kommer til at blive for indadvendt, for indforstået og glemmer at fortælle folk i non-jazz verber, Hvilke niveauer jazz der er. Og så bider fisken sig selv i halen.

(N): Den der skimetamorfose er jeg ikke helt med på - har ikke haft et par ski på fødderne siden jeg var knægt - men du har sikkert ret.

(A): Svømmer du?

(N): Nej, men jeg var da en glimrende 4'er på såvel Lyngbys drenge- som Heros juniorhold.

(A): OK samme princip - du laver ikke en 2km open water i vesterhavet i januar, når når nok hellere skulle øve brystsvømning i den nærmeste opvarmede svømmehal.

(N): Helt klart. Fedt, at vi har hver vores kompetencer.

(A): Hvad var dit lavdepunkt så?

(N): Det var helt klart skuffelsen over at Hiromi Uehara var fuldstændig lige så effektjagende og ligegyldig som jeg frygtede. Hvad var dit?

(A): Jeg synes at jazzfestivalen burde passe på med at lokke navne til som i virkeligheden nok er pop hvis man lige tænkte sig om 2 gange. Veronika Mortensen og Ane Trolle og Co, mener jeg ikke har en plads i den overordnede setup. Hvis man skorter på kvaliteten af koncerterne, vil usikkerhede sprede sig til publikum, og motivationen til at tage til en ukendt koncert falder. Ok,Veronika har faktisk en plads. Hun var bare ikke særlig god. Den der fine balance mellem autencitet, kvalitet, improvisation og kontrollen med et budskab, er en værre én.

(N): Det er en ofte diskuteret problemstilling. Rent faktisk har det været værre de tidligere år. Problemet er jo, at CJF ikke er en centralt styret festival. Alle kan deltage, uanset hvad de præsenterer, bare de betaler et fast beløb. Det betyder bl.a. at et hvilket som helst sidegadeværtshus kan blive konverteret til spillested under CJF.

Og så er festivaladministrationen jo selv arrangør af alle de store koncerter samt størstedelen af de udendørs. De økonomiske midler, der tildeles CJF bruges således af festivalen til primært at promovere egne begivenheder, fremfor at dele sol og vind lige. Det er en gammel diskussion, der dukker op hvert eneste år - både før, under og efter festivalen.

Egentlig synes jeg, det er fint at der er en så stor stilistisk spredning som der er. Det er sådan musikken kommer videre. Man (jeg) kan bare vælge det fra. Der er jo rigeligt at vælge i mellem i forvejen.

(A): OK, interessant input, og jeg synes ideen med at holde det semi-centralt styret er fed, godt med løse partnerskaber. Men omvendt kunne det godt trænge til et belønningssystem, så man ikke får nogle døgnfluer der blot tænker at det kunne være sjovt at prøve af, når man så laver "støj på linien" overfor de mere seriøse etablerede musikere der ved hvad de laver. Jeg forstår godt du kan vælge det fra, men igen, sådan nogle som jeg der kigger på et navn uden alt for mange referencer, har ikke grundlag for samme dømmekraft.

F.eks. tog jeg kun kiss kiss bang bang fordi deres navnekoncept var sjovt. At de så også var OK, var blot held. TANKE: Hvad nu hvis Jazz.dk fik en "comment box" fra kunsteren selv som på få linier skulle skrive hvad de har i sinde at levere? Du ved, bare via facebook eller noget. Og så kan folk bagefter gå ind efter koncerten og give feedback direkte til kommentaren. Så ville det feedback give festivalen og dens partnere bedre dømmekraft på om man skulle give dem flere gigs næste år, afvise dem, eller give dem anderledes venues. F.eks. vil jeg enormt gerne genopleve Scofield hvis han spillede på jazzhouse og ikke koncerthuset.

(N): Åh ja - gode inputs du der lufter. Et problem er, at de der har flest jobs er ikke nødvendigvis de, der har mest på hjerte, men de, der er gode til at finde på skæve koncepter, der måske ikke altid har den høje kunstneriske værdi, men som udelukkende er opfundet fordi de er skæve og dermed kan generere opmærksomhed.

Det modsatte problem er at musikere, der dykker dybt ned i deres kunst og som gradvist udvikler den gennem hele livet, men som ikke er udadvendte og kan sælge sig selv, har ikke en chance på CJF, selvom de har en central placering i dansk jazz. Mantraet synlighed, synlighed, synlighed er i den grad gældende hvis man vil have spillerum på CJF - eller på en hvilken som helst festival for den sags skyld. Men andre ord: du skal kunne sælge dig selv.

De fleste musikere har en klar beskrivelse af deres musik, og CJFs site er også oplysende, ligesom der er genre betegnelser på alle koncerter. Men den direkte kommunikation mellem musikere og publikum på 'nettet foregår primært på fb, på ganske få jazz-blogs eller på musikernes egne sites. Men vi har da drøftet, om Jazz Specials site fremover kunne blive stedet hvor den slags foregår. Det kunne blive spændende.

(A): Helt sikkert. og jeg har også set aktiviteter forskellige steder. Men hvis CJF skal blive til mere end en ugentlig begivenhed som tiltrækker ikke jazz mennesker som jesus også får opmærksomhed en gang i december, og så ellers bliver til et udtryk uden egentlig handling, så skal de centrale folk være bedre til at fange folk via netop disse mekanismer, skabe et forum hvor det er OK ikke at kende til jazzlegender, og hvor det er nemt for jazzens nørder at få sagt til hr og fru DK, hvad han/hun har lyst til at give fra sig til aftenens koncert.

(N): Helt enig! Jeg synes også, at CJF tilbyder hele spektret; fra trampejazz over nydelig mainstream til de avancerede modeller og til noget, der ikke har skid med jazz at gøre, men som er fedt alligevel (som f.eks. Dreamer's Circus som jeg hørte). Dvs. der er noget både for de, der bare vil underholdes, de der er nysgerrige og nørderne.

Og det evigt tilbagevendende spørgsmål er da også: Hvor er alle de mennesker, der suger musikken til sig de resterende 51 uger af året. Hvis bare en femtedel af de 200.000 mennesker, der iflg. CJFs egne beregninger gæster København under CJF, gik ud og hørte live musik en gang om ugen, ville musiklivet blomstre i lille Dannevang og alle ville være glade. Men det er godt, at du som "udefra kommende" sætter fokus på det problem, som er blevet tæsket igennem internt i miljøet i årevis.

(A): Og det er jo nok essensen - at det konstant tæskes internt Og at dem som tænker eksternt, ikke er i jazz miljøet fordi der er langt mellem succes og reelle midler/penge.

(N): Right you are! Og at CJFs forhandlinger og aktioner holdes tæt ind til kroppen. Men igen - det er en bullen finger du der trykker på…

(A): Hehe. Nå anyway, så er jeg glad for at ugen forløb som den gjorde. Vejret en KÆMPE faktor om folk går ud og nyder talenterne, og det må siges at være på plads denne gang... Og jeg ved at jeg selv kommer til at engagere mig mere til næste år ift. hvad jeg skal opleve, og tage mine venner ud til. Og samtidig kommer jeg til at rådgive andre projekter såsom The Standard, i hvordan man kan udnytte det digitale univers til at få fat på den nye generation af lyttere, som lige nu tror at jazz er lig med filmen Chicago.

(N): Springer lige i det: Fik du dit interview med unge Alexander?

(A): Yes jeg gjorde. Og resultatet er filosofisk, men positivt. Han er legebarn i sjælen, det er ham der foreslår nye numre på selv samme dag, hans medmusikere fortæller at han tit improviserer, og at han ikke kan lade være med at komponere ting som forhåbentlig snart kommer på youtube. Han er autentisk. Men omvendt, så har jeg fået et nuanceret billede af hvad for jazz han spiller, og det er klart at det er "ligetil" og legefuldt. Så det matcher helt overens med et super, men ungt talent.

(N): Godt at høre at han er i kunstnerisk bevægelse og ikke er landet i en statisk vidunderbarn-status.

(A): Det kan det godt gå hen og blive hvis forældrene ikke kan håndtere opmærksomheden, men de virker til at forstå det og ikke holde ham tilbage fra selv at vælge sine numre uden indblanding. Meget positiv start.

(N): Så er vi tilbage hvor vi startede for en uge siden - sådan! Her fra det stille og idylliske Langerød vil jeg gerne sig tak for en udbytte- og lærerig korrespondance og meningsudveksling med dig. Jeg håber, at de, der stadig hænger på Jazz Specials site har haft en god oplevelse og håber at vi kan vende tilbage i 2015 - eller måske før - med yderligere en tur rundt i manegen.

En god eftersommer til alle!

(A): Og fra mig - vel sagt Niels, og god fortsat sommer!