Nulstil kodeord

Tilbage til loginformular 

Emene med mange svar

Copenhagen Jazz festival 2014 - som vi oplever den


Afstemning
Spørgsmål:
Hvilken koncert glæder du dig mest til under CJF 2014?
Corea/Clarke
 
0 af 2 svar (0%)
Scofield's Überjam
 
2 af 2 svar (100%)


Forfatter Besked
Skrevet den: 29. 06. 2014 [20:18]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
Velkommen til debat på Jazz Specials eget site!
Undertegnede Niels Christensen og Adam Engelhardt vil rende byen tynd under CJF og høre så meget musik som vi magter.
Nogle koncerter vil have os begge som lyttere, andre vil vi opleve hver for sig. Undervejs i festivalen vil vi fortælle om vores oplevelser i dette forum, vi vil debattere og vi vil med garanti diskutere udbyttet af koncertoplevelserne.
Efterfølgende vil vores udgydelser - i redigeret form - blive bragt som selvstændig artikel i den analoge udgave af Jazz Special # 140, der udkommer omkring 1. august 2014.
Skulle du have lyst til at deltage i debatten, er du velkommen til det.
Vi ses derude. Hav en rigtig god Copenhagen Jazz Festival 2014!
Mange hilsner
Niels Christensen
Skrevet den: 03. 07. 2014 [17:39]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
"Niels" skrev:

Velkommen til debat på Jazz Specials eget site!
Undertegnede Niels Christensen og Adam Engelhardt vil rende byen tynd under CJF og høre så meget musik som vi magter.
Nogle koncerter vil have os begge som lyttere, andre vil vi opleve hver for sig. Undervejs i festivalen vil vi fortælle om vores oplevelser i dette forum, vi vil debattere og vi vil med garanti diskutere udbyttet af koncertoplevelserne.
Efterfølgende vil vores udgydelser - i redigeret form - blive bragt som selvstændig artikel i den analoge udgave af Jazz Special # 140, der udkommer omkring 1. august 2014.
Skulle du have lyst til at deltage i debatten, er du velkommen til det.
Vi ses derude. Hav en rigtig god Copenhagen Jazz Festival 2014!
Mange hilsner
Niels Christensen


Hej til dem som ser med her på tråden. Som Niels fortæller, så hedder jeg Adam Engelhardt, og skal være Niels sparringspartner i en dialog som går på tværs af koncerter, indtryk og holdninger til musikken m.m.
Det skal nok blive sjovt - så "stay tuned" for daglige opdateringer!

Mvh Adam.
Skrevet den: 03. 07. 2014 [17:42]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
"engelhardt" skrev:

"Niels" skrev:

Velkommen til debat på Jazz Specials eget site!
Undertegnede Niels Christensen og Adam Engelhardt vil rende byen tynd under CJF og høre så meget musik som vi magter.
Nogle koncerter vil have os begge som lyttere, andre vil vi opleve hver for sig. Undervejs i festivalen vil vi fortælle om vores oplevelser i dette forum, vi vil debattere og vi vil med garanti diskutere udbyttet af koncertoplevelserne.
Efterfølgende vil vores udgydelser - i redigeret form - blive bragt som selvstændig artikel i den analoge udgave af Jazz Special # 140, der udkommer omkring 1. august 2014.
Skulle du have lyst til at deltage i debatten, er du velkommen til det.
Vi ses derude. Hav en rigtig god Copenhagen Jazz Festival 2014!
Mange hilsner
Niels Christensen

Hej til dem som ser med her på tråden. Som Niels fortæller, så hedder jeg Adam Engelhardt, og skal være Niels sparringspartner i en dialog som går på tværs af koncerter, indtryk og holdninger til musikken m.m.
Det skal nok blive sjovt - så "stay tuned" for daglige opdateringer!
Mvh Adam.


PS: For dem som ikke aner hvem jeg er (hvilket nok er forståeligt i dette forum), så arbejder jeg til dagligt hos Google, har meget med salg/markedsføring og ledelse at gøre, og er noget af en novice indenfor Jazz. Så mine kommentarer vil nok ikke være helt standard, måske endda dumdristige vil nogen sige, men til gengæld hudløs ærlige.
Skrevet den: 05. 07. 2014 [13:15]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
"we have this young talent, Joey Alexander - just 10 years old - playing soon".

Jeg sidder lige nu med et glas kølig og tiltrængt hvidvin på The Standards terrasse, og venter spændt på Joey Alexander Trio. Servitricen guider turisterne igennem restauranten med et stort smil, og lægger vægt hele 2 gange på at Joey Alexander KUN er 10 år gammel. 10 år. Jesus.

Niels Lan Doky har priset ham højere end skyerne overfor mig, og mine indtryk af det 10 årige "vidunder" fra Indonesien, har det også sat mærke i mig efter diverse YouTube videoer. Men hvordan er han så live? Og måske endnu mere vigtigt, hvordan er han som person - live.
Talent og alder har ofte en "sexet" sammenhæng - Nævn blot Beethoven til en tilfældig flok, og de kan formentlig alle remse historien om hans tidlige entre på datidens musikscene. Også Amanda Thomsen er en upcoming pige, som også høster mange "iiih" & "næææh", når folk hører hende og konstaterer hun blot er 16 år gammel.

Hvorfor denne fascination? Men igen, vi taler ikke om x-faktor. Vi taler om JAZZ. Og det er måske det egentlige kvalitetsstempel? Kan man "fake" sig til god jazz, på trods af alder og udseende?
Niels, du er om nogen garvet i branchen, og dit CV er så langt at det burde have kapitler. Hvad mener du om denne "hype" så snart en ikke-voksen træder op på scenen? Hvordan burde vi reagere? Er vi for subjektive når det kommer til disse typer kunstnere? Og er vi for hurtige til at forherlige dem?

Jeg anmelder selvfølgelig koncerten senere idag, men først efter at jeg har overværet en helt anden type koncert, nemlig Veronika Mortensen og mit gamle stemme IDOL - Niels HP, oppe på Sølyst i Klampenborg kl.15. Stay Tuned.
Skrevet den: 06. 07. 2014 [23:58]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
"engelhardt" skrev:

"we have this young talent, Joey Alexander - just 10 years old - playing soon".
Jeg sidder lige nu med et glas kølig og tiltrængt hvidvin på The Standards terrasse, og venter spændt på Joey Alexander Trio. Servitricen guider turisterne igennem restauranten med et stort smil, og lægger vægt hele 2 gange på at Joey Alexander KUN er 10 år gammel. 10 år. Jesus.
Niels Lan Doky har priset ham højere end skyerne overfor mig, og mine indtryk af det 10 årige "vidunder" fra Indonesien, har det også sat mærke i mig efter diverse YouTube videoer. Men hvordan er han så live? Og måske endnu mere vigtigt, hvordan er han som person - live.
Talent og alder har ofte en "sexet" sammenhæng - Nævn blot Beethoven til en tilfældig flok, og de kan formentlig alle remse historien om hans tidlige entre på datidens musikscene. Også Amanda Thomsen er en upcoming pige, som også høster mange "iiih" & "næææh", når folk hører hende og konstaterer hun blot er 16 år gammel.
Hvorfor denne fascination? Men igen, vi taler ikke om x-faktor. Vi taler om JAZZ. Og det er måske det egentlige kvalitetsstempel? Kan man "fake" sig til god jazz, på trods af alder og udseende?
Niels, du er om nogen garvet i branchen, og dit CV er så langt at det burde have kapitler. Hvad mener du om denne "hype" så snart en ikke-voksen træder op på scenen? Hvordan burde vi reagere? Er vi for subjektive når det kommer til disse typer kunstnere? Og er vi for hurtige til at forherlige dem?
Jeg anmelder selvfølgelig koncerten senere idag, men først efter at jeg har overværet en helt anden type koncert, nemlig Veronika Mortensen og mit gamle stemme IDOL - Niels HP, oppe på Sølyst i Klampenborg kl.15. Stay Tuned.
Skrevet den: 07. 07. 2014 [16:44]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
6/7
Hej Adam,

For nu at starte med det sidste: Niels Lan Doky var selv lidt af et vidunderbarn da han dukkede op , både som jazzpianist og som –entreprenør, og han har da klaret det rimeligt godt…

Ud fra hvad jeg har klikket mig frem til på YouTube, er unge Joey Alexander eminent teknisk dygtig og fingernem, men der mangler sikker time og udvikling i hans spil – og her tænker jeg på alt andet end teknisk dygtighed og udenadslæren. Sammenspillet er jo dér hvor man som skabende kunstner udfordrer og udfordres, inspireres og inspirerer og leger med hinanden.

Nu har jeg primært hørt unge Joey Alexander spille solo og ikke med musikere på hans eget tekniske niveau. Og så har jeg slet ikke oplevet ham live. Jeg kan tage fejl, men det skulle ikke undre mig, om han spiller det samme de samme numre og samme arrangementer ved hver eneste koncert.

Og så er vi langt væk fra jazzens sjæl, som jo netop handler om udvikling fra optræden til optræden - ja, fra nummer til nummer. Og dér tror jeg trods alt, at Alexander har meget at lære endnu. Så jeg er spændt på, om den tiårige Joey holder fast i flyglet, når først puberteten og den deraf følgende hormonale forvirring sætter ind, medmindre selvfølgelig at hans forældre spærrer ham fast til flyglet…

Men talentfuld, det er han.

And now to something completely different:

Carsten Dahl (p), Lennart Ginman (b), Frands Rifbjerg (d). Jazzhus Montmartre, mandag 7. juli.

Efter tre vidunderlige dage som lydtekniker på Sølyst i Klampenborg er jeg nu tilbage i København og ser frem til syv dage som lytter.

Der findes intet bedre end når musikken får åndedrættet til at falde til ro og skuldrene sænker sig lige så stille. Og det var tilfældet denne tidlige eftermiddag i Store Regnegade.

Min odyssé gennem CJF 2014 startede i Jazzhus Montmartre, hvor Carsten Dahl præsenterede sin nye Cd, ”A Good Time” med bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Frands Rifbjerg.

Som Dahl selv sagde det før trioens korte koncert gik i gang: ”Det er lige som at komme hjem”. På scenen stod tre musikere, hvis musikalske kemi er perfekt afstemt, som kender og respekterer hinanden og hvor inspirationen her og nu – af Art Blakey kaldet Spontaneous Cumbustion, eller ”Øjeblikkets Antændelse” – er bestemmende for musikkens muligheder.

Lunten var bestemt klar og krudtet i den grad tørt, for de tre musikere gav et kort, men intenst bevis på at netop trioformatet giver uanede muligheder for gensidig inspiration. Skarpt, fokuseret og alligevel fuldstændig afslappet spillede trioen bl.a. en smuk udgave af ”Autumn Leaves” og en flabet ”Night and Day” som vals – og slap mere end godt fra det.

Carsten Dahls spil får mig altid til at være spændt på, hvad han finder på. Han følger ikke de gængse regler for soloens opbygning, men vælger ofte svære tilgange, som gør, at han nærmest konstant – specielt, når han er i virkelig hopla, som i dag – balancerer på en meget tynd line, der hele tiden truer med at knække, men holder hele vejen over på den anden side. Konstant udfordrende sine medspillere og publikum – og ikke mindst sig selv – er Carsten Dahl den danske pianist, som har mest på hjerte her og nu.

Han har to gode sidekammerater på sin færd. Bassisten Lennart Ginmans spil har vel aldrig stået så fint mejslet og elastisk som i disse år. Hans store, rolige tone og et nærmest demonstrativt enkelt spil lægger det bedst tænkelig grundlag for Dahls vilde eskapader. Lige så med Frands Rifbjerg, der har taget de bedste egenskaber fra jazzens store timekeepers og har tilført sit eget tilbagelænede, men alligevel stærke beat.

Måske unge Joey Alexander skulle søge om udgangstilladelse fra sine forældre og finde ned i Store Regnegade, når Dahl på lørdag krydser klinger med bassisten Kris Funn og trommeslageren Lee Pearson; her kunne han lære et og andet om ”Spontaneous Cumbustion”.
Skrevet den: 08. 07. 2014 [01:08]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
Tak for svaret om Joey Alexander, Niels. Jeg kan sagtens se dine pointer, og jeg har tænkt mig at tage dem seriøst. Så jeg har aftalt et interview med Alexander og hans far, med listige spørgsmål som nok vil komme tættere på hvad "sjæl" betyder for en 10 årig. Vi kan jo ikke regne med at hans sjæl er vores rent erfaringsmæssigt, men det gør ham vel heller ikke til en teknisk maskine. Men som du siger, nok om det - indtil videre.

Siden da har jeg haft fornøjelsen af hele 8 !) koncerter, som jeg har taget noter af. Jeg vil dog ikke kede folk ihjel med "himlen var blå...fuglen sang..zzz), så jeg går ligepå og hårdt, med antal stjerner, ekspressionistiske billeder af oplevelsen og hurtige konklusioner uden alt for meget på/be-læg (du ved hvordan det er når sovsen bliver for tyk!). Jeg vælger også et sætte plusser, selvom du måske ikke er enig i metoden.

Joey Alexander Trio (***+)
Line up: Anders Mogensen (d), Joey Alexander (p), Mattias Svensson (b)
Selvom man prøver at lade være, kan størrelsen på drengen, (jeg gætter 30 kilo?) ikke lade være med at gøre mig imponeret, når han sætter sig ved klaveret, og tonerne vejer langt tungere end mange andre musikere jeg har hørt. Teknisk dygtig, ydmyg i sit udtryk når han sætter en alt for store mikrofon til munden og på udemærket engelsk siger "I hope you enjoy". hans langt ældre medsvorne gør også deres til at støtte op, og det giver et helt udemærket resultet, med gode mainstream sange, den sværeste Coltranes "Giant Steps", som Alexander udførte til punkt og prikke, som var han nede og købe letmælk. Men det er nok også hans svaghed. Det ser nærmest for let ud. Og det slører mig blik. Så mit i al forvirringen med alder og talent, bliver jeg nærmest blind overfor om han har det kreative øje for sangen, eller om han blot er en fantastisk efterligner. Så mere en 3+ giver jeg ikke før end jeg har talt nærmere med ham. Og det er nok også lidt generøst, men hold nu fest det er vildt. Da jeg var 10, suttede jeg nærmeste stadig på LEGO klodser og troede at der fandtes vingummitræer.

Veronica Mortensen & Niels HP Orchestra
Jacob Christoffersen (p), Veronica Mortensen (Voc), Rasmus Lund (d), Kristor Brødsgaard (B), Rune Olesen (Perc), Niels HP (Voc), Søren Heller (G).
Jeg ved godt at Veronika og Niels spillede sammen på samme scene, samme band, og også sang sammen visse steder, men jeg følte virkelig at jeg var til to koncerter, blot spillet på samme tid. Så jeg vælger altså at anmelde dem hver for sig. Der er der vel ikke noget galt i?

Veronika Mortensen (**)
Smilende pegende, og pæne sange. Men mangler i dén grad kant, og ja - selv i pæne sange kan der være kant. Mindede mildt om at være fanget på et krydstogtskib med en solist, som altid har drømt om scenen og endelig har fået lov, og halvt fortrænger det faktum at folk har købt pakken, og ikke rigtig har andre steder at gå hen. Fin nok sangerinde rent teknisk, men hun connected slet ikke. i hvert fald ikke med mig som tilhører.

Niels HP (****)
Niels - stor, smilende, legende og leende. Som et barn på sin yndlingslegeplads, brugte trommerne som gynger, basen som rutsjebane og guitaren som vippe. Hans sange var mere ukendte for mig, i høj grad præget at funky soul, (som i de gamle riding thumb dage), men han lod jazzen glide i gennem som vand på rig muld, og resultet blev også at bandet smilede med, og fik varmen til at stige i det ellers små-skyede men lune vejr på det voldsomt smukke og imponerende Sølyst i Klampenborg.

Jakob Dinesen (****)
Line up: Magnus Hjorth (p), AC (b), Samira Dayyani (c), Jakob Høyer (d), Jakob Dinesen (ts) Karen Johanne Pedersen (v), Sidsel Feher Most (va), Andrea Gyarfas (v).
Smooooooooooooth. 10 grader på knivsæggen fra at blive corny. Men det blev han ikke! Hans Saxofon lå lige mellem smør og rugbrød, og det var helt perfekt. Og så kom strygerne...med lækre sange som gav plads til både sax og strenge, tittede solen også endda frem, og så var det bare om at lægge sig ned, lukke øjnene og drømmer sig væk. Og Jakobs melodier var det perfekte flyvende tæppe til netop den mission.

Povl Dissing (****)
Line up: AC (b), Jakob Bro (g), Jakob Høyer (d), Povl Dissing (voc), Marie Fisker (voc), Mette Lindberg (voc).
Povl Dissing giver sjældent mening. Men hvem behøver også mening, når man har sjæl & historier der maler sig selv så rigt at man pludselig føler man læser en bog med ørerne? Stærkt akkompagneret af et band som forstod at ligge helt roligt, som en varm fugtig Miami sommer man kun ved byder på kold iced tea og long islands ud på natten, omsvøbte de unge mennekser Povl som et kærligt tæppe han kunne ligge i, mens hans fantasier tog fart. Sangene var ikke valgt udfra det originale, men fra den personlige vinkel - hvilket sjovt nok også gjorde det originalt. Særlig ros til de to sangerinder, som (udover at være sylfider med et stærkt snært af Tarantino), formåede at bakke Povl med korstemmer, der var solister værdige. Også deres to sange som de udførte med KÆMPE potentiale, var dejlige, fyldige, og følsomme. Povl støttede op mens Mette og Marie havde hver deres sang, og med hans nærmest Master Fatman-agtige kommentarer undervejs, gav det skønsangen en ekstra dimension som kun Povl formår at repræsentere.

Kira Skov (**+)
Det var ikke jazz... Men det var interessant at lytte på. En nærmest intellektuel oplevelse, selvom formålet nok var diametralt modsat, en “giv slip, lad det hænge, vær melankolsk på en rigtige side af Nørrebroagtige måde”. De laver et lydunivers som får både Saybia og Kindred Spirits til at være enige om at det lyder fint. Men hvorfor lige Sølyst? Vi taler om høj flagstang, det grønneste græs nord for ækvator, og 80% tilhører, som nok mere gik efter associationen “Skov” end “Kira”.

The Latin Gringo All Stars (***)
Uden aircondition i det mørke lukkede rum, var varmen til at føle på, men på den anden side gav det også mening at høre musik fra de varmere himmelstrøg. VerdensKulturCentret på Nørrebro er et fantastisk sted, og folk strømmede også til. Bandet var sat, og efter 1-2 numre hvor man kunne mærke de skulle spille sig sammen (har efterfølgende hørt at de ikke før koncerten havde formået at spille sammen alle sammen) de gav den også gas! Fede numre, på tværs af lande. Der blev plads til soloer på alle typer instrumenter, fra Xylofon (ret mig Niels) til Sopransax (ret mig igen Niels) og selvfølgelig percussion. Men lyden kom desværre ikke bandet til gode, og mudderet på bas, og andre lydtekniske ting som jeg ikke har nok forstand på, gjorde at bandet ikke kom ud over kanten. Vil meget gerne høre dem igen, med et bedre lydniveau.

Christian McBride Trio(*****)
Line up: Christian McBride (cb), Christian Sands (p) og Ulysses Owens, Jr. (d).
Hvis jeg skulle lave en overskrift for hvert review, ville jeg kalde det "Den Brune Bjørn med de Hvide Briller". Da Christian træder ind på scenen, skarpt velklædt, stor i udtrykket og med to følgesvende ligeså skarpe og med en mission. Og den lykkedes over al forventning. I 90 minutter fik vi den ene efter den anden lektion i hvordan man morer sig, er nærværende, og samtidig udforsker jazzens vidundere set fra en stor solid kontrabas. I Christians store hænder virkede det næsten som en guitar, og han formåede også at spille som var det en leg at gå fra de dybe tunge strenge, og helt op i det høje pizzicatobaserede register i løbet af et splitsekund. Hans egne kompositioner var forrygende, moderne, men klassiske i måden vi alle kunne forholde os til et tema, men også overrasket over form og dynamik.

Christian Sands på klaver var verdensklasse. Intet mindre. Hans hænder kunne få Usain Bolt til at stoppe op, og nyde synet af en kreativitet jeg ikke har set længe på et ellers ret klassisk instruments. På et tidspunkt sværger jeg at jeg hørte et manuelt designet ekko, et trick man kun kan udføre når man har fuldkommen styr på fart, spænding og tangenttryk. Ulysses på trommer var perfekt komplimenterende, og selvom det ikke er mit yndlingsinstrument på solostykkerne, var dette stadig sublimt udført, med eventyr og nye måder at få whiskers til at lyde som stille fyrværkeri på en kold klar nattehimmel. Det var min bedste oplevelse so far, og glæder mig til endnu flere i morgen!


[Denne artikel er rettet 3 gange, sidst 08.07.2014 klokken 09:37.]
Skrevet den: 08. 07. 2014 [11:17]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
 Christian McBride Trio, Jazzhouse. 6/7. Christian McBride (b), Christian Sands (p), Rodney Green (d). (***)

Hmmm – jakkesæt jazz? Neo-konservativ jazz? Jazz uden nosser? Alle tre udsagn kunne for så vidt passe på min oplevelse af den nye "baskonge", Christian McBrdie og hans velekcerserede trio.

Christian McBride spiller rent i alle tempi og alle tonearter. Han er veluddannet, han er velforberedt, han er sympatisk, han er tjekket ud til det bordeux jakkesæts yderste ærmekant. Hans to medmusikere går på scenen med ens, sorte jakkesæt, lys skjorte og slips med venlig imødekommenhed og lige så venlige smil.

De spiller alle tre eminent…

Og så er den skid altså også slået. For man bliver ikke overrasket. Man bliver ikke revet med. Ingen af de tre musikere virker som om musikken er vigtig for dem. De er på arbejde. Og de løser deres arbejde perfekt ud i mindste detalje. Det er imponerende. Men også en ret kedeligt og forudsigeligt, når den første imponerethed har lagt sig; tema-introduktion, pianosolo, bassolo, tema, slut.

Det jeg fandt mig selv sidde og savne var en tenorsax, der ville komme braldrende ind og skubbe, trække, hive de tre velklædte herrer ud på gyngende grund. Eller at en af dem ville skide på alle aftaler og spille noget som de ikke havde aftalt. Men det skete ikke. Derfor var det en skuffende koncert.

Koncerten tidligere i dag med Carsten Dahl, Lennart Ginman og Frands Rifbjerg i Jazzhus Montmartre havde i virkeligheden samme udgangspunkt, men blev en helt anden oplevelse. For ved den ultrakorte koncert levede musikken, sjælen i musikken åndede gennem tre musikere, der gik på scenen med lyst til at skabe musik her og nu.

Og hvad d’herrer McBride, Sands og Green måske har i instrumental overlegenhed, mangler de til gengæld i lyst – der blev sagt LYST - som i begær! Lyst er der til gengæld masser af hos Dahl, Ginman, Rifbjerg.

Og lyst avler som bekendt lyst og er en stor del af jazzens sjæl.
Skrevet den: 08. 07. 2014 [11:40]
Niels
Niels
Emne opretter
registeret siden: 11.01.2014
Indlæg: 26
Latin Gringo All Stars, Global, 7/7. Antonio Selcedo (f), Marika Tinggaard Andersen (ss, cl), Niels Thybo ?, Miguel Tabuada (g), Yasser Pino (b), Paulo Villegas (d), Ignacio Guerra (co), Morten Grønvad (vib). (***+)
Danske musikere er ikke dårlige til at spille latin. Denne ad hoc samlede gruppe, ledet og superviseret af fløjtenisten Antonio Selcedo, er et glimrende eksempel på en vellykket musikalsk forbrødring mellem de bedste danske musikere og nogle ganske vidunderlige herboende musikere med baggrund i det syd- og mellemamerikanske. Repertoiret er såvel traditionel musik fra området, egne kompositioner samt arrangementer af jazz-standards fra f.eks. Horace Silver og Cal Tjader.
Koncerten på Globval var gruppens første. Men jeg håber så sandelig, at det ikke bliver den eneste. Latin Gringos har et kæmpe potentiale. Først og fremmest i en nærmest perfekt spillende rytmegruppe, der ligger helt steady og passer bunden - uanset hvad der sker foran. Specielt var samarbejdet mellem bas, trommer, congas og klaver forbilledligt.
Alt i alt en yderst tilfredsstillende koncert, som dog blev skæmmet af en utrolig udynamisk lyd, der angiveligt skyldes en uerfaren lydtekniker. Det bør Global stramme op på. For med et udsolgt hus, bestående af et entusiastisk, voksent publikum og fremragende musikere på scenen, må det ikke lyde af lort. Beklager…


[Denne artikel er rettet 1 gange, sidst 08.07.2014 klokken 11:41.]
Vedhæftning

IMG_0115.JPG (Filtype: image/jpeg, Størrelse: 564.93 kilobytes) — 2226 downloads
Skrevet den: 08. 07. 2014 [23:23]
engelhardt
Adam Engelhardt
registeret siden: 03.07.2014
Indlæg: 11
"Niels" skrev:

Latin Gringo All Stars, Global, 7/7. Antonio Selcedo (f), Marika Tinggaard Andersen (ss, cl), Niels Thybo ?, Miguel Tabuada (g), Yasser Pino (b), Paulo Villegas (d), Ignacio Guerra (co), Morten Grønvad (vib). (***+)
Danske musikere er ikke dårlige til at spille latin. Denne ad hoc samlede gruppe, ledet og superviseret af fløjtenisten Antonio Selcedo, er et glimrende eksempel på en vellykket musikalsk forbrødring mellem de bedste danske musikere og nogle ganske vidunderlige herboende musikere med baggrund i det syd- og mellemamerikanske. Repertoiret er såvel traditionel musik fra området, egne kompositioner samt arrangementer af jazz-standards fra f.eks. Horace Silver og Cal Tjader.
Koncerten på Globval var gruppens første. Men jeg håber så sandelig, at det ikke bliver den eneste. Latin Gringos har et kæmpe potentiale. Først og fremmest i en nærmest perfekt spillende rytmegruppe, der ligger helt steady og passer bunden - uanset hvad der sker foran. Specielt var samarbejdet mellem bas, trommer, congas og klaver forbilledligt.
Alt i alt en yderst tilfredsstillende koncert, som dog blev skæmmet af en utrolig udynamisk lyd, der angiveligt skyldes en uerfaren lydtekniker. Det bør Global stramme op på. For med et udsolgt hus, bestående af et entusiastisk, voksent publikum og fremragende musikere på scenen, må det ikke lyde af lort. Beklager…


The Latin Gringo All Stars (***)
Uden aircondition i det mørke lukkede rum, var varmen til at føle på, men på den anden side gav det også mening at høre musik fra de varmere himmelstrøg. VerdensKulturCentret på Nørrebro er et fantastisk sted, og folk strømmede også til. Bandet var sat, og efter 1-2 numre hvor man kunne mærke de skulle spille sig sammen (har efterfølgende hørt at de ikke før koncerten havde formået at spille sammen alle sammen) de gav den også gas! Fede numre, på tværs af lande. Der blev plads til soloer på alle typer instrumenter, fra Xylofon (ret mig Niels) til Sopransax (ret mig igen Niels) og selvfølgelig percussion. Men lyden kom desværre ikke bandet til gode, og mudderet på bas, og andre lydtekniske ting som jeg ikke har nok forstand på, gjorde at bandet ikke kom ud over kanten. Vil meget gerne høre dem igen, med et bedre lydniveau.