Emene med mange svar

Copenhagen Jazz festival 2014 - som vi oplever den


Forfatter Besked
Skrevet den: 08. 07. 2014 [23:26]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
"Niels" skrev:

go here Christian McBride Trio, Jazzhouse. 6/7. Christian McBride (b), Christian Sands (p), Rodney Green (d). (***)
Hmmm – jakkesæt jazz? Neo-konservativ jazz? Jazz uden nosser? Alle tre udsagn kunne for så vidt passe på min oplevelse af den nye "baskonge", Christian McBrdie og hans velekcerserede trio.
Christian McBride spiller rent i alle tempi og alle tonearter. Han er veluddannet, han er velforberedt, han er sympatisk, han er tjekket ud til det bordeux jakkesæts yderste ærmekant. Hans to medmusikere går på scenen med ens, sorte jakkesæt, lys skjorte og slips med venlig imødekommenhed og lige så venlige smil.
De spiller alle tre eminent…
Og så er den skid altså også slået. For man bliver ikke overrasket. Man bliver ikke revet med. Ingen af de tre musikere virker som om musikken er vigtig for dem. De er på arbejde. Og de løser deres arbejde perfekt ud i mindste detalje. Det er imponerende. Men også en ret kedeligt og forudsigeligt, når den første imponerethed har lagt sig; tema-introduktion, pianosolo, bassolo, tema, slut.
Det jeg fandt mig selv sidde og savne var en tenorsax, der ville komme braldrende ind og skubbe, trække, hive de tre velklædte herrer ud på gyngende grund. Eller at en af dem ville skide på alle aftaler og spille noget som de ikke havde aftalt. Men det skete ikke. Derfor var det en skuffende koncert.
Koncerten tidligere i dag med Carsten Dahl, Lennart Ginman og Frands Rifbjerg i Jazzhus Montmartre havde i virkeligheden samme udgangspunkt, men blev en helt anden oplevelse. For ved den ultrakorte koncert levede musikken, sjælen i musikken åndede gennem tre musikere, der gik på scenen med lyst til at skabe musik her og nu.
Og hvad d’herrer McBride, Sands og Green måske har i instrumental overlegenhed, mangler de til gengæld i lyst – der blev sagt LYST - som i begær! Lyst er der til gengæld masser af hos Dahl, Ginman, Rifbjerg.
Og lyst avler som bekendt lyst og er en stor del af jazzens sjæl.



Christian McBride Trio(*****)
Line up: Christian McBride (cb), Christian Sands (p) og Ulysses Owens, Jr. (d).
Hvis jeg skulle lave en overskrift for hvert review, ville jeg kalde det "Den Brune Bjørn med de Hvide Briller". Da Christian træder ind på scenen, skarpt velklædt, stor i udtrykket og med to følgesvende ligeså skarpe og med en mission. Og den lykkedes over al forventning. I 90 minutter fik vi den ene efter den anden lektion i hvordan man morer sig, er nærværende, og samtidig udforsker jazzens vidundere set fra en stor solid kontrabas. I Christians store hænder virkede det næsten som en guitar, og han formåede også at spille som var det en leg at gå fra de dybe tunge strenge, og helt op i det høje pizzicatobaserede register i løbet af et splitsekund. Hans egne kompositioner var forrygende, moderne, men klassiske i måden vi alle kunne forholde os til et tema, men også overrasket over form og dynamik.

Christian Sands på klaver var verdensklasse. Intet mindre. Hans hænder kunne få Usain Bolt til at stoppe op, og nyde synet af en kreativitet jeg ikke har set længe på et ellers ret klassisk instruments. På et tidspunkt sværger jeg at jeg hørte et manuelt designet ekko, et trick man kun kan udføre når man har fuldkommen styr på fart, spænding og tangenttryk. Ulysses på trommer var perfekt komplimenterende, og selvom det ikke er mit yndlingsinstrument på solostykkerne, var dette stadig sublimt udført, med eventyr og nye måder at få whiskers til at lyde som stille fyrværkeri på en kold klar nattehimmel. Det var min bedste oplevelse so far, og glæder mig til endnu flere i morgen!

@Niels, forstår ikke helt det med at du ikke kunne mære lysten - de hyggede sig enormt, vandt publikum fra første færd, og da jeg stod helt oppe på siden med hovedet på skrå, så jeg hvordan Sands lænede hovedet tilbage, lyttede og nød. Og McBrides brede smil når der kom gang i den. Måske du stod for langt væk? ;-)
Skrevet den: 09. 07. 2014 [00:20]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
IKI (*____*) - forklares senere.
Line up: Kamilla Kovacs (voc), Guro Tveitnes(voc), Johanna Sulkunen(voc), Mia Marlen Berg(voc), Anna Mose(voc), Jullie Hjetland(voc).
Pinligt for sent kom hjem halsende ind ad Skt Jakobs Kirken, men venligt mødt af billetlugen. "Shhhh, husk at åbn døren stille" var rådet til mig. Så det gjorde jeg selvfølgelig, og godt jeg gjorde det! Sjældent er jeg gået ind i et rum og fået så meget intensitet lige i hovedet. Men på den stille måde. Tre kvinder ved kirkedøren, vuggende med kroppen, syngende og gyngende mod 3 andre kvinder ved alteret. Tonerne rummede hele kirken, med en så fredsfyldt, harmonisk og særpræget klang at jeg glemte at trække vejret. Listede mig ud på siden for at få "stereo" effekt.
Jeg fik øje på deres blikke, fæstnet hårdt på hinanden, selvom de stod ti meter væk. Med en sær, forunderlig skiften mellem smukke harmonier, atonale skift, Hval-agtige lyde, og hvisken, hvæsen og sære rytmer blæst ud i tunge vejrtrækninger, udfoldede melodierne sig for vores øjne - og hvert sekund var der verdenspremiere...
IKI er en gruppe af seks kvinder fra Rytmekonservatoriet, som synger uden brug af instrumenter, fast repertoire, pre-øvede sange, og nogen som helt form for - ja FORM. Alt de har er deres stemmer, tekniske dygtighed, og et sæt ører som de bruger ekstremt aktive for at lytte sig ind på hinanden. Resten er op til nuet. Hvem der starter, og hvordan den lyd kommer ud, ved kun dén som mærker intuitionen til at gøre det. Hvem der kommer næst er det samme scenarie.
Der er ingen tvivl om at pigerne er tonsedygtige, og deres vokale vider rækker langt. Fra nærmest dyriske lyde, til elveriske stemninger. Og så klinger de sindsygt godt sammen! Nogle sange startede med en lang, åben tone. Nærmest messende. En sang startede med en pluddersamtale, som gik over i regnskovslyde for gakkede fugle, og blev til stormende bølger på et smaragdgrønt ocean. Har aldrig oplevet så mange billeder i mit hovede under én "sang".
Koncerten udviklede sig konstant, også fysisk, alle vokalister på én række, tæt samlet, spredt, overfor hinanden igen foran alteret. Skiftende positioner mellem hinanden, så snart det gav "mening" at to lyde levede af hinanden. En time senere var det slut. Og jeg var målløs.
Øverst har jeg givet stjerner, men giver kun den første og den sjette stjerne. Der er tomt imellem. Og hvorfor så det? Fordi jeg som lytter også er havnet i et småfilosofisk dilemma. Hvordan måler man noget som ikke har nogen som helst form for form? Koncerten er den reneste subjektivitet, ingen mulighed for at beskrive hvad sangen skulle, ville, kunne.
Selvom jeg ikke er bleg for at indrømme at jeg var helt skudt i oplevelsen, og gerne vil gøre mit for at opleve det igen, generer det mig at jeg ikke kan sætte tidligere former for erfaringer på min oplevelser, fordi IKI i deres koncept giver afkald på at man kan. Ligesom det bovlamme udtryk "alt er relativt". Nærmest som at skulle beskrive hvordan man løber som vægtløs i rummet.
Så enten kan jeg kun give én - faktisk måske nul stjerner - eller også skal de nærmest have seks ud af fem, fordi de formår at give mig den RENE innovation. Den RENE ånd i musikken, og den ultimative vej fra tanke, tid & intuition, til en realitet i selv samme nu.
Skrevet den: 09. 07. 2014 [12:51]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
go site 8/7, IKI, Sankt Jacobs Kirke 8/7. (* * * * *)
Det starter ganske småt med tre hviskende kvindestemmer ved alteret i den smukt istandsatte kirke. Disse suppleres af yderligere tre stemmer fra indgangsdøren. Og snart er det vidunderligt klingende rum indhyllet i komplicerede vokale rytmiske mønstre.
Publikum sidder tavse og koncentrerede. Nogle forventningsfulde, andre forbavsede og atter andre mystificerede. Men undervejs i koncerten står det helt klart, at IKI er en musikalsk udtryksform som ingen anden.
Intet af musikken er hverken nedskrevet, arrangeret eller forberedt; den øjeblikkelige stemning bestemmer forløbet af den ca. 50 minutter lange koncert med IKI. Og den af de seks kvinder, der har idéerne, bestemmer forløbet af en koncert.
Indledningssekvensen lyder som gregoriansk kormusik, og så alligevel ikke. For der bliver blandet nogle ”blå” toner ind. Herfra glider musikken gradvist over i noget, der minder om norsk fjeldjazz, for så at ende i stønnen, hyssen og stakkaterede vokale rytmiske udladninger, som hele tiden forandrer sig, snart er vi midt i et fuglebur, så videre til en animeret diskussion mellem tre hold indædte kvinder for til sidst at ende med et stykke, som Arvo Pärt ville have være stolt af at stå som komponist til.
Jeg har efterhånden overværet en håndfuld optrædener med IKI og kan roligt sige, at hver eneste er absolut enestående og vidt forskellig fra de andre. Den ro med hvilken musikken får lov at udvikle sig, lignet intet andet. Her er det musik på musikkens betingelser. Og holder man som lytter koncentrationen fast, er der mulighed for at få en kæmpe oplevelse, som ikke fås tilsvarende andre steder; seks begavede musikere, der improviserer med det instrument, de har haft og behersket fra fødslen; stemmen.
Jeg kan med stor glæde anbefale alle at overvære en optræden af IKI; det er en berigende oplevelse.

M.G. Petersens Familiehave, 8/7. Peruna Jazzmen.
Paul Bocciolone Strandberg (tp), Peter Aller, (cl), Arne Højbjerg (tb), Claus Forchhammer (cl), Annette Strauss (p), Jonas Winding (bjo), Mik Schack (vaskebrædt), Henning Lorenzen (sousafon).
En cykeltur fra Østerbro til Frederiksberg. En overgang fra den ultimative musikalske oplevelse, der skabes her og nu, til et musikalsk udtryk, der blev defineret for snart hundrede år siden, som er blevet spillet af Danmarks ældste jazzorkester gennem et halvt århundrede og som har undergået ganske få forandringer.
Allerede i 1959 begyndte Peruna Jazzmen at spille jazz, som den blev spillet i USA i 1920erne – og det har de gjort siden, med banjo, sousafon og vaskebræt. Eneste udvikling er at pianisten nu benytter sig af et elektrisk klaver. Musikken og lyden er den samme som den var, da orkestret blev dannet. Godt gået!
Og de gør det fremragende, hvis man kan lide den slags. Og det er der mange som kan, hvis man skal dømme efter fremmødet i M.G. Petersens Familiehave. De mange mennesker stod i kø for at komme ind og høre Peruna Jazzmen. Men måske i lige så høj grad for at spise sig igennem en svingende tallerken paneret stegt flæsk, panerede stegte ål, eller noget der lignede roastbeef (dog ikke paneret). Hertil øl i rigelige mængder.
Det var overraskende nok ikke udelukkende det grå eller det hvide guld, der stod i kø. Jo da , der var masser af skisokker i sandalerne og similiørenringe, men der var så sandelig også yngre familier med børn blandt publikum.
Peruna spillede det bedste de havde lært. Ingen i dette land – eller måske i hele verden – kan formidle denne ganske enkle og oprindelige musik med et sådant nærvær og en sådan sand glæde. Det er den kollektive spillestil, der dominerer musikken. Ingen fører sig frem for alvor, men blender ind i den samme Gumbo.
En stor fornøjelse til duften af paneret flæsk. Så er vi for alvor kommet tilbage i tiden.


[Denne artikel er rettet 1 gange, sidst 09.07.2014 klokken 12:51.]
Skrevet den: 10. 07. 2014 [13:26]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
8/7, Kulturhuset Viften, Hiromi The Trio Project. Hiromi Uehara (p), Anthony Jackson (elb), Simon Phillips (d). * * *
Kulturhuset Viften i Rødovre har de seneste år præsenteret en imponerende række af fusionsjazzens førende musikere. Stedet er velegnet til netop fusionsjazz. Et tæt, regulært lokale med god lyd og perfekt overblik uanset hvor man sidder.
Jeg havde set frem til denne koncert i lang tid. Den unge pianist(inde) Hiromi Uehara har siden hun blæste frem for få år siden, kraftigt markeret sig som en musiker med mod på livet og med tjek på alt, hvad der har tangenter. Hendes egne udgivelser og duoprojekter med bl.a. Chick Corea vidner om en ung musiker med mod på livet og med stor sikkerhed i eget værd. Og da hun til overflod havde den fremragende engelske trommeslager Simon Phillips og min absolutte favorit-elbassist, Anthony Jackson med, så det rosenrødt ud. Jeg glædede mig.
Den stopfyldte sal glædede sig også. Men tre minutter inden musikerne gik på scenen, kom det første go jab.
Fra PA-anlægget lød flg.: ”Det er forbudt at fotografere, filme eller optage koncerten. Hvis nogen gør det alligevel, vil de blive bortvist fra koncertlokalet. Vi ønsker alle en god koncert.”
”Nå ja, det er vel managementet, der puster sig op på kunstnerens vegne”, tænkte jeg og kom i tanke om dengang Keith Jarrett skældte publikum huden fuld på Umbria Jazz Festival i 2007 (https://www.youtube.com/watch?v=BB9mMABRM0c).
Vi rystede smilende på hovedet og overvejede, om vi skulle spørge om lov før vi applauderede musikken.
Nå, tilbage til musikken. Den startede som lyn og torden. Den fortsatte som lyn og torden og den endte i ragnarok. En kort rubato indledning lagde op til et rasende hurtigt halvfjerdser inspireret stykke fusionsmusik, der kunne være hentet op af Chick Coreas skitsespand. Det var andet jab.
Og sådan fortsatte det resten af koncerten.
Uehara spiller fuldstændig fantastisk. Det vil sige, hun spiller rasende hurtigt, er enestående teknisk dygtig og har tjek på hele klaverhistorien; i en af sine talrige tour-de-force’r nåede hun at citere både Erroll Garner og Herbie Hancock inden for en fire takters periode; det er fandeme flot klaret!
Men man får hurtigt nok af al den dygtighed, der i øvrigt ikke blev gjort mere lytteværdig af at Uehara spillede på det store Yamaha koncertflygel, der ikke – slet ikke – besidder de samme dynamisk og klangmæssige kvaliteter som fætrene fra Steinway og Fazioli.
I stedet fokuserede jeg på Jackson, der hele tiden forsøgte at få musik ud af anstrengelserne. Han havde konstant blikket rettet mod hovedsolisten og gjorde hvad han kunne for at lægge bunden til rette for hende. Mageløst elegant og alligevel med den nødvendige tyngde i den grundlæggende backing. Men lige meget hjalp det. den bette japanerinde ænsede ham ikke og spænede sine egne veje.
OK, så prøver vi at følge Simon Phillips. Og snart stod det klart, at hans væsentligste opgave var at markere et-slaget i takten, når Uehara havde vovet sig for langt ud af tangenterne. Phillips’ stærkt profilerede og teknisk overdådige spil flettede sig dog smukt sammen med Jacksons basranker, så her var der mulighed for at få sin lyttelyst stillet. Og det var hvad jeg så brugte resten af koncerten på.
Alligevel var det en tilfredsstillelse at forlade Viftens dejlige koncertlokale. Resten af publikum var begejstrede og vi fik jo her mulighed for at høre to af verdens absolut fedeste musikere vise sig fra deres bedste side. At de så backede et vidunderbarn, der vil det hele på en gang, uden egentlig at have et klart musikalsk fokus, måtte vi leve med.
Men der er ingen tvivl om at Hiromi spiller i en af de store koncertsale næste gang hun er i København. Vidunderbørn har jo altid kunne fylde hytten.

[Denne artikel er rettet 1 gange, sidst 10.07.2014 klokken 13:38.]
Skrevet den: 10. 07. 2014 [13:40]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
"engelhardt" skrev:

"Niels" skrev:

Christian McBride Trio, Jazzhouse. 6/7. Christian McBride (b), Christian Sands (p), Rodney Green (d). (***)
Hmmm – jakkesæt jazz? Neo-konservativ jazz? Jazz uden nosser? Alle tre udsagn kunne for så vidt passe på min oplevelse af den nye "baskonge", Christian McBrdie og hans velekcerserede trio.
Christian McBride spiller rent i alle tempi og alle tonearter. Han er veluddannet, han er velforberedt, han er sympatisk, han er tjekket ud til det bordeux jakkesæts yderste ærmekant. Hans to medmusikere går på scenen med ens, sorte jakkesæt, lys skjorte og slips med venlig imødekommenhed og lige så venlige smil.
De spiller alle tre eminent…
Og så er den skid altså også slået. For man bliver ikke overrasket. Man bliver ikke revet med. Ingen af de tre musikere virker som om musikken er vigtig for dem. De er på arbejde. Og de løser deres arbejde perfekt ud i mindste detalje. Det er imponerende. Men også en ret kedeligt og forudsigeligt, når den første imponerethed har lagt sig; tema-introduktion, pianosolo, bassolo, tema, slut.
Det jeg fandt mig selv sidde og savne var en tenorsax, der ville komme braldrende ind og skubbe, trække, hive de tre velklædte herrer ud på gyngende grund. Eller at en af dem ville skide på alle aftaler og spille noget som de ikke havde aftalt. Men det skete ikke. Derfor var det en skuffende koncert.
Koncerten tidligere i dag med Carsten Dahl, Lennart Ginman og Frands Rifbjerg i Jazzhus Montmartre havde i virkeligheden samme udgangspunkt, men blev en helt anden oplevelse. For ved den ultrakorte koncert levede musikken, sjælen i musikken åndede gennem tre musikere, der gik på scenen med lyst til at skabe musik her og nu.
Og hvad d’herrer McBride, Sands og Green måske har i instrumental overlegenhed, mangler de til gengæld i lyst – der blev sagt LYST - som i begær! Lyst er der til gengæld masser af hos Dahl, Ginman, Rifbjerg.
Og lyst avler som bekendt lyst og er en stor del af jazzens sjæl.

Christian McBride Trio(*****)
Line up: Christian McBride (cb), Christian Sands (p) og Ulysses Owens, Jr. (d).
Hvis jeg skulle lave en overskrift for hvert review, ville jeg kalde det "Den Brune Bjørn med de Hvide Briller". Da Christian træder ind på scenen, skarpt velklædt, stor i udtrykket og med to følgesvende ligeså skarpe og med en mission. Og den lykkedes over al forventning. I 90 minutter fik vi den ene efter den anden lektion i hvordan man morer sig, er nærværende, og samtidig udforsker jazzens vidundere set fra en stor solid kontrabas. I Christians store hænder virkede det næsten som en guitar, og han formåede også at spille som var det en leg at gå fra de dybe tunge strenge, og helt op i det høje pizzicatobaserede register i løbet af et splitsekund. Hans egne kompositioner var forrygende, moderne, men klassiske i måden vi alle kunne forholde os til et tema, men også overrasket over form og dynamik.
Christian Sands på klaver var verdensklasse. Intet mindre. Hans hænder kunne få Usain Bolt til at stoppe op, og nyde synet af en kreativitet jeg ikke har set længe på et ellers ret klassisk instruments. På et tidspunkt sværger jeg at jeg hørte et manuelt designet ekko, et trick man kun kan udføre når man har fuldkommen styr på fart, spænding og tangenttryk. Ulysses på trommer var perfekt komplimenterende, og selvom det ikke er mit yndlingsinstrument på solostykkerne, var dette stadig sublimt udført, med eventyr og nye måder at få whiskers til at lyde som stille fyrværkeri på en kold klar nattehimmel. Det var min bedste oplevelse so far, og glæder mig til endnu flere i morgen!
@Niels, forstår ikke helt det med at du ikke kunne mære lysten - de hyggede sig enormt, vandt publikum fra første færd, og da jeg stod helt oppe på siden med hovedet på skrå, så jeg hvordan Sands lænede hovedet tilbage, lyttede og nød. Og McBrides brede smil når der kom gang i den. Måske du stod for langt væk? ;-)


@Adam, nej, det tror jeg ikke. Jeg stod ret for, midt i lokalet og tog musikken ind uden hele tiden af kigge på musikerne. Jeg anerkender til fulde deres kunnen og evne til at fyre den af. Men savnede ganske enkelt synlig og hørbar spillelyst.
Skrevet den: 10. 07. 2014 [14:03]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
Jazzgadegudstjeneste, Trinitatis Kirke, 9/7, KrummeLanke. Thomas Daugbjerg (g), Sophus August Tuxen (key), Aske Ditzel (d). ****

Hmmm – det lyder som en selvmodsigelse.

En gudstjenester er en højtidelig affære og jazz som regel det modsatte – specielt udendørs midt i det sommertravle København. Så den snupper jeg.

Vel fremme bliver det sagt, at den annoncerede sangerinde Kira Martini var blevet syg og erstattet af bandet KrummeLanke.

Hmmm x 2 - navnet lyder som en vittighed, men jeg giver dem et øre. Og ligesom sidste år, da jeg gæstede Det Lille Musikhus i Kompagnistræde og hørte en forførende koncert med Klökkeblömst, blev jeg fortryllet af et originalt og enkelt musikalsk udtryk uden dikkedarer og dogmer; musik for musikkens skyld.

Små, vævre kompositioner, der bestemt ikke fulgte reglerne for, hvordan man griber musikken an. Men jeg overgav mig totalt til trioens finurlige, små melodier i en udefinerlig stil; hverken jazz eller noget andet, men overbevisende undfanget og legende spillet musik. Karakteristisk bliver bassen spillet i venstrehånden af keyboardspiller Sophus August Tuxen – uden at der gik Ray Manzarek i den – samtidig med at han passede såvel harmonier som de skæve melodistumper.

Teknisk er de tre musikere på et fint niveau. Baggrunden er gymnasial uddannelse på Aurehøj Gymnasium, lysten kommer indefra og målet – tja, hvem ved…

Men hold øje med KrummeLanke. De holder big time!
Skrevet den: 10. 07. 2014 [14:27]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
9/7, Balders Plads, Alain Apaloo Trio.
Alain Apaloo (g, voc), Maciej Szymczynski (b), Jens Stocklund Jensen (d). ****

Al musik, der med et fortærsket ord kaldes ”rytmisk”, kommer oprindeligt fra Vestafrika. Det ved vi og det er et fastslået faktum. I USA udviklede den afrikanske musik sig i mange forskellige retninger; en af dem var blues. Musikken har spredt sig over hele verden, og er bl.a. kommet tilbage til Afrika, hvorfra den i en ny form er taget på langfart igen for atter at inspirere videre.

Guitaristen Alain Apaloo er født i Togo, opvokset i Frankrig og nu bosiddende i Danmark med en solid uddannelse på Rytmekons bag sig. Og Alain Apaloo spiller og synger blues så enhver amerikansk Chicago-blues musikere må lette på hatten!

Balders Plads ligger lige midt på det hippe Nørrebro. Pladsen er fuldsat af et meget bredt orienteret publikum. Mange unge, ikke så mange ældre, men alle med godt humør og festlyst.

Toget skal lige gang. Apaloo stemmer de fem guitarer, indstiller lyden. Stemmer lidt mere. Skruer op og ned. Bassisten og trommeslageren tjatter lidt til instrumenterne. Og SÅ er vi i gang.

Alain Apaloo er mere end ferm. Han spiller og lyder som da real thang, han har en fed feeling og behersker alle bluesmusikkens licks og klichéer. Hen i mod slutningen af det timelange sæt jeg hørte, dukkede der oven i købet lidt Hendrix op på den indre IPod, så overbevisende var Apaloos spil. Og så swinger det sgu som død og helvede.

Han blev fulgt godt på vej af den sejt spillende bassist Maciej Szymczynski, der tilføjede nogle fine, ret jazzede løb til sine soli og en funky trommeslager, uden dikkedarer, Jens Stoklund Jensen.

Balders Plads gyngede, ølglassene duggede og halvguden Balder kiggede stensikkert smilende med fra Breidablik.
Skrevet den: 11. 07. 2014 [10:12]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
The John Scofield Überjam Band (***)
Line up: Scofield (g) Avi Bortnick (sg), Andy Hess (b), Terence Higgins(d), John Medeski (p)
Det havde ellers ikke skortet på store ord og høje forvetninger om Scofield, så selv jeg, som ikke endnu havde haft jazzkendskab nok til at vide hvad der skulle ske, sad spændt på mit sæde i DR koncerthuset på 1. balkon og var klar til skabelse af magi. Scenen var ret stor, og instrumenterne placeret i midten, lignede lidt et øvelokale i en lagerhal (en pæn en af slagsen dog).

Efter en kort introduktion, dukker banded op af mørket, og det var tydeligt at folk i salen havde glædet sig overordentligt. Klapsalverne virkede næsten som om koncerten var færdig, så efter 30 sekunder manede John Scofield til ro, og sagde "thank you". Og dernæst stilhed. Salen blev stille, og bandet blev ved med at hutle rund med indstillingerne og ledninger. Jeg bemærkede det som underligt, og at de lidt tågede rundt som var det kommet for sent op til en morgenøver og havde sprunget kaffen over. Klar, parat, start - nu var de i gang!

Musikken er cool - en godt gennemtænkt blanding af mainstream avantgarde jazz & funk med elektronisk background fra guitarist & sampler Avi Bortnick, der også skulle vise sig at være mest fremme i skoene den aften. Desværre. De første numre var fra deres plade "Überjam Deux" - en moden plade eftersigende fra anmeldere, som også havde strøet en del stjerne udover dem. Og jeg mærkede....intet. Desværre. For jeg ville sgu gerne! Glad med en øl i hånden, slog jeg ørene ud, og havde det lidt ligesom drengen i Kejserens nye klæder; "Jamen, de har jo ikke noget magi?". Det var en sløv opstart, og jeg bemærkede også at bassisten hele tiden gjorde tegn til lyden om at få mere af Scofields guitar i sin monitor. Og ja, Scofields guitar lød også MEGET forkølet. Hvad der normalt lyder som "hvalsang", dvs når guitarens lyder nærmest er omvendt fordi guitaristen skruer ned og så op når strengen spilles, blev til killingeklynk. Og det svarer i Scofields tilfælde til, hvis Stevie Wonder havde en slem forkølelse men stadig hakkede sig igennem "Superstition".

Vi skulle helt igennem 4 nummer, før der kom "hul" igennem til energien, og så lød det også rigtig fint. Fede kompositioner, som fik mig til at tænke på hvordan mon musikere i 70'erne ville tro SCI-FI Jazz ville lyde, hvis de havde adgang til den type samplere AVI havde i sin besiddelse. De hårde samples under det hvirvlende tæppe af lydkulisser, var godt tænkt, dog blev det også lidt for stift og plastik, som en glad nybegynder der har fået Logic på sin mac, og er igang med at lave sit første beat. Det var sjovt at lytte på, indrømmet. Og numre såsom Boogie Stupid var faktisk også sjove, alternative og bød på nerve rent kompositorisk. Men så heller ikke mere. Jeg kunne simpelthen ikke fornemme musikerne på scenen, som til vores "ære" havde fløjet en HEL dag tidligere til København fra Ukraine, da de forrige år kom 5 timer for sent. Jamen tak for det da, men jeg formoder også at Scofield også synes København ville være en fedt sted under Jazzfestivalen.

Måske det var rummet, ALT for pænt og stort til den energiudladning jeg var vidne til, og når jeg kiggede mig omkring kunne jeg da heller ikke se særlig mange hoveder rykke rundt i begejstring. Tværtimod sad jeg ved siden af en fyr, som flere gange begyndt at tjekke sin Facebook. Havde det været et tættere pakke sted med rå cement på gulvet og absinthe i baren, havde oplevelsen været meget mere intakt. Jeg ved at Scofield burde være ypperligt, og jeg har også hørt mere af musikken eftefølgende, som også vokser på mig. Men koncerten? Den blev til en småflad fornemmelse.

Jeg tog hjem senere, og var langt mere begejstret over energien tidligere på dagen hos kvindekoret IKI, 5 piger som - den dag - havde mere at byde på.

[Denne artikel er rettet 2 gange, sidst 11.07.2014 klokken 10:18.]
Skrevet den: 11. 07. 2014 [11:46]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
9/7, Den Sorte Diamant, Rava/Louke/Bodilsen/Lund. Enrico Rava (tp), Lionel Louke (g), Jesper Bodilsen (b), Morten Lund (d). 1. sæt ****

Jazz fra det tyske pladeselskab ECM er i en klasse for sig. Specielt i den ”oprindelige” form, fra selskabets start i begyndelsen af halvfjerdserne. Musikken måtte helst ikke blive for energisk, der var større fokus på klang og musikkens intellektuelle indhold end på groove og energi. Sådan ville vi have det og sådan fik vi det. Derfor var/er ECM et af de seneste årtiers mest indflydelsesrige - og profitskabende - pladeselskaber. Blandt selskabets storsælgere og stilskabere kan nævnes Keith Jarrett, Jan Garbarek, Pat Metheny (de tidlige plader), Gary Burton og Chick Corea.

En af pionererne på ECM er den italienske trompetist Enrico Rava, med den smukke tone og det romantiske og velovervejede spil. Rava modtog i 2002 den prestigefulde JazzPar-pris og spillede/indspillede ved den lejlighed med bl.a. sin landsmand, pianisten Stefano Bollani, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund. Samarbejdet mellem de tre sidstnævnte fortsatte som bekendt med stor succes og den trio har spillet mange gange med stor succes i Diamanten. Han var desværre forhindret denne aften, så Bodilsen/Lund valgte at invitere Rava til en one-off koncert. Som erstatning for Bollani hørtes guitaristen fra Benin, Lionel Loueke.

Og vi var afgjort tilbage i ECM-land. Bodilsen/Lund/Rava har alle evnen at ligesom lade musikken spille sig selv. Tema og soli spilles uden de store falbelader eller armbevægelser. Ja, ofte er man i tvivl om hvad der er hvad. Ravas fuldtonede trompet stod stolt og markant i det glidende og ganske svagt udviklende lydbillede. Han var den mest featurede og mest hørværdige solist ved denne koncert; ret flot i betragtning af, at han er 75 år gammel.

Bodilsen/Lund spillede som altid perfekt til opgaven. Diskret medlevende uden at gå i vejen og med overlegent behersket dynamik. Ikke alle er måske klar over det, men i de to herrer har Danmark en gylden og efterspurgt kunstnerisk eksportartikel, som der bør skønnes på.

Det var straks sværere at indlemme Lionel Loueke i dette ECM-univers. Når han er på egen boldgade, flyder musikken fra ham til lytterens salige fryd. Men her var han lidt som en hund i et spil kegler – i slowmotion. Loueke er en fremragende musiker og har fuldt ud tjek på de effekter, der kan udvide guitarens klangmuligheder. Men det var ikke tilstrækkeligt her. Og ganske naturligt, da ikke hvem som helst uhindret kan træde ind og medvirke i det særlige musikalske univers, der er skabt og udviklet af Enrico Rava. Loueke gjorde hvad han kunne for at træde ind i musikken, men virkede en anelse i tvivl om hvordan han skulle gribe den an.

Det sæt jeg hørte fik dog en stemningsfuld afslutning, da Rava med et stille smil valgte at dedikere sidste nummer – Jobims ”Insensatez” - til Brasilien. “They need it”, var hans kommentar, med henvisning til, at det brasilianske fodboldlandshold aftenen før var blevet udraderet 7-1 af den tyske fodboldmaskine. Herefter fulgte en meget smuk og tilbageholdt version af en af de smukkeste melodier nogensinde.


[Denne artikel er rettet 4 gange, sidst 11.07.2014 klokken 11:51.]
Skrevet den: 11. 07. 2014 [12:28]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
10/7, Sankt Hans Torv, Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg Duo.
Dawda Jobarteh (kora), Stefan Pasborg (d). ***

Blandt de mange vidunderlige musikere, der de seneste år har valgt at slå sig ned i Danmark, er den gambianske koraspiller, Dawda Jobarteh http://en.wikipedia.org/wiki/Kora_(instrument)
Som barnebarn af den legendariske sanger Alhaji Bai Konte og har været omgivet af sit lands musik siden fødslen. Som mange jævnaldrende musikere fra den del af verden søger Jobarteh at udvide sit instruments muligheder, og inspiration fra samspil med musikere fra andre traditioner. Derfor bor han nu i Danmark og derfor fyrer den af, hvor han kan komme af sted med det.

Trommeslageren Stefan Pasborg er den unge danske generations mest lysende trommeslager. Med et saftig beat, flot teknik og et fantastisk gåpåmod er Pasborg altid en fornøjelse at lytte til. Hans meriter sammen med bl.a. Ibrahim Electric har desuden givet ham et stort, ungt publikum. Tjek Pasborg og Alex Riels fælles udgivelse http://stix-shop.dk/cds-1/alex-riel-stefan-pasborg-drum-faces-p45 - en af de seneste år fedeste gang-i-den cd’er.

Tilbage til koncerten: Det starter fint med en koraindledning, hvor det er tydeligt, at Jobarteh endnu ikke helt har fået tjek på wah-wah, distortion og andre gadgets. Pasborg sætter ild under tønderne med sit sædvanlige energiske straight-ahead trommespil og der køres parløb. Derefter videre til en effektiv og buldrende (på den fede måde) trommesolo. Og så er Jobarteh alene i lydbilledet. Her kan man fornemme at han, udover sit eget lands musik, også har tilegnet sig en del fra den vestlige verdens musik. Der skimtes en del blues (naturligt nok, da blues oprindeligt stammer fra det vestlige Afrika), der høres bevidst dissonnans og brugen af de føromtalte effekter er ved at være på plads.

Sidste nummer jeg hørte var Jobartehs kommentar til amoralske og korrupte politikeres skalten og valten med menneskeliv og menneskelige værdier. En rasende og nærmest Hendrix-lignende suite, hvor Jobarteh også brugte sin smukke stemme, der lige så stille gik over i en smuk og anderledes version af den smukke danske sang, ”Jeg gik mig ud en sommerdag”.

Musikken holdt. Publikum var med hele vejen. Det duoformat har gode fremtidsmuligheder. Desværre troede lydteknikeren på koncerten, at han var på Roskilde Festival og bønnede i løbet af sættet så meget op for lyden, at detaljerne efterhånden flød sammen i kakafonien. Så jeg sagde pænt farvel og fortsatte min færd ud i festivalen.


[Denne artikel er rettet 1 gange, sidst 11.07.2014 klokken 12:29.]