Nekrologer

Når jazzens personligheder dør, vil de som regel være omtalt i det trykte magasin. Men undertiden "vælter de store træer" mens magasinet er i trykken, og så sætter vi nekrologerne herunder.

 

 

Christian Burchard

17. maj 1946 – 17. januar 2018
Vibrafonisten, trommeslageren og specialisten på blandt andet santur (indisk hakkebræt), Christian Burchard, døde i sidste uge godt halvandet år efter, at en hjerneblødning stort set gjorde ham ude af stand til at spille i sit elskede EMBRYO
.

Tekst og foto: Torben Holleufer

Det er en tysk legende, som er død. Orkestret EMBRYO spillede siden 1969 indenfor genrerne jazzrock, krautrock, verdensmusik og avantgarde. Der synes aldrig at have været grænser hos denne unikke stamme af musikere med det eklektiske som fællesnævner, og i midten af dette orkester fandt man som regel Christian Burchard med tjavset hår og briller stående krumbøjet over sin vibrafon.



De sidste mange år med datteren Marja bagved. Hun er i stigende grad som sin far en multi-instrumentalist med en lysende aura. Marja Burchard har ved Christians død officielt overtaget styrepinden i Embryo. Processen har stået på i nogle år og blev for alvor effektueret, da Christian fik en hjerneblødning april 2016, der satte ham meget tilbage og syntes at være begyndelsen til enden.
Christian Burchard var født i Hof i det nordlige hjørne af Bayern, et sted der lå klos op af den daværende østtyske grænse, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret. Især nogle sorte soldater, som også var musikere, fascinerede Burchard, og da en af dem gav ham en marimba, havde han fundet sit instrument. Allerede som 14-årig lagde han ud med en avantgarde-jazztrio, der også talte barndomsvennen Dieter Serfas, senere grundlægger af krautrockbandet, Amon Duul 2.

Christian Burchard ville jazzen og var især forelsket i slagtøj. Han har nævnt Charles Mingus som inspirationskilde. Blandt dem som tidligt opdagede den bebrillede yndling med den rappe omgang med køllerne var den amerikanske pianist Mal Waldron – som i lighed med andre sorte amerikanere fandt et fristed i Tyskland. Burchard overbeviste ham om at flytte til München, hvor han boede i tre årtier frem til sin død i 2002. De to skulle spille sammen i alle mulige sammenhænge, ligesom et andet trofast medlem af Embryo ville blive den amerikanske saxofonist Charlie Mariano. Fra duoting, hvor det bare var de to på scenen til store udgaver af Embryo. Ligesom de ville foretage rejser, hvor alskens notabiliteter, fra Yusef Lateef over Archie Shepp til Fela Kuti i Nigeria er nogle af de mere opsigtsvækkende samarbejdspartnere for den videbegærlige Christian Burchard og hans bande af ligesindede, som også talte en ung Trilok Gurtu.

Burchard mødte sin livsledsager i München, den polskfødte fotomodel og læge Eva, som den første Embryo-udgivelse var tilegnet, selv om de formelt endnu turnerede under navnet Mal Waldron Quartet. Men netop under en af den amerikanske pianists mange gøremål med andre kunstnere, blev Embryo fra 1969 til ligesom gruppen af særdeles aktive musikere på scenen ville markere sig i bands som Amon Düül II og sidenhen også Dissidenten.

Christian Burchard fik amerikansk pladekontrakt, men nogen normal karriere skulle det ikke blive til. Manden levede ud fra mottoet at rejsen er målet. Mest berømt var turen omkring 1979, hvor bandet i en af de stærkeste opstillinger rev adskillige år ud af kalenderen for at tage på turné til Indien, Pakistan, Iran og Afghanistan med tre busser og en jeep. Rejsen er dokumenteret i filmen VAGABUNDENREISE. Filmen kan findes på YouTube og har blandt andet en spændende scene fra en afghansk flække, hvor veloplagte Christian Burchard på xylofon og Roman Bunka på en oud-lignende guitar spiller lige op med et par lokale virtuoser på tabla, sarod og dholak. Foran sidder landsbyens beboere samt tilfældige hippier.

Christian og hans venner var kompromisløse og ville inkorporere musikere fra fjerne lande og kulturer, således at Embryo det ene øjeblik kunne arbejde med Peking-operaen for det næste at spille med nogle af Marokkos gnawa-mestre. Mokhtar Gania, som er gnawamester i dag, bliver aldrig træt af at fortælle om dengang han og hans nevøer var på tur med storebror, den store og nu afdøde gnawa-stjerne, Mahmoud Gania, og Embryo på en længere udflugt i Spanien og Frankrig. Om hvordan koncerter ofte opstod fra det ene øjeblik til det andet, og de aldrig vidste, hvor de skulle spille, for Christian syntes at have venner overalt.

Jeg var heldig både at blive nær ven med Christian og spille med Embryo. Mødet var typisk. Jeg ankom til Tanger i Marokko i foråret 2010, hvor jeg er gode venner med en gnawa-mester, der hedder Abdellah Boulkhair El Gourd, og i hans store hus var Embro dukket op i en af sine sene opstillinger, der blandt andet talte den spændende vokalist fra Köln, Mik Quantius, og Thomas Gundermann, som spiller på en skjalmeje kaldet Bayerisches Backpfeife. Og selv om de boede på det billigste hotel, ville de på Marokkoturen det ene øjeblik være inviteret til at spille i kongepaladset, for i det næste at spille i et rigmandshjem eller de specielle klubber, hvor gamle arabiske mestre røg kif, drak te og spillede gamle arabiske sange. Her ville Christian og hans band uden at kny spille et sæt bestående af ægyptiske filmklassikere og fri improvisation.
Embryo arbejdede de følgende år meget med gnawamusikere, ligesom Christian Burchard nåede at spille med Roman Bunka – nu en virtuos på arabisk oud.
Det var på vej til Marokko, hvor de gjorde holdt for natten i en by hos venner, som spillede flamenco, at Christian fik sit slagtilfælde. Herefter var han lam i den ene side og kunne kun spille en smule keyboard, men fortsatte med datterens udgave af Embryo så længe kræfterne slog til.

Blandt Embryos 39 album bør følgende fremhæves: Debuten OPAL (1970), STEIG AUS (1973), EMBRYO’S REISE (1979-80), IBN BATTUTA (1984), ISTANBUL CASABLANCA – LIVE (1998) og EMBRYO 40 (2010).

Det kan anbefales at grave i det omfattende filmmateriale her.

 

 

 

Hugh (Ramapolo) Masekela

4. april 1939 – 23. januar 2018

I går døde trompetisten og sangeren af den prostatakræft, der har fulgt ham i de sidste år. Stille sov han ind i Johannesburg. Hugh Masekela blev 78 år.

”Bra Hugh” var med til at give sydafrikansk jazz en international placering.

Et stort træ i den afrikanske jungle er faldet. Hugh Masekela med den store lyd på trompeten, ikke ulig forbilleder som Louis Armstrong og Dizzy Gillespie, var også sanger, entertainer og aktivist. Han synes at have været her altid og fandt vej til en lang række afgørende historiske skuepladser.

Nu skal vi vænne os til at Hugh Masekela ikke er mere. Sydafrikanerne lider i fuld offentlighed – hele dagen i går har store bogstaver på nationalt tv i hjemlandet vist: ”Bra [bror] Hugh RIP.”

Hugh Masekela var et livsstykke, hvad enten han spillede det hvide styre midt i mod, da det var farligt og var i eksil i mere end 30 år, eller når han fortsatte kampen hjemme i et befriet men også problematisk Sydafrika.

Hugh Ramopolo Masekela blev født i slumkvarteret Kwa-Guqa Township i udkanten af Witbank (siden 2006 kaldet Emalahleni), en kulmineby nordøst for Johannesburg. Han spillede klaver som barn, men efter at have set filmen YOUNG MAN WITH A HORN – hvor Kirk Douglas agerede en trompetist skabt over Bix Beiderbecke – begyndte Masekela at spille på en trompet, han havde fået af sin lærer, den engelskfødte ærkebiskop Trevor Huddleston. Huddleston var en af de første anti-apartheid-aktivister, og ifølge legenden havde han fået instrumentet af selveste Louis Armstrong.

Sammen med skolekammerater dannede Masakela landets første jazzband for unge: Huddleston Jazz Band. Herefter kom han på turné i hele Sydafrika med vokalgruppen Manhattan Brothers. Allerede fra 16-årsalderen begyndte Masekela at spille musik, der reflekterede det stærkt polariserede samfund, han levede i hjemme i Kwa-Guqa Township, Soweto og lignende områder. Han kom med i en musical, KING KONG, hvor hans kommende kone, sangerinden Miriam Makeba, også var med.

Som vist i de bøger om Cape Town-jazzscenen, som Lars Rasmussen fra boghandlen Booktrader udsendte for en del år siden, var jazzen for alvor kommet i gang nede i Cape Town, hvor især Chris McGregors The Blue Notes og bebop-bandet The Jazz Epistles med kommende stjerner som pianisten Dollar Brand (Abdullah Ibrahim) og saxofonisten Kippie Moeketsi blev banebrydende. Unge Hugh Masekela kom også med. De politisk forfærdelige tider kulminerede med Sharpeville-massakren i 1960, hvorefter landet for alvor blev et mareridt for den sorte befolkning.

Regeringen så dog en propaganda-mulighed i en populær musical, der blev inviteret på turné til England, og derved fik en stribe sorte musikere visum til at forlade Sydafrika. De så sig ikke tilbage, og her begyndte et liv i eksil for Hugh Masekela såvel som for venner som Ibrahim, dennes kone sangerinden Sathima Bea Benjamin, bassisten Johnny Mbizo Dyani og mange andre.

Første stop var London, hvor biskop Huddleston hjalp Masekela ind på Guildhall School of Music, men snart var han i New York, hvor han studerede klassisk trompet. Scenen var et slaraffenland for den unge trompetist, som fik sit første album, TRUMPET AFRICAINE, i eget navn i 1962. Det var også i New York i 1964 at han og Makeba blev gift. Ægteskabet holdt i to år.

Masakela mødte inspirationer som Miles Davis, John Coltrane og Thelonious Monk – samt de to vigtigste: Louis Armstrong og Dizzy Gillespie, som udover at være mentorer på trompeten også ansporede ham i retning af de afrikanske rødder.

Gennembrud på Monterey
I juni 1967 samledes hippierne syd for San Francisco i det, der blev døbt til begyndelsen af Summer of Love. Til festivalen Monterey Pop brændte Jimi Hendrix sin guitar, Janis Joplin udløste sit kraftværk af en stemme, Ravi Shankar fik vist publikum at indisk musik var mere end at stemme instrumenterne, og Otis Redding fik et fortrinsvis hvidt publikum til at blive die hard-fans for året efter at styrte ned med et fly. Og så var der Hugh Masekela, som spillede et brag af et sæt.

Året efter toppede han branchebladet Billboards Hot 100 hitliste med sin version af Grazing In The Grass. Pludselig var han alle vegne, ikke mindst da bokserne Muhammed Ali og George Foreman lavede deres RUMBLE IN THE JUNGLE. Masekela var sammen med Don King primus motor i den omfattende musikfestival i Zaire 1974, der burde få de fleste til at falde i svime: James Brown, Fela Kuti, B.B. King, Tabu Ley Rochereau, Fania All-Stars, Miriam Makeba og mange andre.

Der var også smuttere i Masakelas karriere, hvor han syntes at spille med hvad og hvem som helst. Men på de 40+ album, det blev til gennem karrieren, har mange høj kvalitet.

Masekela fortsatte kampen mod apartheid i sit eksil, men havde også alskens personlige problemer. I 1970erne førte de mange fester til en livstruende afhængighed af alkohol og kokain. Men han rejste sig, og da Nelson Mandela blev fri, kunne Hugh Masekela i 1990, sammen med en stribe af de andre stjerner i eksil, komme hjem.

De sidste ti år af sit liv kæmpede han med den sygdom, der endte med at gøre det af med ham. Passende, for denne grænseløse verdensmusiker, bar hans sidste album i 2016 titlen: NO BORDERS.

Torben Holleufer

 

 

Fats Domino

26. februar 1928 – 24. oktober 2017

Pianist, sanger, komponist, orkesterleder og rart menneske Antoine Dominique Domino Jr. tillægges æren at være en af rock'n'rollens grundlæggende fædre. Og han har aldrig spillet oprørsk rock og rul. Han var en umiddelbart godmodig familiefader, som spillede venlig, velarrangeret boogie garneret med en snert dixieland. Plus uangribeligheder fra den store amerikanske sangbog og lidt country and western. Alt i alt en dansevenlig cocktail med en charmerende accent, der nok krydsede 1950ernes racebarrierer, men ikke var til synderlig fare for hvide teenagepiger.

Men hans musik og hans orkester, med solister som saxofonisterne Lee Allen og Herb Hardesty og trompetist og sangskrivermakker Dave Bartholemew (et New Orleans-ikon, som fylder 98 juleaften og på altafgørende måde orkestrerede Fats Dominos succes), holdt et højt bundniveau, selv om Dominos kreativitet stagnerede allerede i 1950erne. Ligesom har byggede på et solidt New Orleans-fundament; eksemplificeret ved gennembruddet Fat Man, der har mere en visse ligheder med (Champion Jack Duprees version af) Junker Blues.

Fats Domino solgte en masser plade med egne (og Bartholemews sange) og sikrede sig på den måde økonomisk uafhængighed til at kunne trække sig tilbage.

Fats Domino var inaktiv de seneste ti år, og han droppede de store, årlige Europa-turneer allerede i 1990erne. De bragte ham flere gange til Danmark, blandt andet til Skive, hvor den imødekommende kunstner spillede Blueberry Hill to gange, og hvor den udsendte fra den lokale avis blev ved med at spørge legenden, som tydeligvis ikke havde nærstuderet den jyske topografi, om sin oplevelse af køreturen og købstaden.

Domino fattede i tredje omgang spørgsmålet, forsikrede at Skive var en dejlig by – og reddede næste dags overskrift.
Paul Brasso

 

 

Gregg Allman

8. december 1947 – 27. maj 2017

Lillebroren i The Allman Brothers Band levede hårdt og turnerede konstant. Nu er han død hjemme i Georgia 69 år gammel, bare fire måneder efter trommeslager Butch Trucks’ selvmord. En æra er slut.

Tekst: Torben Holleufer

Han havde en fantastisk stemme, når det kom til grænselandet mellem blues og soul. Det helt rigtige growl, og i de store år kunne han fra sit Hammond B3-orgel se over på sin storebror, Duane Allman, når denne kastede sig ud i de sjælfulde soli på guitar med en slide, der ikke var en traditionel bottleneck, men et pilleglas, som lillebror havde købt.

Egentlig ville han selv have været guitaristen, og han slæbte da også den første guitar, en Silvertone, hjem fra stormagasinet Sears & Roebuck, ligesom han fik sig en lokal lærer, som kunne løse mysteriet, der åbenbarede sig hver nat, når brødrene tændte for de sorte radiostationer og bluesmusikkens koryfæer med Son House og Robert Johnson i spidsen sørgede for, at deres drømme blev tændt. Ligesom de måtte overbevise deres mor, som egentlig havde en traditionel hvid sydstatsindstilling til skismaet hvid og sort, men som fik et kort kursus af sine knægte og derefter vendte på en tallerken. Faren havde været soldat i Korea og var vendt tilbage på en ferie, men det besøg endte tragisk.

Kort før jul det år samlede han en tomler op på vejen. Vedkommende takkede for tjenesten ved at slå kaptajn Villis Allman ihjel. Det var i 1949 og mor flyttede herefter til Nashville, mens de to knægte blev sendt på kostskole. Det var ingen succes.

De to brødre lagde ud i bandet Allman Joys og senere i The Hourglass, men det var selvfølgelig først, da de dannede The Allman Brothers Band at der for alvor kom skub i tingene. Storebror Duane havde udviklet sig til en forrygende guitarist – specielt på slide-guitar. Han havde et fantastisk øre men lærte aldrig en node. Snart var han en særdeles efterspurgt studiemusiker, ikke mindst i det berømte Fame-studie i flækken Muscle Shoals, hvor han blandt andet indspillede med soulsangeren Wilson Pickett. Ligesom det var her, han mødte den sorte trommeslager Jai Johanny Johanson, kendt som Jaimoe. Sammen med Butch Trucks og bassisten Berry Oakley blev de til den formidable rytmegruppe, der ville drive The Allman Brothers Band frem – eksempelvis på dobbelt-albummet LIVE AT FILLMORE EAST, der siden er kommet i andre udgaver fra koncerterne på Bill Grahams berømte spillested i New York.

Optagelserne viste et orkester, der havde et saftigt tag i traditionel blues med Blind Willie McTell-sangen Statesboro Blues som åbner og siden signatursang, hvor Gregg Allmans herligt flydende orgelspil blev fulgt op af hans stemmeføring, som de fleste antog tilhørte en sort mand. Dertil storebror med tør slide-guitar. Den anden guitarist var Dickey Betts, og de to ville kaste sig ud i lange improvisationer, der er nogle af rockmusikkens bedste, specielt på numre som de ikoniske Whipping Post og In Memory Of Elizabeth Reed.

Desværre varede det ikke længe, før ulykken ramte – hele to gange. Storebror Duane Allman kørte sig ihjel på sin motorcykel oktober 1971. Han var bare 24 år. Året efter fulgte hans nære ven, bassist Berry Oakley, som oven i købet havde sin motorcykel-ulykke få hundrede meter fra det sted, hvor Duane havde forulykket. Deres grave side om side er mål for pilgrimsrejser.

Her kunne Gregg Allman have pakket helt sammen. Bandet var allerede ude i tovene, for flere medlemmer havde gigantiske problemer med heroin, og både de to afdøde og den navnkundige roadie, Red Dog Campbell, havde været i afvænning.

Genfødt familie
The Allman Brothers Band fortsatte på trods af tabet af de to fabelagtige medlemmer, og snart kom det store gennembrud, da de først udsendte EAT A PEACH og siden den populære BROTHERS AND SISTERS, der ramte Billboards førsteplads, hvor Gregg Allman var stærkt i fokus med sit klassiske foredrag på hittet Ramblin’ Man. Den var skrevet af Dickey Betts, der voksede ud af Duanes skygge og blandt andet henrykkede med sin klassiske instrumentalperle, Jessica. Her var nye medlemmer som pianisten Chuck Leavell i fokus. Samtidig indspillede Gregg Allman sit første soloalbum, og tog på tur med sit Gregg Allman Band. Alligevel var det bandet med brødrene, som det hele handlede om i 1970erne. Her var de blandt andet med til at spille en koncert med The Band og The Grateful Dead kaldet Summer Jam at Watkins Glen, der er en racerbane i staten New York. Lydtjekket, som The Grateful Dead kørte af, udmøntede sig i en to timer lang improvisation.

Gregg Allman var i de år ude i et stærkt misbrug, der var begyndt efter tabet af Duane. En ny politichef blev ansat i Macon, hvor familien boede, og Gregg Allman var første mål. Hans bodyguard og roadie røg i fængslet, efter at stjernen havde afgivet vidnesbyrd. Bandet gik i opløsning, og Gregg – som ofte var i sladderbladene, fordi han var gift med popsangerinden Cher – måtte i årevis leve med tilråb som ”stikker” og ”narkostrømer” under koncerter.

Overlever
Orkestret fik comeback efter nogle års pause, og det var i sin sidste inkarnation at de for alvor nåede højder, der lignede det gamle orkester. Nemlig da Dickey Betts blev erstattet af to yngre talenter, Warren Haynes, som også var en glimrende sanger, og især den fantastiske Derek Trucks (nevø til den afdøde trommeslager Butch Trucks), som tidligt viste evner, der gjorde at mange i ham så en genfødsel af Duane Allman. Han stod på scenen som 11-årig og tryllede med sit pilleglas som slide iført en T-shirt, på hvilken der stod Skydog, der var Duane Allmans kælenavn.

I de mellemliggende år havde Gregg Allman haft gang i en habil solokarriere, og den nye inkarnation af det gamle orkester fik kontrakt på hans nye pladeselskab, Epic. De havde ellers typisk haft kontrakt med Capricorn Records, Phil Waldens berømte pladeselskab, der blev kendt som hjem for mange af de sydstatsbands, der var fulgt i kølvandet på The Allman Brothers Band.
Det nye band betød nyt liv, og genererede en masse nye fans, som viste sig sejlivede, selv om Gregg Allman tydeligvis gennemgik store fysiske problemer og ofte lignede en ældre mand, end han var. Men stemmen og det vidunderlige orgelspil var fortsat det samme.

Mest berømt blev orkestret for sine ophold på Beacon Theatre i New York specielt koncertrækken i 2009, hvor en lang række gæster kom forbi. Ikke mindst Eric Clapton, som sammen med Derek Trucks syntes at finde sin gamle guitartvilling, med hvem han og hele bandet ville gennemspille det berømte Layla-album. Tjek det på nettet.

Orkestret sluttede koncerterne med den sidste optræden på Beacon Theatre i oktober 2014. Det var den 238. udsolgte koncert på teatret og uden gæster spillede bandet tre sæt med numre fra de tidlige plader. Derefter var det uigenkaldeligt slut, og de to solister Warren Haynes og Derek Trucks kunne koncentrere sig om egne projekter som Gov’t Mule og Tedeschi Trucks Band. Især det sidste orkester synes at være det nærmeste, når det handler om at føre arven fra de to Allman-brødre videre.

Men der mangler lige en fantastisk jamsession, når Gregg Allman vel skal stedes til hvile ved siden af sin bror og Berry Oakley på Rose Hill Cemetary i Macon.


Jazzen var med

Selv om The Allman Brothers Band ofte blev kategoriseret som sydstatsrock, hadede de selv termen. Ikke at de ikke var glade og stolte af deres oprindelse i stater som Florida og Georgia, men de var i realiteten et særdeles komplekst orkester, der var et hele med en række subgrupper. På trommer var Butch Trucks det stabile lokomotiv, mens ”Jaimoe” kom fra jazzen og tidligt fik sine brødre i orkestret til at se lyset i form af John Coltrane og især Miles Davis, som blev en stor inspiration. En anden konstellation var Gregg Allman med pianisten Chuck Leavell, og endelig var der de to guitarister, hvor Duane Allman jo var opflasket på blues, men i sin korte karriere nåede det meste, og blandt andet spillede en masse med King Curtis.

Det er et af de store amerikanske orkestre, som nu endegyldigt er lagt i graven med Gregg Allmans død. Et band der var en garant for spilleglæde, højt musikalsk niveau og en grænseløs lyst til improvisation.
På Gammel Kongevej driver Flemming Mortensen pladebutikken Goldmine, der nærmest er den uofficielle ambassade for alt, hvad der har med The Allman Brothers Band at gøre. Tag eventuelt forbi og løft glasset med Southern Comfort. Lydsiden tager Flemming sig helt sikkert af.

I sin selvbiografi skrev Gregg Allman:
—Når alt er sagt og gjort, vil jeg vandre til min grav, og min bror vil hilse på mig og sige: ”Godt arbejde, lillebror, du gjorde det okay!” Jeg må have sagt det en million gange, men hvis jeg døde i dag, har jeg haft en fest, og jeg ville ikke bytte mit liv for nogen andens, men jeg ved ikke, om jeg ville gøre det igen. Hvis nogen tilbød mig en runde mere, ville jeg nok droppe det.

  

Lonnie Brooks

18. december 1933 – 1. april 2017

Han kunne det hele; Lonnie Brooks. Måske blev han aldrig et internationalt bluesnavn på øverste hylde, men han mestrede guitaren og sangene såvel med humor som intensitet, inden han efter 60 år på bluesscenerne trak sig tilbage på grund af dårligt helbred.

12. juni 2012 var ”Lonnie Brooks Day” i Chicago, men guitaristen, navngivet Lee Baker Jr, stammede fra Louisiana, spillede med zydeco-kongen Clifton Chenier og begyndte som Guitar Jr. i Texas, inden soulstjernen Sam Cooke overtalte ham til at tage nordpå, hvor Chicago allerede havde en Guitar Jr. – men ingen som på samme måde forfinede Chicagos bastante barblues med sydstaternes sumpede swing.

Lonnie Brooks scorede grammy-nomineringer og Blues Awards – men også hæder for øl-reklamer. Og så var han medforfatter til bogen BLUES FOR DUMMIES.

Musikken lever videre gennem Lonnie Brooks' indspilninger og gennem hans to blues-sanger/-guitarist-sønner Ronnie Baker Brooks og Wayne Baker Brooks.
Jazz Special mødte første gang Lonnie Brooks på et tog i Næstved – på vej mellem job i Tyskland og Sverige. Heldigvis standsede han senere i Danmark og gav koncerter i København og ved Internationale Bluesdage i Odense.

Paul Brasso

 

 

Peter Bastian Jacobsen

25. august – 27 marts 2017

Musikeren Peter Bastian er død. Han blev 73 år.

Peter Bastian var uddannet inden for både teoretisk fysik og klassisk fagot. Han var medstifter af Den Danske Blæserkvintet (1968), Balkan Trioen (1970) og den bredt favnende trio Bazaar (1976). Med sin bog, IND I MUSIKKEN (1987), blev han kendt i en endnu bredere offentlighed som musikformidler og filosof med stor entusiasme. I 2011 udgav han bogen MESTERLÆRE – EN LIVSFORTÆLLING.

Peter Bastian fik i 2014 konstateret leukæmi. En voldsom kemo-behandling gjorde ham i stand til at udgive sidste sommers CD, og så sent som i februar i år gav han både koncerter og foredrag, inden sygdommen vendte tilbage for alvor.

Læs mere om Peter Bastian på hans hjemmeside og i Jazz Special nr. 154. Artiklens anden del var planlagt til nr. 155 men er grundet Bastians sygdomsforløb udsat til nr. 156.