Årets danske Jazzudgivelse 2017

Kathrine Windfeld Big Band: LATENCY

Tekst: Thorbjørn Sjøgren

—Hvordan pokker finder man på at starte et bigband? Du vidste formodentlig på forhånd at det var op ad bakke, og også at det ikke var jazzens mest lukrative område.
—Når man har stået foran et bigband og hørt, hvor fedt det kan være, så er der ingen vej udenom. Det havde også noget at gøre med, at jeg selv har spillet i ret mange bigband og var blevet provokeret af at alle spillede de samme gamle numre, dum-da-dum-da-tjum.
—Jeg spillede på et tidspunkt i Ballerup Big Band, hvor Anders Larson var leder, og en dag havde han taget et af sine numre med. Dér gik jeg helt bagover. Det var noget andet end at sidde med Sammy Nesticos Hay Burner, hvor jeg kunne få lyst til at råbe højt ned i en spand. Og så havde jeg haft et fag på MI [Musikvidenskabelig Institut], hvor jeg lærte håndværket, og jeg havde skrevet nogle ting, som jeg havde prøvet af på Instituttets Big Band, som jeg syntes lød godt. Det var dér, jeg fandt ud af at jeg havde flair for det. Meget af det håndværksmæssige var jeg ikke fortrolig med endnu, men det mere lavpraktiske havde jeg lært. Jeg vidste at jeg kunne skrive og arrangere.
—Til min eksamen arrangerede jeg Charlie Parkers Segment og Dizzy Gillespies Woody ’N’ You og så skrev jeg mit første stykke, Gibraltar. I begyndelsen brugte jeg det kompendium om bigband-arrangering, jeg kendte fra MI. Men jeg lagde ret hurtigt bogen væk, og de seneste mange ting har jeg skrevet ud af hovedet, og jeg har udviklet mig rigtig meget som arrangør – især på den seneste plade. Jeg tør meget mere i retning af klangfarver og teksturer. Jeg ved ikke, om jeg også har udviklet mig som komponist, for komposition og arrangement hænger sammen, det kompositoriske er måske mere subjektivt som en fast kerne, der sidder i én. Har man evnen til at trække en flot melodi frem, og jeg har fået fantastisk meget feedback fra musikerne. Jeg har simpelthen lært det hele ved at gøre det, learning by doing, vi har jo efterhånden spillet flere end 100 koncerter med bigbandet.
—Jeg har tiltro til det, jeg skriver, og jeg har både en stor stolthed og en ydmyghed. Jeg skylder også mine musikere at være både stolt og selvsikker, de gider da ikke sidde og øve til sangen: ”Jeg ved ikke rigtig” eller ”det lyder nok ad helvede til”. Jeg er nødt til at være motoren. De er 15 mand og pissedygtige, så jeg skylder dem at udvikle mig. Det var megahårdt til at begynde med, men nu går det over stok og sten. Det er helt sindssygt, hvad der sker nu.

Har Kathrine Windfeld en bestemt mere overordnet fremgangsmåde, når hun komponerer? Slår lynet ned og så er den der, eller sidder hun og kæmper med hver takt?
For første gang i samtalens løb må Kathrine Windfeld tænke sig om et øjeblik.
—Jeg får nok en impuls, en fed idé, hvor jeg kan mærke det fysisk, det dér er fedt, og så skriver jeg ud fra klaveret. Hvis jeg har en klar idé, går det tit ret nemt. Men hvis du udelukkende skriver på computeren, er der flere dimensioner, du ikke får med, klang, anslag – så bliver det bare toner, akkorder, rytmer. Det er også en kæmpe kraftanstrengelse, så jeg skal ligesom spare op til det. Det er jo ikke bare at skrive et lead sheet.
—Lige nu står jeg lidt ved en skillevej. Jeg har indspillet to album, der ret godt viser, hvem jeg er, og hvordan jeg skriver. Men de har også lidt karakter af opsamling, fordi det tager så lang tid at skrive et bigbandstykke, så man udgiver altså det, man har. Hvis du er singer-songwriter, har du måske 30 numre, hvor du så vælger et par håndfulde ud til en kommende plade. Det er ikke noget, jeg spekulerer så dramatisk over, men det kunne måske være sjovt, hvis den næste udgivelse var lidt mere konceptuel, så jeg kan skrive det hele indenfor en kortere periode.

Samtalen strejfer økonomi, hvad der udløser et smil hos Kathrine Windfeld:
—Jeg har faktisk kunnet levet af min musik det seneste år. Jeg har fået arbejdslegater og adskillige bestillingsopgaver, og det er jeg selvfølgelig både glad og taknemlig for. Især fordi jeg ikke er ældre end jeg er, føles det privilegeret. Men jeg har knoklet hårdt for den anerkendelse.

—Kan du placere dig selv i det samlede jazzbillede?
—Jeg peger i flere forskellige retninger og bliver opfattet tilsvarende forskelligt. Nogle opfatter mig som meget mainstream, og det har jeg det ret dårligt med. Jeg har selvfølgelig skrevet nogle swingbaserede numre, men jeg føler mig bestemt ikke som en mainstream-kunstner. Jeg føler mig som en moderne bigband-komponist. Min musik er melodisk og iørefaldende, men OK, det er forskelligt, hvad folk lægger i et udtryk. Jeg vil godt ha’ at der også er noget protest. Mange skriver alt for pænt. Jeg er bestemt ikke bange for at skrive en smuk ballade, det må gerne være dybt og inderligt. Men det skal være super-sansestimulerende. Det med at du kommer hele farveskalaen igennem, det er fantastisk. Jeg er en temperamentsfuld person med store følelser.    

SAGT OM LATENCY
—Kathrine Windfeld is a rising star on the European jazz scene, not least for her bold writing for her adventurous big band. Jazzwise (UK).
—Windfeld’s band of leading young Scandinavian musicians is as tight and sharp as any you’ll hear. The Guardian (UK).
—The music on Latency could pass for a top-notch American Big Band. Downbeat (USA).
—An intensive, groovy, explosive jazz big band-sound. This is a must-hear! InMusic (DE)